Et kig i de gamle kampprogrammer, fortæller næsten fodboldhistorien i sig selv. 
  
Har du nogle årgange der ikke er med på oversigten, så er jeg interesseret modtager!
  
Og mangler du nogle i samlingen, så send mig en mail, jeg har ekstra eksemplarer af nogle af dem (se adressen på forsiden). 
  
Fra sæsonen 2005/06 er programmerne for overbygningen Elite 3000 Helsingør, Fodbold.
 
Her er samlingen af programmer, som jeg selv havde fornøjelsen af at være redaktør for i sammenlagt mere end 20 sæsoner, pyha!
Kampprogrammer
program.jpg (26887 byte)
 
2010/11
Elite 3000 var i 2. division og programmet var så sandelig også et divisionshold værdigt. Kun 8 sider men i fuld varme og med spændende indlæg fra formand Finn Moseholm, træner Benny Gall og anfører Jeppe Christiansen. Redaktør var fortsat unge Alexander Mosevang Christensen, der brillerede med flot grafik og små finurlige historier spredt i bladet. Prisen var 10 kroner.
 
program_2010_skovlunde.jpg (43054 byte)
 
2009/10
I første omgang ikke meget fornyelse i dette års program, hvor der dog var blevet plads til den nye hovedsponsor på forsiden. Redaktørposten var indledningsvis i hænderne på Michael Malmquist, der varmede op til dagens kamp, krydret med dagens spillerprofil, nyt fra sidelinien og naturligvis stillingen, dagens kampe og de to holds opstillinger. Helt i farver, 4 sider, og stadig i den bedre halvdel af det der bydes på i Danmarksserien. I løbet af sæsonen skete der dog ting og sager da kun 17-årige Alexander Mosevang Christensen overtog redaktørstolen. Indlæg fra formand, træner og anfører var populære indslag, krydret med små historier og smark grafik på nu 8 sider. Programmet kostede 10 kroner.
  

 
2008/09
Samme stil som året før, og fortsat 4 sider helt i farver. Dagens profil, en fyldig velkomst til dagens kamp, samt lidt statistik og selvfølgelig dagens to holdopstillinger. Også nyt fra de øvrige Elite 3000-hold i dette års program, der blev skrevet af Nicolai Buch Jensen. Prisen var 10 kroner.

 
2007/08
Fire sider i farve med gode fotos og en altid interessant velkomst skrevet af Michael Sørensen. På "Sidelinien" kunne man læse løst og fast om klubben, ligesom programmet indeholdt en smule statistik samt portræt af dagens spiller, og naturligvis holdopstillinger. I redaktionen var Michael Sørensen og Christian Ulrich. Programmet kostede 10 kroner.

 
2006/07
Først et par runder inde i sæsonen kom der et "rigtigt" program, da Elite 3000 fik "overtalt" undertegnede til et comeback på redaktørposten, godt hjulpet af Michael Sørensen. Økonomien tillod kun 4 sider, til gengæld alle i farver, med flotte billeder og så meget tekst der kunne proppes ind. Dagens spiller, et interessant oplæg til dagens kamp af Michael Sørensen, korte noter, statistik samt de to hold var ingredienserne i dette års program.

 
2005/06
Første sæson med Elite 3000 sendte programmet på gaden i fuld farvetryk, omend forsiden var ens fra gang til gang, og mildt sagt godt kunne ha' været lidt festligere. Tilgengæld var de 20 sider ret læseværdige, med indlæg af manager Flemming Pedersen, samt spillerportræt og masser af statistik, holdopstillinger og øvrigt nyt fra klubben. I redaktionen var Anne Krogh og Martin Winther.

 
2004/05
Manager Flemming Pedersen stod for redaktionen af årets program, der trods 8 sider hørte til i discountklassen, helt uden farver. Indholdet var til gengæld altid interessant når Pedersen førte pennen, og udover velkomdt, særdeles omfattende statistik og dagens holdopstillinger, var der sjove og interessante noter i "Rundt om HIF-Fodbold".

