Med mange års erfaring i dansk divisionsfodbold og med UEFA’s højeste træneruddannelse, er det en erfaren mand der i den kommende sæson skal stå i spidsen for FCH’s U19-mandskab. Den 48-årige tidligere Superligaspiller Danny Jung er manden, der skal styrke FCHs unge spillere i springet til divisionsholdet.
Som spiller var han en profil i Superligaen for Herfølge og Vejle i 90’erne. Som træner har han 81 kampe som landstræner for kvindernes U16, U17 og U19-landshold og senest som divisionstræner i Boldklubben Frem og B.93. Fremover gælder det FC Helsingør, hvor Danny Jung i dag blev præsenteret som ny U19-træner.
– Som klub har FC Helsingør store ambitioner, og en af dem er at udvikle spillere fra eget akademi til klubbens førstehold. Dygtige trænere er en meget vigtig del af at kunne opfylde denne ambition. Springet fra ungdom til senior, eller transitionen som man nu kalder det, er et af de mest afgørende skift for en ung fodboldspiller. For at understøtte vores spillere i denne fase er det derfor meget vigtigt at have trænere, der har kompetence og erfaring i at få ungdomsspillere integreret på et førstehold. Denne kompetence og erfaring har Danny vist i sine år som cheftræner på flere 2. Divisionshold, hvor han både har vist rigtig gode udviklingsresultater, og samtidig en stor interesse i at få sat unge spillere i spil på seniorniveau, udtaler Kenneth Rasmussen, leder af FCH Akademiet.
Danny Jung, der erstatter Marc Thevis på cheftrænerposten, kommer med en P-trænerlicens, der er den højeste træneruddannelse i UEFA.
Som assistent får Jung den tidligere førsteholdsspiller i Helsingør IF og Elite 3000, Jacob Wedell.