Engang imellem har man lov at være heldig! Der gik ikke lang tid, efter HIF i forsommeren 1984 annoncerede at Erik Gynild stoppede som cheftræner, før telefonen ringede hos fodboldformand Keld Agri:
»Vil I ha’ Danmarks bedste træner ?«
»Hvem er det ? – Kender du en ?«
»Det er mig!«
Snart efter trillede 38-årige Ole Mørch nordpå bag rattet i sin gamle bulede Toyota Stationcar, og efter en kort ansættelsessamtale i klubhuset på Hymersvej var jobbet hans på en ét-årig kontrakt.
Starten var usædvanlig, men det var manden og fortsættelsen så sandelig også. Mørch’s ankomst betød et markant stilskifte. Han var ikke kun en anden generation end sine forgængere, også en helt anden type og han blev manden bag den succes HIF-Fodbold opnåede i sidste halvdel af firserne. Det kom til at stå i skarp kontrast til mandens senere meriter, at man ved pressemødet den 19. juli præsenterede den nye og relativt uerfarne træner med ordene:
»Vi har måttet skrue ambitionsniveauet lidt ned, med den placering vi nu indtager!«
Det kom ikke til at vare længe, før der blev skruet op igen!
Krisen kradsede i firserne, sagde man, men fodboldmæssigt gjaldt det kun den første halvdel af årtiet. Og HIF’s opgangsperiode kom til at falde sammen med starten på den succesbølge, der siden har præget dansk fodbold. Først i form af den kolossale nationale interesse for landsholdet, der med titusinder af rød/hvid malede roligans på tribunerne, kvalificerede sig til slutrunden om Europamesterskaberne i både 1984 og 1988, samt til VM-slutrunden i Mexico i 1986. Siden som en stadig stigende interesse for den hjemlige turnering, hvor Brøndby IF var lokomotivet der med nytænkning trak alle andre klubber bag – og med – sig. Blandt de landvindinger som klubben på den københavnske vestegn stod for, var indførelsen af heltidsprofessionalisme i 1985 og noteringen på Københavns Fondsbørs to år senere. I slutningen af firserne var fodbold således for alvor blevet forretning i Danmark, og også i HIF spirede ambitionerne om at blive en del af dette underholdnings show.
Inden det kom så langt, havde Ole Mørch dog nogle ting der skulle rettes op på. Han søgte fra første arbejdsdag at udnytte det kollektive sammenhold, der trods alt havde reddet HIF’s divisionsstatus to måneder forinden. Og på forbløffende kort tid fik han klargjort spillernes roller på holdet, og ladet alle forstå, at de var lige vigtige. Hvad enten det var den fine tekniker eller fighteren med den store arbejdsrate. I HIF skulle man spille for sidemandens succes, og det spil skulle foregå både på og udenfor banen. Målet for 1985 var stabilisering i 3.Division, og det lykkedes over al forventning. En højest overraskende premieresejr over nedrykkerne fra B.1901 blev fulgt op af maksimumpoints, og en målscore på 10-0 efter tre kampe. HIF var det eneste hold i hele Danmarksturneringen der ikke var scoret imod. Og trods et par smuttere undervejs var holdet faktisk med helt fremme indtil næstsidste spilledag, før to nederlag resulterede i en 6.plads. Alligevel var der oprykningsglæde på sidste spilledag på Helsingør Stadion, da Greve IF med en hårdt tilkæmpet 1-0 sejr sikrede sig en plads i 2.Division. Der skulle kun komme til at gå ét år før HIF kopierede dén bedrift, og for alvor fik luft under vingerne, omend det holdt hårdt!
