HIF var for første gang rykket ned i 3. division, men tristessen blev hurtigt afløst af optimisme, da man i sommeren 1952 fik ansat ungarske Julius Kalocsa som ny træner. Han tilførte helt nye dimensioner til både spil og træning, med noget så usædvanligt som en wingback. Det fængede især hos de unge, der kvitterede med at vinde klubbens første Danmarksmesterskab få år senere. Da det unge kuld var klar til divisionsholdet, pegede pilen igen opad for HIF-Fodbold.
Rygtet var løbet i forvejen! Fyrre mand til træning var absolut ikke hverdagskost i HIF’s fodboldafdeling. Men det var ikke desto mindre fremmødet, da HIF’s nye træner Julius Kalocsa, for første gang ledede seniorholdene den 2. september 1952 – mindre end ét døgn efter han for første gang kunne inspicere de nye forhold i Hamlets by. Og det skulle snart vise sig, at HIF havde fået fingre i en personlighed, hvis egenskaber rakte langt ud over datidens standard for fodboldtrænere….
Det var naturligvis »Stubben« – HIFs fodboldformand Axel Stub-Nielsen – der stod bag aftalen med Kalocsa, som var kommet i stand med OB’s træner Toldi som mellemmand. Den internationalt erfarne ungarer, der var i slutningen af fyrrene, havde en fortid som spiller i Ferencvaros, og kom direkte fra et trænerjob i den professionelle italienske klub Genoa. Det er næppe for meget sagt at Kalocsa’s ansættelse var en genistreg. Han var en moderne fodboldtræner, der tilførte helt nye dimensioner til HIF’s spil, og han formåede ikke mindst at skabe unge spillere til divisionsholdet i et omfang der hverken før eller siden er gjort ham efter. Præcis dét HIF havde savnet i årevis! Som træner for divisionsholdet, de øvrige tre seniorhold samt de bedste ungdomshold, var Kalocsa næsten dagligt at finde på HIF’s anlæg, og hans tyske instruktioner blev snart i blandet en god portion danske brokker.
Kalocsa’s visioner var ikke mindst inspireret af det ungarske landshold, der netop i disse år fejrede store triumfer med Ferenc Puskas i spidsen. Angreb var nøgleordet, og bolden skulle hele tiden spilles fremad banen. Det betød at hovedvægten i træningen blev lagt an på boldøvelser og spilforståelse, og ikke mindst hans ideér om at bruge backerne som en ekstra wing slog snart igennem. Hans dansk-tyske »6 Meter Spiele« gjaldede således udover banerne, når han skulle have sine spillere til at løbe i de indøvede positioner, og skabte total forvirring hos modstanderne, der tidligere kun skulle dække wing og innerwing. Det var dog ikke alle HIF’s spillere der var lige begejstrede for den nye træner, og især de ældre spillere på divisionsholdet kunne knapt tro deres egne øjne da ungareren rejste en galge med bolde i justérbare snore, og hentede spillerne frem to og to til indøvelse af hovedstød og inderside-afleveringer! Den slags gjorde man ikke i 1952…
Især for de unge spillere blev Kalocsa således hurtigt et samlingspunkt, men også førsteholdet fik han da efterhånden sat skik på, selvom sæsonen for længst var gået i gang da han ankom med halvanden måneds forsinkelse. Kalocsa’s indtog betød at det var alt andet end nedrykningsdepressioner der prægede HIF’s divisionshold, selvom man i sæsonen 1952/53 for første gang skulle spille i 3.Division. På spillerfronten var holdet forstærket med AGF’s centerforward Hugo Beckmann, der skulle være elev på sergentskolen, samt den tidligere Viborg- og B.93-spiller Mogens Friis. Det blev dog kun sidstnævnte der kom til at markere sig på holdet, men det gjorde han nu også i en grad, så han i flere år var en skattet og teknisk fremragende højre innerwing. Efter en noget famlende sæsonstart gled vinteren og den ungarske forvandling henover mandskabet, hvis spil ændrede karakter. Og med forårets komme var HIF’s hold ikke til at kende igen. Aviserne skrev om »flot positionsspil«, »stor spilleglæde«, »drømmekamp« og «fikse kombinationer« – og HIF’erne gik fra sejr til sejr. I sidste ende rakte det kun til en fjerdeplads, på grund af det elendige efterår hvor HIF måtte overvintre på en nedrykningsplads. Men af de elleve forårskampe tabte holdet kun to!
