Christian Iversen ny cheftræner i FC Helsingør

Første danske træner siden efteråret 2023

Christian Iversen har en trænerfortid hos blandt andre FC Roskilde. Foto: Claus Birch.

FC Helsingør har i dag præsenteret den 47-årige Christian Iversen som ny cheftræner, på en kontrakt frem til sommeren 2027.

Som Tipsbladet i går kunne afsløre, er Christian Iversen i dag blev præsenteret som ny cheftræner i FC Helsingør.

– Det har været vigtigt for os, at få en træner ind, som har erfaring og stort kendskab til rækken, spillerne og ikke mindst vores egen trup. Det har Christian og det er vi sikker på, øger vores chancer for at indfri den klare mission, vi har her i foråret, nemlig overlevelse i 2. division, skriver klubben på sin hjemmeside.

Der lægges således ikke skjul på, at det forestående forår byder på en kæmpe udfordring for den nye cheftræner og hans spillere. Hele 8 points er der op til Ishøj IF, der lige nu indtager pladsen lige over nedrykningsstregen.

Christian Iversen, der har UEFAs A-licens, har imidlertid ved flere lejlighed vist, at han ikke er en mand der ryster på hånden. Således har han stået overfor store udfordringer undervejs i Fremad Amager og tidligere i FC Roskilde, men beskrives som en træner der er god til at samle omklædningsrummet og få spillerne til at kæmpe for en sag.

Han er da også helt klar på den opgave der venter forude.
– Det var simpelthen for spændende til at sige nej til opgaven i FC Helsingør. Der er mange spændende aspekter i både klubben og truppen, og det glæder jeg mig enormt til at komme ind og arbejde med, siger Christian Iversen til Helsingør Dagblad.

Iversen har senest været i Fremad Amager, hvor han stod i spidsen for Øens Hold i 65 kampe fra marts 2024. Her handlede det i første omgang om at undgå nedrykning fra 2. division. Amagerkanerne endte med at vinde nedrykningsspillet og siden fulgte en stærk 2024/25 sæson, hvor klubben længe havde førstepladsen i 2. division, men måtte se oprykningen til NordicBet Ligaen glippe med en slutplacering som nummer 3. Ikke mindst fordi de blåblusede – ligesom FC Helsingør – mistede kontraktlicensen og dermed var igennem et svært og turbulent forår.

I den igangværende sæson sendte han spillerne på vinterferie på en 8. plads i 2. division, men mere blev det ikke til på Amager. I forbindelse med Fremad Amagers ejerskifte denne vinter lå et trænerskifte i kortene og parterne skiltes efter gensidig aftale.

Som spiller var det i barndomsklubben B.1908 han gjorde karriere og senere var det også her trænerkarrieren tog fart. Først to år som assistenttræner og siden halvandet år som cheftræner, inden han i sommeren 2015 blev hentet til Hvidovre IF som assistenttræner. Her blev han allerede i november forfremmet til førsteholdstræner, en stilling han havde frem til sommeren 2017.

I sommeren 2019 fortsatte han karrieren i FC Roskilde, hvor der ventede et større genopbygningsarbejde i den dengang uroplagede 1. divisionsklub. En udfordring Iversen tog op, men også måtte erkende var for tidskrævende i forhold til privatlivet og han endte med at aflevere sin opsigelse i september, bare tre måneder efter ansættelsen i domkirkebyen.

Herefter ventede en stilling som analytiker i Viborg FF og i januar 2021 vendte han kortvarigt tilbage til barndomsklubben B.1908, igen som cheftræner.

Christian Iversen har tidligere også været medejer af agentfirmaet NextStep Sports Management og administrerende direktør i svenske AFC Eskilstuna fra den tredjebedste række.

Med ansættelsen af Christian Iversen har FCH fået den første danske træner siden Daniel K. Pedersen blev opsagt den 22. oktober 2023. Han har fået kontrakt med FC Helsingør til sommeren 2027.