Nyhedsarkiv


Nyheder i juli 2010:
 
29. juli 2010:
Chicago Bridges gæster Helsingør
  
13. juli 2010:
Er Kienn Jensen på vej væk ?
 
12. juli 2010:
Paw Bendixen vender tilbage
  
10. juli 2010:
Elite 3000 starter op med ny assistent
 

 

 
 

 


 

 

 

 

Nyheder Juli 2010
 
Torsdag d. 29. juli 2010
 

Chicago Bridges FC gæster Helsingør
Amerikanerne afløser Lyngby i sommerens sidste træningskamp
 
Anfører Jeppe Christiansen står overfor en interessant kamp mod Bridges FC.Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Nogenlunde sådan må man betragte Lyngby Boldklubs afbud til mandagens træningskamp, der skulle have været den sidste finpudsning inden efterårspremieren.
 
Men heldet smilede til Elite 3000, der har fundet en særdeles interessant afløser i det amerikanske mandskab Bridges FC fra Chicago. Holdet er på europaturne i Sverige og Danmark, arrangeret af deres samarbejdsklub HB Køge. Herfra siger sportschef Per Rud at de styrkemæssigt ligger et sted imellem den danske 1. og 2. division.
 
Det er således en rigtig spændende kamp der venter de lyseblå, og det er da også blevet besluttet af flytte opgøret til Helsingør Stadion, hvor der spilles søndag den 1. august kl. 11.
 
Bridges FC er først og fremmest kendt for en meget stor ungdomsafdeling, og har fostret ikke færre end tre af de spillere der var med på USA's landshold ved VM i Sydafrika. Michael Bradley (Borussia Mönchengladbach), Jay Demerit (Watford) og Jonathan Spector (West Ham og tidligere Manchester United) har alle spillet for klubben, inden de fortsatte karrieren i Europa.
 
HB Køge indgik sidste sommer i et tættere samarbejde med amerikanerne, der tæller nogle meget hurtige og fysisk stærke spillere.
 
Tirsdag d. 13. juli 2010
 

Er Kienn Jensen på vej væk ?
Den hurtige kantspiller mødte ikke op til sommerens første træningssamling
 
Kienn Jensen synes på vej væk fra Elite 3000.Elite 3000's hurtige højrekant Kienn Jensen kan meget vel være fortid i den lyseblå trøje. Anderledes kan man næppe tolke hans fravær ved aftenens træning, hvor rygterne gik på at han vil forsøge sig andet steds. Et skifte der måske ikke kommer helt overraskende, for de der har fulgt den temperamentsfulde ex-HIK'er, der flere gange har ytret sig voldsomt negativt i forbindelse med udskiftninger. Ikke mindst episoden i GVI, som der dog efterfølgende blev lagt låg på.
 
På banen vil den unge offensivspiller imidlertid blive savnet, når han på sine bedste dage - og dem var der mange af - løb fra stort set hvem som helst. Også som målscorer har han gjort sig bemærket, med et flot snit på 20 mål i 40 kampe på halvandet år.
 
Mens det således er uvist hvor Kienn Jensen spiller i næste sæson, så ligger det desværre fast at to spillere hos de lyseblå må stoppe karrieren. Det drejer sig om 31-årige Nelson Costa, der opgiver en efterhånden to år lang kamp mod skader. Flere gange har den populære midtbanespiller kæmpet sig tilbage, kun for at blive ramt af nye følgeskader. Han nåede dermed kun 31 kampe (0 mål) i sine to et halvt år i Helsingør.
 
Meget trist er det også, at kun 19-årige Jonas Hagmann også har besluttet at opgive kampen mod skader. Han kom fra AB her i foråret, men nåede kun tre kampe inden en ondartet fodskade sendte ham på skadeslisten. Nu ser det ud til, at han må opgive fodbold på topplan, og derfor fortsætter med lidt hyggefodbold på serieniveau nær hjemmet i Bagsværd.
 
Derudover manglede kun tre spillere ved den første træning. Jonas Rohrberg og Mads Hamberg er endnu på ferie, mens Morten Johannsen første i løbet af ugen påbegynder træning efter sin lyskenoperation. En genoptræningsperiode som den unge kantspiller er stillet i udsigt, kan tage op til fire måneder, men som han dog selv håber at kunne klare på den halve tid.
 