En Flok Faar uden Hyrde
Allerede året efter begyndte de første resultater af Kalocsa’s ungdomsarbejde at vise sig. I ynglingelandskampen mod Norge den 30. juni 1954 i Odense var der således debut til Verner Christiansen, der dermed fik æren af at blive HIF’s første landsholdsspiller! Og på divisionsholdet kom 22-årige Per Krogh på mål, mens 20-årige Jørgen Wiberg Larsen gik ind og spillede et glimrende forår som højre half. Resultatmæssigt blev 1953/54 sæsonen også bedre end Kalocsa’s første. En tredjeplads i efteråret blev fulgt af et forår med 8 sejre i de første 9 kampe, deriblandt den helt utrolige 10-1 sejr på hjemmebane over Nyborg. Det var – og er fortsat – HIF’s største sejr i en divisionskamp, selvom rekorden blev tangeret 39 år senere på en minderig majsøndag i Herfølge. Mod Nyborg styrede HIF begivenhederne fra første til sidste dommerfløjt, og Helsingør Dagblad skrev: »…de laa rent teknisk og taktisk flere Klasser over Gæsterne fra Nyborg der hurtigt opgav og løb forvirrede rundt som en Flok Faar uden Hyrde…«. Helt til tops nåede HIF’erne dog ikke. To nederlag til sidst – bl.a. 0-1 til HIK i Gentofte – betød at det blev netop HIK der til sidst snuppede den enlige oprykningsplads, mens HIF måtte tage til takke med 2.pladsen.
Året efter var det imidlertid Kalocsa’s drenge der kunne strække hænderne mod himlen!
Den største triumf – med et trist skær
Efter den flotte indsats i foråret, var det igen oprykningsdrømme der prægede snakken om HIF’s 3.Divisionshold før sæsonen 1954/55. Men holdet fik aldrig vist samme styrke som sæsonen forinden. I stedet blev det et år med skiftende holdopstillinger, spredte flotte resultater men også nogle bommerter undervejs – og en 7.plads. Fra ungdoms-afdelingen var der debut til Johannes Bergh, der siden nåede over hundrede kampe på førsteholdet.
Efterhånden som sæsonen skred frem, stod det da også klart at det i højere grad skulle være ynglingeholdet der kom til at stjæle opmærksomheden. De unge viste noget større forståelse for Kalocsa’s idéer om fodbold, og ikke mindst den lynhurtige højreback Lothar Genath var som skabt til ungarerens wingback system….
Efter at have vundet SBU’s ynglingeturnering, kom HIF i finalen om Danmarksmesterskabet efter sejre over Randers Freja og et udvalgt hold fra Bornholm. Den afgørende kamp – mod KB – blev efter lodtrækning afviklet på Helsingør Stadion søndag den 26. juni 1955, og her var 2500 tilskuere vidner til HIF’s første, og hidtil eneste danmarksmester-skab. Sejren blev på 3-1, og de elleve spillere der efter kampen fik overrakt medaljer af DBU’s formand Ebbe Schwartz var disse: Bjarne Jensen – Lothar Genath, Bent Ove Jensen – Ole Larsen, Henning Bender, Kurt Nielsen – Ole Backe, Ove Nielsen, Keld Christensen, John Hvid Christensen og Frode Jensen. Der er næppe tvivl om at dette ynglingehold er HIF’s bedste nogensinde, og helt fantastisk er det da også at samtlige 11 spillere opnåede at komme på divisionsholdet de følgende år. På et tidspunkt besatte de endvidere over halvdelen af pladserne på SBU’s unionshold!
Desværre fik finalen en meget trist optakt, idet Julius Kalocsa pludselig fik at vide, at hans opholdstilladelse ikke kunne fornyes, og han måtte forlade landet indenfor 48 timer. HIF gjorde alt for at hjælpe den stakkels ungarer, men to dage før finalen måtte han sige farvel, og fik således ikke lov til at opleve den største triumf. På finaledagen sendte Kalocsa – der senere blev træner i Kempen i Tyskland – i stedet et telegram, hvor han med smukke ord sagde drengene farvel og leve Danmark!
Et trist farvel til en stor personlighed i HIF’s historie.
Helsingør-sagen og den nye stil
Ynglingenes triumf lagde op til bedre tider i HIF. Som afløser for Kalocsa havde klubben hyret den tidligere Holstebro centerforward Alfred Nørgaard, der senest havde haft trænersucces et par sæsoner i Birkerød. Og selvom HIF’s ledelse måtte idømme tre markante divisionsspillere et halvt års karantæne for »disciplinære forseelser«, så havde »Asse« i ynglingene rigeligt med gode spillere at arbejde med. Den nye træner lod da også hele fem af disse – John Hvid Christensen, Henning Bender, Ole Backe, Lothar Genath og Ove Nielsen – debutere i 1955/56 sæsonen. Og hertil kommer at listen af landsholdsspillere i HIF blev øget, da både Lothar Genath og Keld Christensen fik deres debut på ynglingelandsholdet.
Med Nørgaard’s ansættelse kom HIF til at ændre stilen rent spillemæssigt, og ret beset virkede han ikke som den ideelle afløser. Den aldrende Nørgaard var af den gamle skole, og hans mål var at lære HIF’erne at slås og kæmpe som et hold, men det gav i løbet af sæsonen en flot serie af resultater, der i sidste ende førte til en 5.plads. Selvom HIF således ikke røg helt til tops, formåede man dog adskillige gange i løbet af året at havne i avisoverskrifterne….