 
2003/04
Fortsat uden farver, men hele 20 sider, heraf halvdelen læsestof eller billeder. Jeg havde selv fornøjelsen som redaktør, med Flemming Pedersen som flittig bidragsyder. Mange længere artikler og portrætter, samt omfattende præsentationer af dagens modstander, blev krydret af "Tal og Tabeller", med alt for tal-freaks. HIF-Fodboldfans havde deres fast kolonne, og så var der naturligvis holdopstillinger, som altid, på bagsiden. 

 
2002/03
På redaktørposten havde jeg fået forstærkning af den tidligere Brønshøj-skribent Bent Kaus, og han havde mange særdeles underfundige og interessante indlæg, både om dagens modstander og udvalgte spillerportrætter. Den store serie om HIFs Fodboldprofiler fra A-Å nåede vejs inde, mens manager Flemming Pedersen introducerede dagens kamp, tilsat nødvendig statistik og dagens holdopstillinger. 

 
2001/02
Med 16 sider uden farver hørte årets program til i den billige ende, når det gjaldt trykomkostninger. Tilgengæld var der læsestof hele vejen igennem. Manager Flemming Pedersen præsenterede dagens kamp, Christian Ulrich tog sig af dagens spiller, mens jeg selv fortalte om HIFs historiske profiler, og kædede det hele sammen med billeder, statistik og holdopstillinger.

 
2000/01
Årets program fik en omskiftelig tilværelse, da man startede med farveomslag og stort trykkeri, men måtte nedjustere til foråret, da økonomien løb løbsk. Christian Ulrich, Peter Skov Jørgensen og Henrik Forchhammer var redaktion i efteråret, hvor de 20 sider indeholdt lidt om dagens modstander, reserverne, statistik, spillerportræt, historie, matchfacts, men INGEN holdopstillinger. Ret usædvanligt. I foråret overtog jeg selv redaktørposten, og økonomien skåret ind til benet. Fortsat dog 16 sider med indlæg fra ovennævnte skribenter, og ... nu med holdopstillinger! Formatet var nu A5 - ganske passende for en kopimaskine!

 
1999/00
Bladformatet var på gaden for sidste gang, med farver på omslaget og ialt 24 sider, produceret af undertegnede og Peter Skov Jørgensen. Smart layout gjorde bladet læseværdigt, krydret med en velkomst og modstanderportræt med deltajeret statistik over de to klubbers tidligere kampe. En side med Matchfacts fra junior, ynglinge, reserver, U/23 og 2.division, gjorde det muligt at følge klubbens øvrige spillere. Den lange serie med alle HIFs sæsoner fra 1945 nåede enden, og i "HIF langs sidelinien" var der løst og fast om spillerne. Endelig naturligvis statistik og holdopstillinger, alt sammen for en flad 10´er. I foråret takkede jeg af, og overlod posten til Skov og Henrik Forchhammer.

 
1998/99
Der blev kælet for layoutet i årets program, der fortsat var i sort/hvid, med undtagelse af omslaget. De 20 sider kostede en ti'er, og i redaktionen var jeg selv ene på pinden. En velkomst, modstanderportræt, matchfacts, artikler, fodboldhistorie, statistik og holdopstillinger var indholdet i bladet, der vanen tro blev trykt på go' gammeldags facon.

 
1997/98
Der var skåret en smule ned for ambitionerne i dette program, der fortsat var i bladformat og med omslag i farver. De 20 sider kostede fortsat 10 kroner, og i redaktionen havde jeg fået følgeskab af Mogens Olufsen. Indholdet var fortsat masser af læsestof, med Nyt fra HIF, Dagens Kamp, Dagens Modstander - nu også med historie. Masser af matchfacts fra alle eliteholdene, artikler og spillerfokus samt en side om HIFs historie. Alt sammen afsluttet med statistik og dagens holdopstillinger.

 
1996/97
Sandsynligvis det mest omfattende kampprogram i HIFs historie, der havde form af et helt lille magasin. De 24 sider havde 8 sider alene med artikler om klub og spillere, tilsat statistikker, noter, matchfacts, holdopstillinger og meget mere. Også de øvrige klubber i 2. division øst kunne der læses nyt om. Forsiden gav smagsprøver på indholdet, i et blad der i virkeligheden var alt for billigt - kun 10 kroner - kostede det. Redaktør var undertegnede.

