Det blev den største spillerflugt i mands minde…. Magtskiftet omkring HIF’s divisionshold kom ikke til at gå stille af. Trods forsikringer fra de nye ledere om at de havde situationen under kontrol, lignede det umiddelbart den totale opløsning. Og sandt og sige havde de også alle odds imod sig. Udover nedrykningen var overtagelsen af holdet foregået på den værst tænkelige og mest kluntede måde man kan forestille sig. Dertil kom at gælden på 350.000 kroner betød at pengekassen øjeblikkeligt blev smækket i, og for at gøre ondt værre, så var HIF så umanérlig uheldige at ryge over i 2.Divisions Vestkreds!
Hvis træner Jan Andersen havde søvnbesvær i den periode var det ikke så mærkeligt. Han havde overtaget posten ved årsskiftet, og stod mildt sagt i en anden situation, end da han i oktober 1992 havde signeret en ét-årig kontrakt med en klub med adskillige kontraktspillere og professionel ledelse. Midtvejs i 1993 var der ingen af delene tilbage, og udsigterne til at kunne stille hold efter sommerferien var ikke for lyse. Først hen imod slutningen af juli kunne han gøre boet op, og konstatere at to håndfulde spillere fra førsteholdstruppen var væk. Heriblandt markante navne som Jørgen Nielsen, Klaus Mathiesen, Anders Nielsen, Bo Larsen, Peter Madsen, Thomas Madsen, Lars Bo Larsen og mange flere.
Når HIF alligevel formåede at stable et førstehold på benene, skyldes det ikke mindst den kun 30-årige Flemming Pedersen. Som ansvarlig for HIF’s talentarbejde havde han opbygget et U/23-hold bestående af klubbens største talenter, krydret med de mest spændende spillere fra lokalområdet. Og netop disse unge mennesker blev den redningsplanke HIF så desperat søgte. Spillere som Claus Asmussen, Jesper Jørgensen, Torben Florin, Søren Petersen, Michael Thøgersen og Ulf Nissen blev vigtige brikker på et divisionshold, hvor tilbagevendte Lars Dalsborg og Jan Blomsterberg udgjorde rutinen. Som en naturlig konsekvens af de mange U/23-spilleres forfremmelse, blev Flemming Pedersen selv ansat som assisterende træner for førsteholdet, og han kunne således fra nærmeste hold følge et mandskab, hvor alle odds pegede imod øjeblikkelig nedrykning til Danmarksserien. Og selvom holdet startede med 8 »placeringspoints« blev det da også en særdeles barsk oplevelse, hvor nederlag som 1-9 i Holstebro, 1-6 i Herning og 1-6 i Haderslev talte deres eget tydelige sprog. Som ugerne gik rykkede nedrykningsstregen nærmere og nærmere, og hen mod slutningen af efteråret valgte træner Jan Andersen så frivilligt at slippe tøjlerne. Dermed var vejen naturligt banet for Flemming Pedersen, der kunne notere sin første triumf i trænersædet efter 3-3 på sidste spilledag mod Svendborg. Dét resultat – i en gyseragtig kamp – var nemlig lige præcis nok til at sikre HIF’s fortsatte divisionsstatus. Og så var der ellers lagt op til nytænkning i den gamle forening…..
Ajax-modellen
Uden spillererfaring fra eliteniveau og stort set uden erfaring med at træne seniorspillere, kunne man mene at det var lidt af en satsning at placere Flemming Pedersen på cheftrænerposten. Og det var der da også nogle der mente! Men hvad manden manglede i erfaring, havde han tilgengæld i gå-på-mod og visioner. Den tidligere ungdomskonsulent var tidligt blev fanget af den kendte fodboldudvikling i hollandske Ajax, og netop den model blev nøgleordet for HIF’s fodboldspillere de følgende sæsoner.
Pedersens træning var markant anderledes end man så den andre steder, med massiv hovedvægt lagt på indøvelse af tekniske detaljer, hvor ikke mindst midtbanespilleren Jens Hansens »Cruyff-vending« blev lidt af et varemærke. Stilmæssigt var HIF således ikke til at kende igen, da man tog hul på foråret 1994 i 2.Division Øst, med et par nye navne i den hovedstødsstærke forsvarer Thomas Willer Jensen samt målfarlige Jannik Vester Jørgensen. Formationen hed nu 3-4-3, med den væsentlige tilføjelse at de tre bageste lå på linie, og i vanlig Ajax-stil blev vægten lagt på positionsspillet og angreb over fløjene. Især forsvarets opstilling lagde op til hede debatter, og sandt og sige forløb det heller ikke helt gnidningsløst. HIF’s modstandere fandt snart ud af at udnytte denne til tider hasarderede taktik, og der måtte da også indkasseres adskillige nederlag på spillerudviklingens hellige alter. Men når alt kom til alt, så havde HIF på fornuftig vis formået at stabilisere skuden efter den katastrofale 93-sæson, og både underholdningsmæssigt og rekrutteringsmæssigt var der klare fremskridt at notere sig.