Baggrunden var DBU’s hårdhændede håndtering af amatørbegrebet, og den såkaldte »Helsingør-sag« verserede i flere måneder. Det hele begyndte den 21. august 1955, hvor HIF i sæsonens anden kamp tog til Nakskov og vandt 2-1, på mål af Leif Pedersen og Keld Andersen. Ugen efter tabte holdet hjemme til Brønshøj 2-7, også med Leif Pedersen som målscorer. Heldigvis for HIF er den tilbagevendte angriber kun med i disse to kampe, for senere finder DBU nemlig ud af, at HIF har benyttet ham ulovligt. Sæsonen forinden har Leif Pedersen arbejdet som træner i Snekkersten, og tjent penge på det !! DBU’s hammer falder omgående og HIF idømmes et 0-2 nederlag for kampen i Nakskov.
Unionens beslutning var dog ikke videre populær, og i en sarkastisk kommentar til sagen skrev Idrætsbladet den 20. april 1956: »DBU har nu fundet ud af, at Leif Pedersen har været træner for Snekkersten og tjent saa rasende en sum som 940 kr for et aars arbejde, og at det er saa formasteligt af en amatør, at han skulle skamme sig. Derfor vil unionen give de to points til Nakskov, der ikke har saadanne fydrenge paa holdet og derfor maa have to smaa fikse point som belønning.« HIF’s formand, den sjældent mundlamme Stub-Nielsen var rasende og appellerede dommen – dog uden resultat. Debatten rasede helt frem til maj 1956, hvor HIF i en lang periode var ubesejrede i divisionen, og som aviserne konstaterede: »Kun DBU formaaede at give HIF klø – men det var paa skrivebordet.« I Nakskov ville man tilmed slet ikke modtage de to points, men foreslog i stedet en ny kamp. Lige lidt hjalp det dog!
Årets sidste kamp blev særdeles spændende, og ikke mindre end 7200 tilskuere så 1-1 opgøret i Brønshøj, der sikrede hjemmeholdet oprykning til 2.Division. Den bedrift kopierede HIF halvandet år senere….
Dramaet på Falster
Sæsonen 1956/57 blev den længste i dansk fodbolds historie. DBU havde besluttet at vende turneringen, således at den fulgte kalenderåret, og det betød at denne sæson kom til at vare knap halvandet år – fra august 1956 til november 1957. Samtidig udvidede man divisionerne, og ekstraordinært var der nu fire direkte oprykningspladser til 2.Division, og en ekstra via kvalifikationskamp!
Det var noget man kunne bruge i HIF, der siden nedrykningen i foråret 1952 havde tørstet efter at vende tilbage. Diskussionen om 3.Divisions berettigelse gik sædvanligvis højt, og helt fint var det ikke at spille dernede. Så jublen var naturligvis endeløs, da HIF med 2-2 i Nykøbing sikrede sig 3.pladsen….
Inden det kom så langt skulle HIF’erne dog igennem en maraton sæson med 33 kampe, hvor først Alfred Nørgaard og fra sommeren 1957 den anerkendte Fritz Gotfredsen sad på trænerposten. De havde efterhånden fået spillet adskillige af ynglingemestrene ind på holdet, og generationsskiftet forløb smertefrit. Ikke mindst fordi de to markante og erfarne profiler Jens Theilgaard og Svend Aage Andersen formåede at holde sammen på tropperne, og de spillede da også samtlige kampe i oprykningssæsonen. Resultaterne havde maget det således, at B.1901 og HIF mødtes på sidste spilledag, den 24. november 1957 i Nykøbing Falster Idrætspark i en decideret oprykningskamp. Med resultatet 2-2 rykkede begge hold op, og de vidste på forhånd at uafgjort var tilstrækkeligt. Så resultatet virkede oplagt, men det var det nu langt fra!
Kort før kampstart sygemeldtes højrebacken Leif Sørensen og højre inner Verner Christiansen, og træner Gotfredsen måtte også se bort fra to markante profiler i Lothar Genath og Erik Olsen. I stedet kastede han et par urutinerede folk i aktion, i skikkelse af Kurt Nielsen der havde fået sin debut blot 14 dage forinden, samt Erik Stub-Nielsen, der kun havde spillet to førsteholdskampe i halvandet år! Kampen blev utrolig spændende og eksploderede i starten af 2.halvleg, hvor B.1901 på bare 8 minutter bragte sig foran 2-0. Det fik hjemmeholdet til at slappe lidt af, og med en sidste kraftanstrengelse fik HIF’erne kæmpet sig tilbage i kampen. Reserveindkaldte Stub-Nielsen reducerede via opstanderen og Keld Andersen headede udligningen i kassen!
Fem år efter degraderingen fra 2.Division var HIF tilbage. Med et ungt og optimistisk mandskab. Det så spændende ud….