 
1995/96
Der var 24 sider i flot layout, nyt blad-format og omslag i farver i dette program, der fortsat havde undertegnede som redaktør. Hele to sider præsenterede dagens modstander, hvor samtlige spillere blev var omtalt i miniportrætter. Træner Flemming Pedersen leverede flere spændende indlæg, ligesom velkomst, noter, matchfacts og HIF Langs Sidelinien var faste indslag. Hvert nummer havde en spiller "i fokus" og en artikel "fra de go'e gamle dage". På bagsiden naturligvis holdopstillinger... Prisen igen en 10'er.

 
1994/95
Trykket var ikke vanvittig flot, men omslaget dog i farver (nu med blåt), og indholdet fortsat 24 sider,  med  "Trænerens Tanker", Info, to sider om dagens modstander, resultatbørsen, langs sidelinien, statistik og "Det var dengang". Yderligere et par artikler, dagens holdopstillinger og HIF'er Under Lup gjorde det absolut læseværdigt, og rigeligt en 10'er værd. Redaktør fortsat undertegnede.

 
1993/94
Tyve sider med omslag i farver, og artikler om dagens modstander samt yderligere én aktuel historie. Redaktøren bød velkommen, der var noter, resultatbørsen, HIF Facts, dagens portræt og såmænd også dagens sponsor. På bagsiden holdopstillinger - det hele for ti kroner.

 
1992/93 - Danmarks bedste kampprogram!
Et mindeværdigt programår, hvor HIFs kampprogram opnåede at blive kåret som intet mindre end danmarks bedste. Det var således året hvor FCK og Brøndby fik baghjul, med et blad hvor kun omslaget var i farver, men ellers var spækket med artikler om aktuelle emner, dagens modstander, statistik, noter, holdopstillinger og meget mere - nu for 10 kr. I dommerkomitéen sad Silkeborgs Morten Bruun, der sagde:
- At den dårligst placerede klub kan præstere et så flot program er fantastisk. Det er bedre end samtlige Superligaklubbers!
En stolt redaktør fik overrakt champagne af TipsBladet. 

 
1991/92
Farverne var tilbage - ihvertfald den røde - i årets program, der var på 28 sider i A5-format. Redaktør var fortsat undertegnede, der præsenterede dagens kamp, dagens sponsor og - over 2 sider - dagens modstandere. En aktuel artikel, "Husker Du", noter, statistik, matchfacts og nyt fra HIF-Fodboldfans var der også plads til. Prisen var 5,-

 
1991
HIF var i 1. division, men der var ikke megen fest og farve over programmet, der var helt uden farve. For 5,- fik man dog 28 sider i A5-format med en del tekst, heriblandt to sider om dagens gæster, en velkomst, aktuel artikel, sponsorportræt, "Siden Sidst", og såmænd også et lille portræt af dommeren! To sider med statistik, nyt fra fanklubben, lidt historie og holdopstillinger rundede bladet af, der havde undertegnede som redaktør.

 
1990
Et noget usædvanligt kampprogram i dagblads-format, trykt på avispapir af netop Helsingør Dagblad. Redaktionen stod jeg selv for, men layout klarede avisen. På 8 sider var der en hel del artikler, men pakket lidt for godt ind i annoncer, og dette års program kommer ikke til at stå højt på alletiders hitliste. Tilgengæld blev det udleveret gratis...

 
1989
Sidste år med Ole Mørch og masser af farver på programmet - dog kun omslaget og side 2. Redaktørenr bød velkommen, leverede en aktuel artikel, et par sider om dagens gæster, statistik, noter og "Siden Sidst". På bagsiden holdopstillinger i et flot trykt blad, som A-Print havde fod på - desværre for sidste gang! Prisen var en femmer.