 
Mandag d. 12. juli 2010
 

Paw Bendixen er tilbage i Elite 3000
Yderligere tre spillere med divisionserfaring deltog i første træningspas
 
Paw Bendixen er tilbage i den lyseblå trøje. Foto: Claus BirchDe lyseblå fortsætter oprustningen til den kommende sæson. Her til aften bød træner Benny Gall sine spillere velkommen tilbage fra ferie, og det skete med yderligere tre spændende navne. Først og fremmest var der nemlig gensyn med 25-årige Paw Bendixen, der efter halvandet år i 2. division med BSV, nu har besluttet sig for at vende hjem til Helsingør. Også Skjolds offensiv-spiller Mikkel Nøhr, med en fortid i Stenløse, var mødt frem, og det samme var den centrale midtbanespiller Emil Sørensen, senest i Allerød FK. Tre spillere med divisionserfaring og dermed understreger klubben, at tilgangen af Danny Andersen og Daniel Ruberg, der blev præsenteret i forrige uge, ikke ville komme til at stå alene.
 
- Den sværeste beslutning i mit liv! Sådan sagde Paw Bendixen, da han for præcis to år siden forlod Elite 3000. Dengang kunne den defensive midtbanespiller ikke få hverdagen til at hænge sammen, med bopæl i København og fodbold i Helsingør. Men ved samme lejlighed sagde den ivrige fighter:
- Jeg kan godt love at jeg vender tilbage. Om det bliver om seks måneder eller om ti år, det ved jeg ikke. Men tilbage til Helsingør, det kommer jeg, lød det fra Bendixen, der fik sin fodboldoppdragelse i Vapnagård, og spillede først for HIF (9 kp / 0 mål) og for Elite 3000 (63 kp / 10 mål). Det løfte holdt han, og nu er han så tilbage, to år senere, efter et halvt år i FCK (II) og halvandet år i BSV. En solid forstækning at midtbanen, eftersom han i den forgangne sæson spillede 26 kampe for BSV's tophold i 2. division øst, heraf de 25 i startopstillingen.
 
Mens aftalerne med Bendixen, Danny Andersen og Daniel Ruberg ligger helt fast, så er der endnu nogle spørgsmålstegn ved aftenens to øvrige nye ansigter, der skal forsøge at spille sig ind i varmen hos de lyseblå. 
 
 
Lørdag d. 10. juli 2010
 

Elite 3000 starter træningen op med ny assistent
Stefan Bidstrup har overladt assistenttrænerrollen til Henrik Backe
 
Henrik Backe er tilbage som assistenttræner. Foto: Claus BirchMandag kl. 18 tager Elite 3000 officielt hul på fremtiden som divisionsklub, når træner Benny Gall kalder til første træning efter ferien. Det bliver med et par nye navne på spillerfronten, men også med en ny assistenttræner, i skikkelse af Henrik Backe. 
 
Efter halvandet år - først som cheftræner, siden som assistent - har Stefan Bidstrup måtte erkende at det tidsmæssigt ikke kunne hænge sammen, med civilt job, familie og trænerkarriere. Han har derfor overladt tøjlerne til en gammel kending i klubben, nemlig Henrik Backe. Han har tidligere været såvel assistenttræner som cheftræner i en kort periode, og vil uden tvivl være en god og erfaren støtte for Benny Gall:
- Jeg har egentlig heller ikke selv så meget tid, men vil gerne hjælpe klubben, og så synes jeg jo det er sjovt, fortæller Henrik Backe, der foreløbig har lavet en aftale for efteråret.
 
Som tidligere fortalt her så hjemmesiden, er spillertruppen blevet udvidet med angriberen Danny Andersen fra Frem samt målmanden Daniel Ruberg fra Stenløse. Derudover er FC Nordsjælland-spilleren Mads Skovby Hansen nu officielt med i førsteholdstruppen, ligesom Jonathan Nielsen og Peter Hartelius er blevet forfremmet fra U19-holdet.
 
I følge sportschef Johnni Christensen arbejdes der fortsat på yderligere forstærkninger, men det er endnu for tidligt at afsløre nogle navne.
 
 
 

© Claus Birch            Information om copyright, billedrettigheder m.m.