Tirsdag d. 17. januar 2012
Næstved aflyser træningskamp
 

Sydsjællændernes nye cheftræner vil ikke en tur til Helsingør.

 

Af Claus Birch

Der blev ingen Næstved-modstander for Morten Juul Hansen, Paw Bendixen og Peter Benjaminsen i denne omgang. Foto: Claus Birch.Der bliver ingen gentagelse af sommerens træningskamp mellem Elite 3000 og Næstved. Det stod klart tidligere på dagen, da sydsjællændernes nye cheftræner Klavs Rasmussen valgte at aflyse opgøret i Helsingør den 25. februar.
 
Klavs Rasmussen overtog roret i 1. divisionsklubben i oktober, da Brian Flies stoppede af personlige årsager. Men den  tidligere OB- og Ølstykke-træner har ikke lyst til en tur nordpå.
 
- Det er en aflysning vi bestemt ikke er tilfredse med, men blot kan tage til efterretning, da vi jo ikke kan tvinge dem til at køre til Helsingør. Vi er derfor straks gået på jagt efter en ny træningsmodstander, men det er svært på dette tidspunkt, da alle attraktive modstandere naturligvis har deres program på plads på nuværende tidspunkt, kommenterer sportschef Johnni M. Christensen den ubelejlige aflysning.
 
Samme Klavs Rasmussen var iøvrigt tilknyttet Elite 3000 som hjælpetræner i efteråret 2005, hvor han i oktober blev sparringspartner for daværende cheftræner Flemming Pedersen. Men det har tilsyneladende ikke hjulpet i denne sag...
 
Den opdaterede liste over kampe kan ses her >>.
 

 
 
 
 
 

© Claus Birch            Information om copyright, billedrettigheder m.m.