Højt at flyve – dybt at falde! VM-året 1974 blev en traumatisk oplevelse for de hvid-blusede HIF’ere. De foregående to års topplacering havde naturligt nok lagt et vist pres på spillerne, og den nye træner Niels Erik Rasmussen gjorde ikke ligefrem noget for at dæmpe forventningerne. Tværtimod!
»Kald det ambitioner eller hvad. Men jeg er altså ikke tilfreds med at komme i 2.Division, uden at det bliver som nummer ét i rækken!«.
Dét var en udmelding der var til at forstå, og indledningsvis så det da også ud til, at den kun 27-årige debuterende divisionstræner skulle blive manden, der kunne føre HIF til den eftertragtede oprykning. Hans idéer om angrebsfodbold blev fulgt til punkt og prikke, HIF blæste til angreb fra start og allerede efter seks runder havde man lagt sig alene i spidsen af rækken. Dermed var grundstenen lagt til et forår der blev et sandt triumftog for HIF’erne, der i de elleve kampe vandt otte og spillede tre uafgjort – og dermed indtog HIF den sikreste oprykningsplads i hele Danmarksturneringen. Derudover gjorde holdet en god figur i Landspokalturneringen, og vandt blandt andet 3-0 på Århus Stadion over AGF – der dog dengang lå i 2.Division! Den helt store profil var den efterhånden 27-årige Peter Østbjerg, der dette forår spillede noget af det bedste der er set fra hans side. Den store tankcenterforward kom således på scoringstavlen i ti af de elleve kampe!
Men først på sommeren begyndte der at komme grus i maskineriet, og uroen meldte sig da Niels Erik Rasmussen bekendtgjorde at han ikke ville fortsætte i HIF efter nytår, idet han havde fået et bedre tilbud fra AB. Det blev der dog grædt tørre tårer over, da de fleste var af den opfattelse at hans succes i virkeligheden var baseret på forgængeren Arne Thorius’ enorme og systematiske træningsarbejde.
Blandt spillerne var den lidt overfriske træner heller ikke videre populær med sine millitante træningsmetoder, og at den flegmatiske Rasmussen tillige af princip nægtede at tale med lokalpressen gjorde ikke ligefrem hans popularitet større udenfor klubben! Og i efteråret gik HIF’erne så helt i sort. Den sikre førsteplads var sat over styr med udgangen af august, og langsomt sank man ned i tabellen. På sidste spilledag måtte man efter 0-1 nederlaget til Hero erkende, at man for tredje år i træk var sluttet lige præcis én plads under oprykningsstregen. En præstation der i 1974 nærmest var utrolig, eftersom den kommende udvidelse af divisionerne sendte hele fire hold op i 2.Division!
Hvordan man kunne dumme sig så eftertrykkeligt, vil næppe nogen sinde blive opklaret. Men vinteren var hård at komme igennem, og der blev i sandhed brugt nogle timer på at fundere over hvad der gik galt! Faktum var imidlertid at HIF atter måtte i gang med 3.Divisionsfodbold, og endnu engang måtte man finde sig i at blive udråbt som absolutte oprykningsfavoritter. Den slags hujede ikke den 35-årige Niels Møller, der for første gang skulle prøve kræfter med trænerjobbet. Den tidligere KB-anfører havde dog masser af spillererfaring, efter knap 250 kampe for københavnerne og 13 A-landskampe. Og den pædagogiske Møller blev da også hurtigt en populær skikkelse i det nordsjællandske.
Bortset fra Steen Berntsen der var stoppet, rådede træneren over samme mandskab som i fjor og dermed et af rækkens mest rutinerede. Et generationsskifte lurede dog lige om hjørnet, og gjorde den forestående sæson til en yderst uforudsigelig affære. Den 18-årige Kim Pedersen havde allerede været oppe på det bedste hold, og også ynglingelandsholdets målmand Poul Hansen tog springet. Selvom han kun lige havde rundet de 17 år blev han kastet for løverne med det samme, og var i hele 75-sæsonen en sikker sidste skanse for HIF.
Det blev et år hvor HIF til tider leverede champagnefodbold, med sejre som 6-0, 7-0, 7-1 og 6-2 ! Men det blev også et år med flere knebne nederlag, og da regnskabets time kom, var der lige præcis to points for lidt på kontoen. For fjerde sæson i træk måtte HIF trist konstatere at man sluttede én plads under oprykningsstregen – og at det igen kun var lige ved og næsten…. !
Denne gang måtte HIF betale prisen for en trup der var for smal. Reserverne rykkede ud af Serie 1, og der var simpelthen ikke styrke nok til at erstatte en spiller som André Sahlstrøm der brækkede benet. Eller en Isak Leibowicz og Ole Verner Jensen, der begge var ude med skader i et par måneder. Blandt de spillere i anden række, der for alvor greb chancen skal dog fremhæves John Christensen, der gjorde det så fornemt i efteråret at han blev kåret til Årets Spiller!
Femte gang blev lykkens gang
Jublen ville ingen ende tage! Den 7. november 1976 kunne HIF’s fodboldspillere omsider lade champagnepropperne springe. Med 3-1 sejren i Middelfart var HIF atter i 2.Division, med et nærmest historisk comeback, thi ikke siden 1957 havde HIF spillet i landets næstbedste række! Umiddelbart kom oprykningen måske ikke som den helt store overraskelse, alt den stund at HIF jo i nu fire sæsoner havde været uhyre tæt på. Men alligevel må det betegnes som en bemærkelsesværdig præstation, at man i så mange sæsoner formåede at holde gejsten oppe. Netop som man skulle tro at kræfterne var sluppet op, slog man til – og formåede samtidig at gennemføre lidt af et generationsskifte…
Som det var set adskillige gange tidligere lagde HIF’erne hårdt ud fra turneringsstarten, og præsterede en meget flot forårssæson. Men vanen tro, fristes man til at tilføje, begyndte »gummibenene« at melde sig hen på efteråret. Denne gang havde træner Niels Møller imidlertid en trumf parat. Han satte simpelthen et par af de rutinerede spillere af, og satte i stedet sin lid til de helt unge spillere der pressede sig på i kulissen.
Blandt de HIF’ere der på denne måde fik en flyvende start på karrieren var Henrik »Ørn« Hansen og Kim Ekstrand. Og dermed må man i allerhøjeste grad sige at oprykningsholdet var en skøn blanding af ungdom og rutine. Blandt de lidt ældre spillere havde man uhyre vigtige folk i den stabile midtbanemand Flemming Larsen og rygraden i forsvaret André Sahlstrøm, der i øvrigt blev kåret til Årets Spiller. I angrebet gik blomsterne især til den suveræne tekniker Freddi Nielsen, altid målfarlige Leif Hansen – der scorede 20 mål – samt til »raketten« Ejnar Johansen.
En smuk sæson blev fuldendt af reservernes oprykning til Serie 1, og dermed var man klar til et nyt kapitel i HIF-fodboldens historie…