Facit for foråret 1994 blev på denne vis en pæn 4.plads, og efterårets nedrykningskampe slap man også uskadt igennem, omend det ikke var helt så overbevisende. Først på næstsidste spilledag satte en imponerende 6-2 sejr over arvefjenderne fra Birkerød således tingene på plads og 7. pladsen var i hus. Efterhånden begyndte de små frustrationer over manglende resultater dog at melde sig, og de blev ikke mindre højrøstede i 1995. I foråret blev HIF hurtigt hægtet af enhver oprykningssnak, trods tilgang af blandt andre FC Københavns Kiwin Pedersen, og en placering som næstsidst ud af rækkens otte hold var absolut ikke velset. Alligevel arbejdede Flemming Pedersen stædigt videre med sine Ajax-ideér, hvor visionerne gik på at hele klubben skulle organiseres på samme grundlæggende måde. Og i efteråret 1995 begyndte det faktisk at se fornuftigt ud. Angriberen Thomas Petersen blev den målsluger man længe havde sukket efter, og fra egne rækker var unge Stefan Bidstrup et spændende »produkt« af den talentudvikling som især ungdomstræner Henrik Backe skal tilskrives æren for igennem 90’erne. Det hierarki der naturligt placerede et ansvar på holdets nøglespillere var efterhånden kommet på plads, og for første gang i et par år var HIF på intet tidspunkt i nedrykningsfare. En femteplads kunne man være rimelig tilfredse med, og for en gangs skyld så det ud til at man havde noget at ha’ forårets oprykningsdrømme i!
Det blev imidlertid et 1996-forår der vil blive mindet uden glæde, ikke mindst for Flemming Pedersen. Et alvorligt handicap var det at Jan Blomsterberg for anden gang – og definitivt – sagde farvel til divisionsfodbold, og det kom også voldsomt ubelejligt at midtbaneorganisatoren Henrik Pedersen tog til B.93. H.P.’s afgang var dog ikke helt uventet, idet kun et stort HIF-hjerte havde afholdt den stærke tekniker med det vidunderlige spark, fra at tage springet til et højere niveau langt tidligere. De to spillere viste sig at være mere end HIF kunne tåle at miste, og efter ni forårskampe var HIF fortsat uden sejr. Havde Flemming Pedersen tidligere været i modvind, var styrken nu tiltaget til orkan. Efter 0-4 i Dragør tilbød han at trække sig tilbage, men fik ledelsens fulde opbakning. De ord kom dog til at klinge temmelig hult tre uger senere. Mandag den 20. maj fik Pedersen nemlig i al hemmelighed fyresedlen, omend den nye træner først var klar tre dage senere. Det betød at den afsatte træner også stod i spidsen for holdet da man onsdag aften tog imod B.1908 på Helsingør Stadion. Som den eneste af spillerne vidste anfører Thomas Willer besked, og han orienterede holdkammeraterne om nyheden, samlet på banens midte umiddelbart før kick-off. Dén aften spillede HIF’erne som de burde have gjort helt foråret, og kæmpede som gjaldt det livet. Halvanden time senere havde HIF vundet forårets første sejr, og den nye træner sad klar til præsentation i presserummet under tribunen…..
Et spørgsmål om stil
»Jeg ville ikke have sagt ja til andre klubber…«
Ordene kom fra 39-årige Egon Geertsen, der som ny HIF-træner var havnet i et stormvejr han sikkert inderst inde gerne havde været foruden. Sindene var nemlig i kog efter Flemming Pedersens afgang, selvom man nok kunne mene, at havde flere af spillerne lagt samme energi på banen noget tidligere, var man aldrig kommet i denne situation. Sandheden var vel at Pedersen simpelthen havde været for flink. Både mod de spillere der lod ham i stikken på banen, og dem i bestyrelseslokalet. Men den fejl begik hans efterfølger ikke. Den tidligere HIF-centerforward fra slutningen af halvfjerdserne talte uden omsvøb, og med sin enorme trænersucces fra Birkerød havde han fat i den lange ende af torvet. Allerede inden foråret var omme havde han hentet de første forstærkninger til holdet, og i sommerferien fulgte flere efter.
