Nyhedsarkiv


Nyheder i juni 2009:

30. juni 2009:
Sæsonen 2008/09 - kort og godt
 
29. juni 2009:
Pokalkampen mod Nexø er flyttet
 
28. juni 2009:
Elite 3000 havde flest tilskuere
 
26. juni 2009:
Sportschefen: Vi kunne ikke komme længere væk
 
Elite 3000 møder Nexø
 
Følg lodtrækningen til Ekstra Bladet Cup live på net-TV
 
24. juni 2009:
Tre nye spillere - to mere på vej
 
23. juni 2009:
Sommerens træningskampe er på plads
 
21. juni 2009:
Elite 3000 i gavehumør i Sundby
 
18. juni 2009:
Gorm er tilbage til forårets sidste kamp
 
14. juni 2009:
En grimasse der ku' passe
 
HIF blev hjemme - tabte 0-3 uden kamp
 
13. juni 2009:
Skuffende kun 2-2 mod Herlev
 
12. juni 2009:
Næsten intakt trup til Herlev kamp
 
10. juni 2009:
Topklub kan blive næste pokalmodstander
 
9. juni 2009:
Kienn-hattrick og tennissejr til Elite 3000
 
8. juni 2009:
Elite 3000 jagter mere pokalsucces
 
HIF i frit fald til Serie 3
 
7. juni 2009:
Livlinen knækkede i Nymosen
 
5. juni 2009:
Gorm ude, Wedell inde i GVI-truppen
 
3. juni 2009:
Danny Andersen træner i Elite 3000
 
Efter 106 års venten fik Frederiksværk deres hævn
 
1. juni 2009:
Bidstrup: En rutineret træner kan måske løfte det sidste
 
Ny træner: Imponerende set-up
 
Sportschefen: Det er et scoop
 
Formanden: Det er ikke en fyring
 
Overraskende trænerskifte - Bidstrup stopper.
 
 

 

 

 

Nyheder Juni 2009
 
Tirsdag d. 30. juni 2009
Sæsonen 2008/09 - kort og godt
Vi har kigget på statistikken for året der gik
 
Traditionen tro er sæsonafslutningen også tidspunktet hvor vi tager et lille tilbageblik på året der er gået, får opdateret spillerkartotektet og i det hele taget kigger lidt på tallene fra sæsonens mange kampe.
 
Det blev et år hvor Elite 3000 igen var lige ved - men også kun næsten. Alligevel var 4. pladsen i Danmarksserien et skridt frem i forhold til sidste sæson, og dermed den bedste placering for overbygningen i de nu fire sæsoner der er spillet.
 

Anders Henriksen scorer her sæsonens aller første mål, mod Virum Sorgenfri den 15. august 2008. Han scorede også det aller sidste - mod B.1908 den 20. juni 2009. Foto: Claus Birch. 
 
Kun to spillere deltog i alle årets 28 kampe, nemlig angrebsduoen Anders Henriksen og Jonas Rohrberg. Rohrberg nåede som den første Elite 3000 spiller at runde 100 kampe, og er nu noteret for 117 kampe i alt. Meget imponerende, taget i betragtning at Elite 3000 kun har spillet 122 kampe siden stiftelsen. Han mål-total er kun én scoring fra at nå de 50 ...... Også Anders Henriksen fortjener et ord med på vejen, ikke kun fordi han scorede sæsonens første og også sidste mål. Ialt nåede han 9 mål, og blev delt topscorer med Michael Gorm Nielsen. Ret bemærkelsesværdigt er det dog, at selvom Henriksen har spillet samtlige kampe, er det kun de 5 af dem, hvor han har spillet 90 minutter. En fintælling viser at han har spillet 1614 minutter ud af 2520 mulige - altså kun ca. 2/3 dele af den samlede spilletid. Tænk hvis han fik lov at spille fuld tid :o)
 
Med 27 kampe er Jacob Wedell mest stabile forsvarsspiller, og udtryk for et sammenspillet midterforsvar er det i hvertfald, at Wedell og Jeppe Christiansen har dannet stopperduo i 23 af de 28 kampe. Og det kunne da snildt være blevet til 2 mere, hvis ikke Jeppe havde fået årets eneste røde kort i DS, i udekampen mod Allerød i april. Dennis Borup fulgte trop med at brokke sig til en udvisning i pokalkampen mod Raklev.
 