En drøm bliver til virkelighed
Kulminationen på en af de mest besynderlige sæsoner i HIF’s historie udspillede sig på en mild søndag i starten af november 1986 – sidste spilledag i 3.Division Øst. Modstander var Fremad Amager, indtil 14 dage tidligere én af fire medbejlere til oprykning. Nu var feltet skrumpet ind til to – HIF og Fremad Valby. Og denne minderige søndag kunne HIF nøjes med uafgjort. Over 2000 tilskuere havde fundet vej gennem tælleapparaterne, og køerne havde strakt sig ud på Ndr. Strandvej så langt, som man skulle helt tilbage til rekordbesøget i 1973 for at overgå. Efter 2-1 ved pausen faldt afgørelsen definitivt midt i anden halvleg. Med en fin set pasning fra anfører Tony Carlsen skar unge Lars Laybourn ind fra højre. Fremads målmand måtte helt ud i kanten af feltet for at tackle, bolden sprang ud til Kenth Andersen. Og fra 30 meters afstand demonstrerede han alt sit overblik, koldblodighed og elegance. Med en hvislen strøg bolden i nettet bag den chanceløse keeper. Sekunders tilbageholdt åndedræt og tavshed blev til jubel, der ingen ende ville tage: 3-1 til HIF. Nerverne nåede aldrig at melde sig – den niende (!) sejr i træk var en kendsgerning!
Når champagnesprøjtene og den muntre bægerklang fra efteråret 1986 vil blive husket længere end de fleste oprykninger, er det ikke mindst fordi HIF’erne i realiteten præsterede det umulige. Det var en drøm der blev til virkelighed. En stolt, men fattet, træner sagde:
»Efter et efterår hvor holdet hentede 28 af 32 mulige points, er det vel egentlig ikke nødvendigt at tilføje mere!«
Det gør vi nu alligevel! For sandheden var at HIF få måneder tidligere, havde lignet alt andet end en oprykker til 2.Division!
Efter den flotte 85-sæson var det nemlig noget af en skuffelse, at et helt igennem ineffektivt HIF-mandskab måtte tilbringe sommeren på en nedrykningsplads. Mere eller mindre åbenlyst blev der grinet af oprykningssnakken, og mens hele verden vendte blikket mod VM-slutrunden i Mexico, brugte Mørch og spillerne sommeren til mental træning. Sandsynligvis blev netop VM HIF’s held, idet Danmarks slutrundedeltagelse betød en skæv turnering, med kort forår og langt efterår. Før efterårsstarten vendte John Erik Kristensen tilbage fra sin Afrika-rejse og med den stærke playmaker i en central rolle begyndte resultaterne og selvtilliden at komme. Faktisk kom de så stærkt, at holdet sluttede med 9 sejre i træk. Og i de sidste fire kampe slog man alle fire medbejlere i det brede oprykningsfelt, hvor kun førstepladsen gav gevinst. Ole Mørch havde nu været HIF’s træner i to sæsoner. På den tid havde han bevist, at han kunne opbygge et hold, håndtere en krise og sikre en oprykning. Men hvem var han egentlig, denne ildsjæl, der fik sat et så solidt fodaftryk i HIF’s historie ?
Miraklet fra Valby
Danmarks bedste træner, sagde han. Og Danmarks bedste træner, blev han senere – endda to gange! Ole Mørch satte ikke sit lys under en skæppe, da han søgte jobbet i HIF. Men han beviste også, at han formåede at leve helt op til sit eget motto: »Store resultater opnås ikke med snak og store armbevægelser – kun ved en 100 % arbejdsindsats«. Det demonstrerede han både i HIF og senere da han i 1990 vendte hjem til barndomsklubben Frem, som han med små midler bragte til DM-bronze og Europacup fodbold. Belønningen fik han både i 1990 og 1991, hvor han blev kåret til Danmarks bedste træner, og i årene siden har han været en af landets mest anerkendte trænere.
Den tidligere Frem-forward havde mange styrker. Ikke mindst en gennemprofessionel holdning til jobbet og en evne til at kommunikere med spillerne. Han kunne give dem lysten og troen tilbage, og løse deres problemer – også dem der ikke lige havde med fodbold at gøre. Det lå ikke til ham at spille med fordækte kort. Vesterbrodrengen var ærlig og forventede også modsat grænseløs ærlighed. Han brugte ikke de store dyre ord, når han på sit slagfærdige vesterbroske talte lige ud af posen.
