FC Helsingørs og Bet25 Ligaens topscorer André Riel har snart spillet sin sidste kamp i den lyseblå trøje. Det stod klart i aftes, hvor truppen blev orienteret om, at den hurtige angriber har fået en fuldtidskontrakt med en anden klub i Bet25 Ligaen fra nytår.
André Riel har aldrig lagt skjul på, at han ønskede at komme videre til en højererangerende klub og derfor har han også kun indgået halvårlige kontrakter, siden han kom fra BSV for et år siden. Med kontraktudløb til nytår, er han således transferfri for sin nye arbejdsgiver.
Der er endnu ikke sat navn på den nye klub, der dog skulle være en jysk klub, med gode muligheder for oprykning fra Bet25 Ligaen. Det efterlader Vendsyssel FF, Vejle Boldklub, FC Fredericia og AC Horsens som eneste muligheder og førstnævnte er nok mest sandsynlig. Riel høstede ihvertfald store roser fra cheftræner Ove Christensen, efter 2-2 kampen i Helsingør tidligere på efteråret.
– Jeg har virkelig nydt at spille i FC Helsingør, som på få måneder har bevist, at klubben har 1. divisions suverænt bedste tilskuere og jeg elsker at spille foran dem. For mig er det sportsligt bare nu, at jeg skal tage det næste skridt, siger André Riel til Helsingør Dagblad.
For FC Helsingør betyder tabet af topscoreren, at man igen skal ud på spillermarkedet. Klubben roser dog alligevel den 25-årige angriber og hans agent Marc Nygaard, for at melde tidligt og ærligt ud.
– Vi har været meget glade for André, som har mange af de kvaliteter, som vi har brug for i 1. division med det system vi bruger. Derfor har vi også strakt os langt, for at beholde ham, men han ville det anderledes og det kan jeg sådan set godt forstå. Han har meldt tidligt ud, hvad der skulle ske og det har jeg rost ham og hans agent for. Det giver os god tid, til at finde en afløser, siger cheftræner Christian Lønstrup til avisen.
Udover André Riel har også Philip Zinckernagel kontraktudløb til nytår, efter den korttidskontrakt han indgik ved ankomsten fra HB Køge for en måned siden. En forlængelse af den aftale synes nu endnu mere påkrævet, og FC Helsingør skulle da også være i forhandlinger med Zinckernagels agent, den tidligere landsholdsspiller Niclas Jensen.
André Riel har indtil nu scoret 15 gange i 29 kampe for FC Helsingør. I Bet25 Ligaen er han noteret for 6 mål i efteråret, hvilket gør ham til delt topscorer med David Boysen (Lyngby) og Kjartan Henry Finnbogason (AC Horsens).