Fulde
navn: Freddi Nielsen
Fødselsdato: 13. juli 1949
Klubber: Helsingør IF, Fredensborg BI
Kampe for HIF: 421
Mål for HIF: 172
Debutkamp for Helsingør IF:
6. august 1967 (U) Fremad Amager (pokal) 3-1
Topscorer: 1969, 1973, 1977, 1979 og 1980
Årets Spiller: 1978
Det kan altid diskuteres hvem der
har været HIFs bedste gennem tiderne, og sandheden er jo nok, at
der har været mange, og at man slet ikke kan sammenligne, fordi
forhold og tider har været så forskellige.
Derimod kan det godt fastslås hvem der har spillet flest kampe
for klubben - nemlig Freddi Nielsen - der var på førsteholdet
fra 1967 til 1982, og nåede 421 kampe. Og det ligger også helt
fast, at Freddi var en af de bedste spillere og fineste
repræsentanter for fodbolden, HIF nogensinde har haft.
Stortalentet fra Århusvej
Som så mange andre børn på den tid, sparkede Freddi Nielsen de
første bolde hjemme i gaden og parkerne omkring Århusvej, i
timevis efter skoletid.
Først som 12-årig blev Freddi indmeldt i HIF, og faktisk
var han så lille, at han som 15-årig var væk i halvandet år.
Men heldigvis trak den røde bluse atter i Helsingør-knægten, der vendte
tilbage som 2. års junior, med et talent så stort, at han
allerede som ynglingespiller - netop fyldt 18 år - debuterede på
førsteholdet. Det var i 1967, samme år han som eneste HIFer var
på SBU's unionshold for ynglinge.
Godt skolet af trænere som Max Jensen, Flemming "Tøf"
Sørensen, Ede Ruszkai og Keld Andersen, gjorde Freddi således
sin entré på danmarksserieholdet, og var med på det hold der få
år senere spillede HIF tilbage som divisionsklub. Freddi var den
gammeldags wing, først højre, siden venstre. Bernt Knudsen var
jo etbenet, så Freddi måtte over i den anden side når han var
med.....
Driblekongen fik ros af landstræneren
Hurtig kunne han vel ikke kaldes. I stedet blev driblingerne hans
varemærke, og naturligvis de mange mål. En klog og værdifuld
angriber, der ikke kun scorede selv, men også skabte chancerne
for sine medspillere.
Det var ikke kun det lokale fodboldpublikum der bifaldt deres
driblekonge. I 1973 faldt Freddi Nielsen også i øjnene hos
landstræner Rudi Strittich, efter en kamp på Helsingør Stadion
kommenterede HIF-wingen:
- Af spillerne fæstnede jeg mig især ved HIFs Freddi Nielsen,
der har nogle internationale driblinger, der ikke gøres bedre på
højere plan. Men han har som andre den store fejl, at han vil
overdrive. Måske er det hans medspillere, der ikke følger med i
tanken og handlingen.
Kort prof-karriere
I 1978 var Freddi Nielsen en af de 10 spillere der skrev under på
en "prof-kontrakt", da betalt fodbold endelig blev
tilladt i dansk fodbold. Det blev han dog ikke rig af -
premieresejren over B1913 indbragte ham 260,- kroner og efter kun
én sæson som kontraktklub måtte HIF tilbage til amatørdyderne
efter et dundrende underskud.
Freddi's sidste sæson blev plaget
af en rygskade, og i oktober 1982 var det endegyldigt sidste kamp
for den garvede HIF'er, der nåede 421 kampe og 172 mål i den
røde trøje. En rekord der kommer til at stå for evigt.
Fra spillersucces til trænersucces
Godt et år senere kastede Freddi Nielsen sig så over
trænergerningen, som ikke så få andre skolelærere. Fra 1984-86
var han træner i Fredensborg (i starten spillende), med en
oprykning til Danmarksserien i 1985 og en flot 4. plads året
efter. Senere stod han i spidsen for HIFs 2.hold, dengang i
Sjællandsserien, og nåede også her en 4. plads i 1991. Tilbage
i Fredensborg bød 1993 igen på oprykning, og efter et kort og
skuffende forår 1996 i Humlebæk, var den dygtige træner tilbage
i HIF - hvor han stod i spidsen for de bedste ynglinge, der i
efteråret 2000 opnåede en 3. plads i de afsluttende kampe om DM.
Fra 2008 til sommeren 2010 var Freddi en afholdt holdleder for Elite 3000 - et job han
udførte med stor omhyggelighed og interesse.
Kilder:
Freddi's kamp nummer 400 (Helsingør Dagblad, 20. maj 1982).
HIFs kampprogram, 21. august 1994
Diverse artikler i Helsingør Dagblad og Frederiksborg Amts Avis
samt egne notater.
|