 
1988
Fuld skrue på farverne, både omslag og side 2 - i et blad på 28 sider i A5-format. Annoncerne skæppede godt i kassen, men endog havde jeg fundet plads til to sider om dagens gæster, herunder et særlig portræt af deres bedste spiller. Ole Mørch fik ordet med jævne mellemrum, ligesom statistik, Siden Sidst og de to holdopstillinger var med. Pris 5,-.

 
1987
Den røde farve signalerede HIF, og med oprykningen til 2. division blev der gjort lidt mere ud af programmet. Redaktør var fortsat undertegnede, der bød velkommen, skrev om dagens gæster, statistik og generel info. Bagest et helsides billede af dagens HIF'er med tilhørende portræt - og på bagsiden de to hold. Ialt 28 sider for 5 kr. 

 
1986
For første gang med farve og foto på forsiden, nu havde jeg selv fået lov at bestemme! Primitivt skrevet på skrivemaskine, men trods alt 24 sider i A5-format med portræt af dagens modstander, en lille velkomst, statistik for divisionsholdet og reserverne samt et lille portræt. På bagsiden - for første gang - holdopstillinger. Nu var de lige ved hånden! Pris: 5,-

 
1985
De 24 sider i sort/hvid A5-format var mere annoncer end tekst, da Keld Agri sammensatte årets program. Lidt statistik, udklip fra divisionsforeningens håndbog samt enkelte små notitser var indholdet fra en redaktør, der havde mange andre jern i ilden. Efter sommerferien blev jeg selv - forførste gang - anbragt på redaktørposten, og så kom der lidt mere tekst. Så meget der nu var plads til imellem de givtige annoncesider. Bladet kostede 2,-.

 
1984
Blad er nok så meget sagt, men 8 sider uden hæfteklammer lignede da et lille hæfte. Redaktør var Keld Agri, der først og fremmest sørgede for de to holdopstillinger, samt et lille hyggeligt portræt og nogle høflige ord om dagens gæster. Måske den grimmeste forside nogensinde...

 
1983
Temmelig sjovt blad, der var trykt på A3-papir i et snedigt design, således at man foldede det ud før det kunne læses. Redaktør Keld Agri skrev om dagens modstander, ugens portræt samt stillinger i de tre divisioner. Desuden dagens to hold - og annoncer.

 
1982
Sidste sæson med den hårdtskydende HIF'er på forsiden. Et blad i A5-format på 16 sider, der indeholdt en del udklippet materiale, men også enkelte tekster af formand og redaktør Keld Agri. Bladet kostede 2 kroner.

 
1978
Trykt på gult papir, og ikke helt i A5-format. Årets program havde de to holdopstillinger på midtersiderne, og ellers intet andet på de ialt 8 sider. Redaktøren er ukendt, men der var selvfølgelig heller ikke rigtig noget at redigere....
1962.jpg (66805 byte) 1962
Det var fortsat blot de to holds opstilinger det handlede om, og de var placeret i midten af det 4 siders blad. Spillerne var traditionelt stillet op som på banen, fra mål til venstre wing. Derudover kun stillingen i Kvalifikationsturnering (4. division) og søndagens øvrige kampe i rækken, samt annoncer. Ukendt redaktør.

 
1960
På disse tider var det blot de to holds opstilinger det handlede om, og de var placeret i midten af dette 4 siders blad. Spillerne var behørigt stillet op som på banen, fra mål til venstre wing. Derudover kun stillingen i 3. division, samt annoncer. Ukendt redaktør.

 
1950/51
Program på 4 sider i A5-format. På midtersiden var holdene flot linet op, og dertil bragtes ugens tipskupon samt en oversigt over HIFs kampe i sæsonen. Ukendt redaktør. Ganske tyndt papir, trykt af dagbladet Nordsjælland.
1937-38.jpg (52054 byte) 1937/38
HIFs første sæson efter nedrykningen til 2. Division, og det var et ambitiøst program der blev præsenteret. Paul Svendsen fra Nordsjællands Tryk var redaktør og udgiver, og de 8 sider indeholdt udførlig præsentation af dagens gæster, stillinger, holdenes opstillinger samt portrætter af "Vore Egne" spillere og andre nyheder. 
 

© Claus Birch            Information om copyright, billedrettigheder m.m.