Viceanfører Michael Gorm nåede imponerende 9 mål, og havde også spillet samtlige kampe, lige indtil en skade trak ham ud af årets næstsidste hjemmekamp mod Lyngby. Det kostede tre kampe på sidelinien, og altså kun 25 ialt.
 
Af årets 11 (næsten 12) debutanter nåede Nelson Costa flest kampe (24), mens Stefan Bidstrup nåede 0. Og det var han vist ikke så ked af. Også højrekanten Morten Johansen markede sig flot med 21 kampe og hele 6 mål i sin første sæson.
 
To tremålsskytter fik vi undervejs - Anders Henriksen mod Frem (II) i oktober og Kienn Jensen mod Herlufsholm i juni.
 
Elite 3000 benyttede ialt 32 spillere, hvoraf altså kun træneren selv ikke nåede at komme på banen og få en officiel kamp. Mest benyttede reserve var Svande Bernstein (11 gange) - tæt forfulgt af Anders Henriksen (10). Den spiller der oftest blev udskiftet var til gengæld Anders, der hele 14 gange måtte traske ud i boksen. Én gang - mod Birkerød i september - nåede han både at blive skiftet ind og ud.....
 
Ronni Andersen får den tvivlsomme ære af årets hurtigste udskiftning, da han skadet måtte humpe ud efter kun 16 minutter i hjemmekampen mod Avedøre i april. Til gengæld har han også den seneste - en ren taktisk udskiftning da han forlod banen efter 92 minutter i udekampen mod Lyngby i oktober. Resultatet 3-2 skulle holdes for enhver pris ... og blev det!
 
Og skal vi så slutte med målene. Det hurtigste scorede Jonas Rohrberg efter 7 minutter mod Avedøre i september, nok til at vinde 1-0. Det seneste tog Michael Gorm sig af - efter 93 minutter udlignede han mod AB Tårnby. Af de ialt 59 mål Elite 3000 scorede, faldt 27 i 1. halvleg og 32 mål i 2. halvleg. Hele 14 mål blev scoret i det sidste kvarter. 
 
Lad dette være dagens sidste talkløveri - og husk at Elite 3000 altid spiller 90 minutter PLUS tillægstid. Så gå ikke hjem før tiden. Det gælder også forsvarsspillerne, der leverede årets største kvajert i sidste kamp mod B1908.....
 
Vi takker for god underholdning, og glæder os til at kigge på tallene igen om et års tid.
 
Se alle fakta for sæsonen 2008/09 her.
Se den opdaterede spillerstatistik her. 
 
 
  
Mandag d. 29. juni 2009
Pokalkampen mod Nexø er flyttet
Elite 3000 tyvstarter Ekstra Bladet Cup
 
Kampen var egentlig fastsat til torsdag den 13. august, men vanskelighederne med at få fragtet Elite 3000's fodboldspillere til Bornholm og hjem igen på en hverdagsaften var til at forudse, og det har nu fået den konsekvens at kampen er flyttet. Sportschef Johnni Christensen har således fået DBUs velsignelse og Nexø's accept på at kampen spilles allerede lørdag den 8. august, hvor der så bliver kick-off kl. 15:30 på Nexø Stadion.
 
Det betyder at den planlagte træningskamp - den sidste i rækken - mod Næstved IFs DS-hold desværre må aflyses.
 
Dermed får Nexø og Elite 3000 lov at tyvstarte årets pokalturnering, og flytningen giver da også gode muligheder for at fanklubben smutter en tur til solskinsøen.
 
 
 
Søndag d. 28. juni 2009
Elite 3000 havde flest tilskuere
... og blev nummer 3 på Fairplay listen!
 
Selvom det ikke blev til oprykning dette forår, kan Elite 3000's fodboldspillere ikke klage over opbakningen på hjemmebane. Ikke helt overraskende er de lyseblå nemlig dét hold i Danmarksseriens kreds 1, som har trukket flest tilskuere - både på eget græs og ialt.
 
Det er B1908's mangeårige programredaktør Christian M. Olsen der har lavet det hårde arbejde, med at gennemgå samtlige kampe i rækken. Og resultatet kan vi altså godt være stolte af i Helsingør.
 
