FC Helsingør præsenterede i dag endnu en ny spiller til det centrale forsvar, i skikkelse af rutinerede Daniel Segev Jørgensen, der senest har spillet for FC Roskilde.
Den 26-årige midtforsvarer kommer oprindeligt fra Helsingør, hvor han spillede indtil han som 15-årig blev hentet til FC Nordsjællands talentakademi. Herfra skiftede han i 2010 til Næstved Boldklub, hvor han i løbet af seks sæsoner blev en af sydsjællændernes helt store profiler og bar anførerbindet i flere sæsoner.
Daniel Segev Jørgensen (f. 04.02.1991)
Position: Forsvar
Klubber: Helsingør IF, Elite 3000 Helsingør, FC Nordsjælland, Næstved Boldklub, FC Roskilde, FC Helsingør
Kampe / Mål for FCH: 0 / 0
Landskampe: Danmark U19 (12 kp) og Danmark U18 (4 kp) fra 2008-10
Kontrakt til: 30.06.2019
Ønsket om nye udfordringer førte sidste sommer Daniel Segev Jørgensen videre til FC Roskilde, men efter kun én sæson blev parterne enige om at skilles for få uger siden. Det gav FC Helsingør mulighed for at hente spilleren, som man tidligere har haft et godt øje til, på en fri transfer.
– Daniel er en spiller, vi har kigget på længe, faktisk i over et år. Han er en god, hurtig forsvarsspiller, der har spillet et hav af divisionskampe og kommer til at styrke truppen forsvarsmæssigt. Vi har pt. fem rigtig gode forsvarsspillere til centerback-pladsen, men det er helt bevidst, da vi planlægger at spille med tremandsforsvar centralt, som vi havde stor succes med i slutningen af sidste sæson, siger cheftræner Christian Lønstrup.
Om skiftet hjem til barndomsklubben, siger den nye FCH-spiller:
– Det er jo selvfølgelig meget interessant med Superliga, det er da en stor årsag, det vil jeg ikke lægge skjul på. Men det er jo også rigtigt dejligt, at komme tilbage til en klub jeg spillede for en stor del af min barndom. Jeg er født og opvokset i Helsingør, så det kunne jo ikke være bedre, at kunne komme tilbage og være med til at spille Superligabold heroppe.
Daniel Segev Jørgensen har skrevet en 2-årig kontrakt.