Sæsonen 1995/96 kom da også til at bryde med de foregående på radikal vis. Det blev således et spørgsmål om stil, da Geertsen øjeblikkeligt afskaffede den evigt diskuterede Ajax-model til fordel for sin foretrukne – og mere simple – 3-5-2 med mandsopdækning. Dét havde spillerne tilsyneladende noget nemmere ved at finde ud af, for efteråret blev en sand solstråle historie i en ellers mangeårig mørk periode. Efter fem kampe havde HIF 13 points på kontoen, og især angrebstrioen Thomas Petersen, Thomas Øhrwald og Michael Jensen udviste nærmest telepatiske evner, der delte 14 af HIF’s første 15 mål imellem dem! Længere tilbage var Hørsholms Kenneth Larsen en elegant og hårdtarbejdende forstærkning, og også markøren Ronni Hartvig, der i foråret debuterede som 1.års yngling gjorde det imponerende, og havde været fast mand siden (!). På målmandsposten fik Thomas Winding omsider sit store gennembrud, og fremhæves skal så sandelig også hjemvendte Søren Skov samt de to ex-Birkerødder Thomas »Hugger« Jensen og Christian Scharf som træner Geertsen egenhændigt havde importeret. I moderne HIF målestok var efterårets slutplacering som nummer tre i 2.Division Øst en imponerende præstation, og med lanceringen af både sportsudvalg og mere strategisk sponsorpleje gik HIF faktisk ind i 1997 med amatørtidens hidtil største optimisme. Men som så ofte set før kom der grus i maskinen. Få dage før forårspremieren snuppede Lyngby FC i Stefan Bidstrup en af forsvarets grundpiller, og som sæsonen skred frem begyndte opløsningstendenserne igen at melde sig. Geertsen var grumme utilfreds med at skulle træne en udvidet A-trup, og på grønsværen var der ikke meget tilbage af den fanden-i-voldske stil HIF havde lagt for dagen i efteråret. Kun to sejre i de fjorten kampe placerede HIF på en klar sidsteplads, og stemningen både i og omkring holdet gjorde det ikke let for bestyrelsen at finde en afløser for Geertsen, der for længst havde sagt nej til en kontraktforlængelse!
At trænerskiftet i sommeren 1997 fik HIF til at fremstå som et ægte tegneseriehold kan dog næppe alene tilskrives de bestyrelsesmedlemmer, der nu i flere år havde indtaget den mest utaknemmelige position i klubben. Det lignede nemlig en fornuftig og visionær tanke da den tidligere førsteholdsspiller John Berggren Andersen blev præsenteret for spillere og presse i midten af maj. Første arbejdsdag for HIF’s nye cheftræner var mandag den 16. juni – troede man da! For selvsamme dag trak han sig med øjeblikkelig virkning fra posten, og sendte igen HIF på forsiderne i en sag, der fik ægte HIF’ere til at vride sig i fortvivlelse. »Jeg var ansat til at træne et bundhold, men jeg har ikke noget bundhold – jeg har slet ikke noget hold«, var afskedssalutten fra Berggren med hentydning til den massive spillerflugt der for gud-ved-hvilken-gang var på tapetet.
Kun få timer senere havde fodboldformand Ken Christoffersen trukket afløseren ud af ærmet…..
Danmarks yngste divisionstræner
Med ansættelsen af den kun 24-årige Dan Engelsted som cheftræner formåede HIF endnu engang at sende chokbølger ud i fodboldkredse. Med en teoretisk baggrund fra Liverpools fodbolduniversitet og en trænerkarriere hvis højdepunkt var halvanden sæson som ynglingetræner i HIF, var der ikke mange der tiltroede HIF en kinamands chance i den nyetablerede helårlige 2.Division 1997/98. Som landets yngste divisiontræner var Engelsted da også selv klar over at alle odds var mod »projekt overlevelse«, men alene det faktum at han turde tage imod tilbudet demonstrerede da et vist mod og mandshjerte. Og faktisk lykkedes det ham at sammentømre et førstehold der ikke var så ringe endda. Fra AB hentede han Steffen Klinge, der sammen med tvillingebror Hans ydede en solid midtbaneindsats, og af andre nye navne der fik hovedroller skal fremhæves markøren Cengiz Sari, den finurlige Robert Buzejka samt ikke mindst 32-årige Thomas Hansen, der 13 år efter sin HIF-debut gjorde et bemærkelsesværdigt comeback i sliderrollen. HIF’s helt store efterårsfrelser blev dog forwarden Jannik Feldmann, der i sine tolv kampe scorede ikke færre end 13 gange, og dermed sikrede at HIF’s »under-dogs« sensationelt lå over nedrykningsstregen da vinteren lagde sig over turneringen. Med forårets komme var optimismen således steget adskillige grader, men Feldmanns magiske evner i boksen udeblev og selvom både genkomne Klaus Mathiesen og håndboldkoryfæet Henrik Kronborg fik sendt nogle bolde i nettet, stod det snart klart at HIF var fortabt.
Den 14. juni tabte HIF sin sidste kamp til FC Fredericia, og samtidig tabte man også den divisionsstatus man havde haft i en imponerende ubrudt årrække på næsten 30 år. At klubben var ganske alvorlig på spanden vil de færreste turde bestride, og da Dan Engelsted ikke kunne få bestyrelsens garanti for en forbedring af forholdene omkring førsteholdstruppen, var han ganske enkelt ikke interesseret i at fortsætte.
Søndag eftermiddag den 12. juli stod HIF definitivt uden førsteholdstræner. Mandag kl. 18 var første træningsdag efter ferien…..