Historierne fra Mørch’s virke i HIF er talrige, og at træneren havde et temperament der kunne slå alvorlige gnister hvis tingene ikke gik efter hans hoved, fandt Jan Blomsterberg ud af da han efter en vinterferie mødte op til træning på krykker og med benet i en bandage der lignede gips – bare for at drille ham københavneren. Ole Mørch blev rasende, og endnu mere rasende da det viste sig at være en spøg! Enhver der overværede HIF’s kampe i den periode, så også ofte den iltre mand fare ud til sidelinien, og var en spiller skadet, var Ole den første på pletten – og i øvrigt også den sidste der var ude! Hans temperament til trods, var Mørch dog både som træner og menneske en afbalanceret helhed, der udover et ukueligt gå-på-mod, også udviste beskedenhed og ydmyghed overfor jobbet. Han nåede fem år i HIF, og blev dermed den længst ansatte cheftræner. Men udviklingen var så markant i de år, at engagementet vel egentlig godt kunne have varet længere. I 1990 blev der imidlertid et job ledigt – i Boldklubben Frem. Så sluttede en epoke i HIF – miraklet måtte hjem til Valby. Drømmejobbet ventede…..!
Brøndby’s 12.mand hed Holger Danske
Inden da skulle Mørch dog få den sportslige hovedrolle i et HIF, der fra at leve amatørklubbens beskedne liv, på få sæsoner ændrede sig til at blive en forretning med en årlig omsætning på over 2 mio. kroner.
De gode resultater efter Ole Mørch’s ansættelse havde naturligvis hurtigt skabt en øget interesse omkring HIF’s hold. Tilbage i 1984 havde formand Keld Agri forsøgt at organisere interessen for divisionsholdet gennem støtteforeningen »Top-Ball«, men først i løbet af det følgende år var tiden moden, og i februar 1986 så »Team-Helsingør« dagens lys. Stiftet af såvel gamle som nye HIF’ere, og med Agri, den tidligere 1.holdsmålmand Per Rosendahl og den visionære Erik Skjoldelev som centrale personligheder. Foreningens mål var at øge den sportslige standard og interessen for fodbolden i HIF, og det kan man vist roligt sige lykkedes. Snart formåede man at øve betragtelige tilskud til fodboldafdelingen, og efter oprykningen overtog man i 1987 fuldstændig driften af divisionsholdet.
Men netop comeback sæsonen i 2.Division skulle blive lidt af en prøvelse, og efter to succes sæsoner var det ved at gå galt for HIF. Bortset fra en sejr over suveræne Randers Freja spillede HIF ingen større rolle i rækken, og i grel modsætning til efteråret før, så vandt HIF i efteråret 1987 ikke én eneste divisionskamp! Slutplaceringen over nedrykningsstregen blev kun sikret, fordi Greve IF efter en større skandalesag om ulovlige spillerkontrakter, i september fik frataget alle deres points og dermed i realiteten tvangsnedrykket! I løbet af sæsonen blev det da også klart for de fleste, at yderligere sportslig fremgang krævede genindførelse af betalt fodbold. Nødvendigheden heraf havde man faktisk fået demonstreret til fulde allerede før 87-sæsonen, idet forsvarets styrmand – anfører Tony Carlsen – få dage før sæsonpremieren skrev kontrakt med B.1903. Et alvorligt handicap for HIF, der som amatørklub ikke havde nogle muligheder for at fastholde de bedste spillere. Og i øvrigt også havde svært ved at tiltrække sig de forstærkninger, der var nødvendige for at spille i landets næstbedste række.
Trods – eller måske nærmere – på grund af den ringe sportslige succes, blev 1988 altså året hvor man atter var i stand til at skrive spillerkontrakter i HIF. Det var nu ikke dén kendsgerning der gjorde, at optakten til sæsonen i højere grad blev præget af de nationale avisoverskrifter end af spillernes indsats på træningsbanen. Årsagen var den i januar sensationelle offentliggørelse af, at HIF samtidig havde indgået et nært samarbejde med Brøndby IF – dansk fodbolds absolutte flagskib. »Brøndby’s 12.mand hedder Holger Danske« skrev Berlingske Tidende, og ord som »satellitklub«, »secondhand shop« og »rugeforening« gik igen i mange af de landsdækkende dagblade.
»Jeg er ikke 2.holdstræner i Brøndby, jeg er 1.holdstræner i Helsingør«, svarede Ole Mørch igen på det velbesøgte pressemøde i Helsingør Hallen.
