
Da Viborg FF i går gennenførte salget af Anosike Ementa til SV Zulte Waregem, var det en drengedrøm der gik i opfyldelse for den tidligere FC Helsingør-spiller. Men det var også en handel der sender procenter i retning af FCH.
Med sine 202 centimeter har angriberen Anosike Ementa altid været en spiller der blev lagt mærke til. Som ungdomsspiller var fysikken alene, nok til at score mål på samlebånd. Men de seneste sæsoner er der bygget meget på for den 23-årige angriber.
Siden skiftet fra FC Helsingør til AaB i januar 2021 har han udviklet sig til en profil i Superligaen, ikke mindst efter skiftet til Viborg FF i sommeren 2023.
Nu tager han så springet til udlandet, hvor belgiske SV Zulte Waregem stod klar med en 3-årig kontrakt, med option for yderligere et år. En handel der ifølge Tipsbladet indbringer Viborg FF 800.000 EUR (6 mio DKK), med mulighed for bonusser på yderligere 200.000 EUR (1.5 mio DKK) + en videresalgsklausul.
Når det regner på præsten, så drypper det som bekendt på degnen. Det betyder at FC Helsingør står til at modtage de såkaldte solidaritetspenge. Ifølge FIFAs regler skal der udbetales solidaritetspenge til den eller de klubber, der har uddannet og opfostret en spiller, ved internationale handler. Beløbet er en procentdel af transfersummen og skal udbetales, hver gang en spiller skifter klub. Barndomsklubben får 0,25% af transfersummen for hvert år spilleren har spillet i alderen 12-15 år. Når spilleren fylder 16 år, stiger satsen til 0,5 procent for hvert år til og med spillerens 23 års fødselsdag.
Anosike Ementa kom til FC Helsingør fra Annisse IF i 2016, som 14-årig, og spillede frem til januar 2021, hvor han blev solgt til AaB. Det betyder, at FCH som minimum modtager 120.000 kroner, med mulighed for at det øges til 150.000 kroner hvis bonusserne realiseres.
Det store angriber blev for alvor bemærket første gang, da han spillede sin første seniorkamp for FC Helsingør i reserveholdsligaen mod FC København som bare 15 årig i efteråret 2017. I efteråret 2020 fik han sin rigtige førsteholdsdebut i NordicBet Ligaen, hvor der blot blev til 3 kampe inden skiftet til AaB.
At Helsingør stadig betyder noget for Ementa var tydeligt, da han i marts 2024 blev interviewet af Helsingør Dagblad.
– Jeg har meget at takke FC Helsingør for. Jeg lærte at blive fodboldspiller, og jeg fik gode venner, som jeg ser stadigvæk. Det var den rigtige klub for mig, da jeg var ung, og jeg håber alt det bedste for den.