Dalton Wilkins transfer til Kolding IF

2. Divisionsklub henter den newzealandske venstrekant

Dalton Wilkins fortsætter karrieren i Kolding IF, hvor han har skevet kontrakt til sommeren 2024. Foto: Claus Birch.

Efterårets lejeaftale er afløst af et permanent klubskifte. Dalton Wilkins er købt fri af FC Helsingør og har fået en Kolding-kontrakt til sommeren 2024.

Efter to et halvt år i FC Helsingør er den newzealandske venstreback solgt til 2. divisionsklubben, der jagter et comeback til den næstbedste række.

Dermed får Wilkins mulighed for at fortsætte den positive stime han fik sat i gang i efteråret, da han med udgangen af august tog til KIF på en lejeaftale. Her blev det til 9 kampe og en enkelt scoring for newzealænderen, der havde svært ved at spille sig til en fast plads på FC Helsingør-holdet, med Nicklas Mouritsen og Frederik Bay foran ham i køen til venstrebacken.

FAKTA
Dalton Wilkins (f. 15.04.1999)
Position: Venstre back
Klubber: Team Wellington (New Zealand), Auckland City (New Zealand), Eastern Suburbs (New Zealand), FC Helsingør, Kolding IF
Kampe / Mål for FCH: 17 / 0
Landskampe: New Zealand U20 (2 kp) i 2019

Ialt nåede Dalton Wilkins 17 kampe for FCH, siden han ankom i forsommeren 2019, sammen med Elijah Just. De to havde netop deltaget ved U20 VM i Polen og skrev 3 årige kontrakter med de lyseblå.

Overgangssummen er ikke oplyst, men med kun et halvt år tilbage af FCH-kontrakten, er det næppe den store tegnebog Kolding IF har haft fremme. Transfersummen kan således meget vel være aftalt i form af en videresalgsklausul i stedet for et beløb her og nu.

Til KIFs hjemmeside siger Dalton Wilkins om skiftet:
– Jeg glæder mig rigtig meget til at fortsætte her. Jeg elsker at være i en klub, hvor jeg føler mig ønsket og respekteret, samtidig med at jeg med mine kompetencer kan hjælpe holdet til at vinde kampe. Den første ambition er at komme i oprykningsspillet. Jeg hader at tabe – og for at komme i oprykningsspillet skal der vindes kampe. Potentialet her i klubben er kæmpestort, og jeg kan sagtens se, at det hele snart kulminerer! Jeg vil gøre min del ved at arbejde hårdt, opfylde mit potentiale og så have det sjovt. Jeg er rejst hele verden rundt og har verdens fedeste job. Hvor meget bedre kan det blive!

Wilkins var så sent som i oktober 2021 udtaget til New Zealands A-landshold, der var på træningstur i Bahrain. Det blev dog kun til to kampe på bænken for den unge kantspiller.