HIF’s model for betalt fodbold blev et aktieselskab. De fornødne 500.000 kroner blev rejst via 250.000 kroner fra Team-Helsingør og 50.000 kroner fra HIF’s amatørafdeling (som var blevet overdraget af Team-Helsingør til selvsamme formål). Dertil kom 100.000 kroner fra en stribe hovedsponsorer, der var resultatet af en ny bred sponsormodel. De sidste 100.000 kroner leverede Brøndby IF og fik samtidig Per Bjerregaard – landets på det tidspunkt mest feterede fodboldleder – med i aktieselskabets syv mand store bestyrelse. Det var dette sidste punkt der fik dele af nationalpressen til at mene, at HIF havde solgt sin sjæl til Brøndby IF. Aftalen med Brøndby var for så vidt også enestående i dansk fodbold, hvor to klubber aldrig tidligere havde etableret et så tæt og officielt samarbejde. Sammenligningerne med de spanske storklubber Real Madrid og FC Barcelona’s filial-klubber i 2.Division var vel reelt det nærmeste man kom som forbillede. De grundlæggende ideer bag aftalen med vest-københavnerne var dog mange og gode. Fælles talentsøgning i Nordsjælland, udvikling af unge talenter samt førsteret på leje og køb af hinandens spillere. Endelig lå der for HIF’s vedkommende en klar forstærkning i den ekspertise og professionalisme der kunne trækkes på. At HIF med den korte og »oplyste« vej til Brøndby, ville blive et trækplaster for mange spillere, var en med glæde imødeset sidegevinst.
I første omgang fik HIF en enkelt spiller fra Brøndby – mange mente dog to! Det unge stortalent Gert Jørgensen blev lejet og fra spanske Las Palmas hjemkøbte HIF den strandede udlandsprof René Hansen. At »lille« HIF agerede stråmand for Brøndby i dén handel var der mange der mente. Hansen blev godt nok købt af HIF, men for penge lånt i BIF, og med det sigte at han skulle videre til Brøndby. Med disse nye ansigter sporedes dog en lokal mistænksomhed – skulle Brøndby’s reserver nu sikres spilletid på bekostning af de lokale ? I HIF’s kampprogram fastslog Ole Mørch:
»Kun de spillere der er gode nok på grundlag af de præstationer de leverer på banen, kommer på HIF’s førstehold, og det uanset om de pågældende spillere kommer fra Real Madrid eller Svogerslev!«
Det var jo klar tale!
Det formelle samarbejde med Brøndby kom til at vare 4 år, før det ophørte med udgangen af 1991. Der er næppe tvivl om at HIF fik klart mest ud af det eventyr. På lederplan havde man undgået man fejltrin, og på banen havde en del Brøndby-spillere gjort det godt. Foruden Gert Jørgensen og René Hansen lejede HIF hen på efteråret 1988 den rutinerede back Ole Østergaard, og året efter kom U/21 landsholdsspilleren Jan Sørensen til at præge HIF’s hold. I 1990 var Brian Chrøis og Brian Jensen det store trækplaster og i det sidste år var det navne som Kim Boye, Thomas Madsen og David Holm der skulle søge udvikling i HIF.
Helt fra starten var Brøndby samarbejdet en klar saltvandsindsprøjtning til HIF’s divisionshold. Interessen for holdet steg markant i 1988, både tilskuer-, medie- og sponsormæssigt, og det formåede man at kanalisere ud i sportslig succes. Med efterårssejren over B.1913 var HIF på 4.pladsen, kun to points fra oprykning med ni spillerunder tilbage. Desværre gik holdet en smule i stå de sidste to måneder, hvor dumme pointstab mod bundholdene koste dyrt. Alligevel formåede HIF’erne at slutplacere sig på 5.pladsen, og det var faktisk den bedste placering siden krigen!
Succesen og den megen opmærksomhed fra medier og sponsorer var dog ikke uden problemer. Den stamme af ægte HIF’ere, der havde været stærkt medvirkende til fremgangen de første år, var efterhånden blevet smal, og med undtagelse af Jesper Jensen formåede ingen af HIF’s egne spillere at kæmpe sig vej frem til divisionsholdet i årene med Ole Mørch. Presset for succes var efterhånden blevet så markant, at der ikke var plads til at spille de unge talenter ind, og i stedet satsede man på indkøbt rutine. Det gav naturligvis de ønskede resultater, men efterhånden var springet til HIF’s eget bagland blevet foruroligende stort. Med baggrund i det succesrige ynglingehold, der i 1988 både vandt SBU’s mesterskab og pokalturnering, besluttede man derfor før 89-sæsonen at etablere en ungsenior-linje i klubben. De unge oprykkede talenter skulle udgøre HIF’s 3.hold og i øvrigt også stammen på U/21-holdet.
