| Selvom
der nok skal være nogle HIF'ere, der med et lettere ironisk
tonefald kunne anslå Helsingør Stadion - med tilhørende trætribune
- til at have stået siden foreningens fødsel i 1899, så varede
det faktisk adskillige år, før HIF's fodboldspillere kunne tage
anlægget på Ndr. Strandvej i brug.
De første 24 år
af foreningens tilværelse måtte man således tage til takke med
forholdene på »Grønnehave«, der navnet til trods, absolut ikke
var specielt idyllisk. »Grønnehave« - mellem Kronborg og
Marienlyst - var dengang gammel havbund med skarpt strandsand og
spredte totter af marehalm. Det lykkedes at få kommunens
tilladelse til at jævne området og så lidt græs. Og selvom målene
i starten blev pillet ned efter hver kamp, så var det faktisk her
HIF spillede de første kampe i SBU's nystiftede 1.Holdsturnering
i efteråret 1902.
Desværre måtte
HIF i foråret 1905 flytte banen, da Hornbækbanen havde ødelagt
den gamle. Man fik dog skabt en ny i samme område, og i 1913 fik
man så etableret et skur til materialer og omklædning - påmalet
HIF's navn!
Her boede man
indtil 1923, hvor det nye anlæg på Ndr. Strandvej stod klar. Der
var naturligvis en vældig debat om dette byggeri, der ødelagde
den landskabelige skønhed langs strandvejen - og iøvrig var man
nødt til at fælde et prægtigt birketræ...!
Søndag den 1. juli
1923 blev Helsingør Stadion - eller Sportspladsen som den hed i
mange år - så indviet. Mere end 3000 mennesker så HIF spille
venskabskamp mod Frem.
Stadionrekorden
blev sat i Pinsen 1972, hvor HIF mødte B.93 - begge hold i toppen
af 3.Division Øst. Det officielle tilskuertal blev opgivet til
3500, men mange mener at adskillige flere var på plads.
Mange gange er
planerne om et nyt stadion ved Helsingørhallen blevet luftet -
senest i prof-tiden i starten af 1990'erne. I 1999 gennemgik
Helsingør Stadion imidlertid en større renovering, hvor omklædningsfaciliteterne
under trætribunen blev kraftigt forbedret. Derudover blev de
gamle bænkerader erstattet af nye plastsæder, og betontribunen
fik også en en tiltrængt opfriskning i klubbens røde og blå
farver.
|