
Efter et halvt års venten, kan senegalesiske Cheikh Ibra Diouf endelig se frem til at få sin officielle debut for FC Helsingør. Angriberen nåede ikke at blive registreret i sommerens transfervindue, men efter måneders venten er papirarbejdet nu endelig på plads.
En af de spillere der glæder sig mest til den forestående forårssæson er givetvis angriberen Cheikh Ibra Diouf. Han var i sommeren 2025 til prøvetræning på Gl. Hellebækvej og gjorde det så godt, at klubben skrev kontrakt med den nu 22-årige forward. En administrativ fejl gjorde imidlertid, at da han endelig fik sin arbejdstilladelse var det for sent at få spilletilladelsen på plads.
Han har derfor måtte nøjes med de daglige træninger og kigget på, når holdkammeraterne var i kamp.
– Det har selvfølgelig ikke været sjovt at kigge på. Mine holdkammerater har knoklet, men de har ikke fået point nok. Det skal vi have lavet om på, når sæsonen starter igen, sagde senegaleseren for nylig til Helsingør Dagblad.
Angriberen har indtil nu været i aktion i to træningskampe og kom på måltavlen i dem begge. Først i sommerens afsluttende træningskamp da FCH besejrede FA2000 med 4-0 og dernæst i en testkamp mod Hillerød i september, hvor han blev matchvinder i de sidste sekunder i 4-3 sejren.
Cheikh Ibra Diouf blev hentet efter to sæsoner i Frankrig hos Valenciennes FC. De spillede i den næstbedste række Ligue 2 da Diouf blev hentet fra Senegal, men klubben rykkede ned og sluttede sæsonen 2024/25 på 9. pladsen i den tredjebedste række. Ifølge Transfermarkt er angriberen noteret for 33 kampe og 6 mål for den franske klub.
Han blev hentet efter en stor sæson i hjemlandets Guédiawaye FC, hvor han var klubbens topscorer med 12 mål i 28 kampe i sæsonen 2022/23. Det bragte ham til African Nations Championship (CHAN), hvor det blev til 5 kampe for Senegal i januar 2023, alle som spidsangriber. Efter sæsonafslutningen kom han på Årets Hold i den bedste senegalesiske række, Ligue 1, hvor Guédiawaye FC opnåede en 3. plads.
Han betegnes som en fysisk stærk højrebenet angriber, der både kan holde på bolden og deltage i det opbyggende spil.
Cheikh Ibra Diouf har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2027 og er tildelt trøjenummer 23.