Desværre skulle denne idé vise sig ikke at kunne bære, og mange af talenterne forlod klubben. Problemet var dog ikke stort her og nu, og blev overskygget af både 2.holdets meget vigtige oprykning til Sjællandsserien samt divisionsholdets fortsatte fremgang. I 2.Division var HIF således med helt fremme, indtil man blev hægtet af i efterårets topkamp i Københavns Idrætspark mod KB, og atter måtte tage til takke med en 5.plads. Efterhånden havde man dog fået samlet et ganske gedigent mandskab, der langsomt men sikkert begyndte at ligne et hold der godt kunne tage det sidste skridt mod det forjættede land. »Vi er ikke udlærte endnu, men vi er godt på vej til at skabe et klassemandskab i 2.Division«, sagde Ole Mørch. Selv nåede den populære træner dog ikke at gøre arbejdet færdigt. Efter fem år i HIF ventede nu drømmejobbet i Frem.
Målet blev nået
På rekordtid var fodbold i HIF gået hen og blevet »big business«. Fra 8 kontraktspillere og B-licens i 1988 blev tallet øget til 12 mand året efter, hvor man budgetterede med samlede omkostninger på 1,7 mio. kroner – heraf knap 1 mio. kroner alene til spillerlønninger. Modsat de fleste andre kontraktklubber lykkedes det HIF at komme ud af 1989 med et økonomisk nul-resultat, hvilket DBU belønnede med den såkaldte A-licens. Det gav mulighed for at tegne 2-årige kontrakter, og således disponere med en længere tidshorisont. Det samlede indtægtsgrundlag var nu over 2 mio. kroner…..
Det var således en tung arv der skulle løftes af HIF’s nye cheftræner Johnny Petersen forud for 1990-sæsonen. Og A/S-ledelsen lagde ikke skjul på kravene. Målsætningen var således at de sidste fem års positive udvikling, nu skulle resultere i en plads i 1.Division. Strukturændringerne i Danmarksturneringen, med etableringen af en Superliga fra foråret 1991, gjorde godt nok, at 1.Division fremover kun ville være landets næstbedste række. Men med reduceringen af antallet af klubber i toppen af pyramiden og de specielle op- og nedrykningsregler der kom til at gælde for 2.Division, var det såmænd ambitiøst nok. Kort fortalt skulle HIF blive blandt de fire bedste af divisionens 14 klubber!
Med få undtagelser havde Johnny Petersen hele den eksisterende trup til rådighed, og den blev kraftigt suppleret med erfarne divisionsspillere. Størst opmærksomhed blev rettet mod den 30-årige Brøndby-spiller Brian Chrøis, der skulle vise sig at blive hovedhjørnestenen på et HIF-hold, der leverede den bedste sæson siden krigen. Efter en fantastisk sæsonstart, hvor HIF tilmed var tæt på at vippe 1.Divisionsholdet AGF ud af pokalturneringens kvartfinale, fulgte fem sejre i seks kampe. På intet tidspunkt var holdet dårligere placeret end den eftertragtede 4.plads, selvom en regn af skader en overgang truede med at spænde ben for oprykningsdrømmene. Problemerne fik HIF’s ledelse til at handle omgående. Kæmpetalentet Brian Jensen havde svært ved at slå igennem i Brøndby, og fik via en lejeaftale chancen i HIF. Som erstatning for Frank Thomsen, der brækkede benet efter kun fem kampe, lejede HIF Kenneth Wegner hos schweiziske Xamax Neuchatel, der uden succes havde forsøgt at afhænde ham til både Charlton Athletic og Malmö FF. Nu håbede man at spilletid hos HIF kunne anspore potentielle købere, og det lykkedes faktisk, idet han efter en flot indsats i efteråret solgtes til B.1903. Jo, der var ved at være internationalt snit over HIF….
Med en sejr i sidste runde over Greve var sagen klar. Tredjepladsen var nået – HIF var i 1.Division – og himmelfarten kunne fortsætte. Men forude lurede spørgsmålet: »Var det blålys eller stjerneskud…. ?« Tidligt i 90’erne fik vi desværre svaret!