I sin helhed ser tallene således ud:

Mange tilskuere - her mod AB Tårnby - er heldigvis ikke så sjældent i Helsingør. Klubben har flest besøgende af alle i rækken. Foto: Claus Birch
 
Klub Hjemme Ude Ialt  
Helsingør
B.1908
AB Tårnby
Allerød
Birkerød
GVI
Kastrup
Herlev
Virum S
Nivå Kok.
Avedøre
B1903
Lyngby
Frem
 
2628
2442
2250
2337
1664
1925
1622
1890
1563
1391
1405
1022
1047
915
 
1909
2062
1905
1631
1992
1709
1786
1422
1594
1738
1696
1647
1563
1447
 
4537
4504
4155
3968
3656
3634
3408
3312
3157
3129
3101
2669
2610
2362
 
 
En flot førsteplads til Elite 3000, der endda ofte samler flere tilskuere end mange 2. divisionsklubber.
 
B1908-redaktøren har også kigget på fairplay i rækken. Her placerer Elite 3000 sig også flot, med en plads som nummer 3, kun overgået af Virum-Sorgenfri og Allerød. Kun én udvisning er det blevet til, mens Birkerød i bunden har fået ikke færre end 8 røde kort i denne sæson!
 
 
 
Fredag d. 26. juni 2009
Sportschefen: Vi kunne ikke komme længere væk
Kampen mod Nexø flyttes sandsynligvis
 
Elite 3000's sportschef Johnni Christensen lød ikke som verdens gladeste mand, da han i eftermiddag kommenterede den lodtrækning der sendte de lyseblå en tur til Nexø. Omvendt var der måske et snert af galgenhumor, da han konstaterede:
- Vi kan vel dårligt få mere uheld nu. Vi syntes vi havde været langt omkring i de to første runder, i Kalundborg og Næstved, men Bornholm........ 
 
Johnni Christensen tog straks efter lodtrækningen kontakt med bornholmerne, og meget tyder på at kampen bliver flyttet to dage frem, og således spilles tirsdag den 11. august. Ingen af de to klubber kan heller have den store interesse i at spille bare to dage før turneringspremieren, som der ellers var lagt op til.
 
Hvorvidt de lyseblå flyver eller bevæger sig til lands og vands, er sportschefen nu også i fuld gang med at arrangere. Men det kan jo meget vel blive økonomien der kommer til at afgøre den side af sagen. Så må vi bare håbe at spillerne kan få fri fra arbejde.....
 
Der er iøvrigt en chance / risiko for, at det ikke bliver sidste gang de lyseblå skal spille på klippeøen. Nexø Boldklub er som bekendt rykket op i Danmarksserien, og kan således nemt komme i kreds med Elite 3000 i den kommende sæson.
 
Blev kampen spillet i Helsingør, ville man nok være tilbøjelig til at udpege Elite 3000 som favoritter. Men på Bornholms fjerneste kyst bliver det givetvis en mere jævnbyrdig affære, og det bliver sandsynligvis motivationen på dagen, der kommer til at afgøre tingene i Bjarne Jensens første kamp som Elite 3000 træner.
 
 
 

Fredag d. 26. juni 2009
Elite 3000 møder Nexø
Tur til Bornholm i vente
 
Det var som at se en bedre dogmefilm, da Ekstra Bladets net-tv i dag lagde sendeflade til lodtrækningen i 1. runde af pokalturneringen. En del forsinkelse og et småforvirrende "show" kunne dog ikke forhindre selve lodtrækningen, der sendte Elite 3000 op i mod Nexø Boldklub.
 
Læs mere om Elite 3000's - ikke så heldige - lodtrækning senere.
 
 
 

Elite 3000 røg en tur til Bornholm.....!
Fredag d. 26. juni 2009
Følg lodtrækningen til Ekstra Bladet Cup live på net-TV
Elite 3000 med i hatten når der trækkes lod til 1. runde
 
Som bekendt er Elite 3000 klar til 1. runde i Ekstra Bladet Cup, hvortil der i dag trækkes lod af DBU og Ekstra Bladet.
 
Lodtrækningen foregår kl. 12:00 og kan følges live på www.ekstrabladet.tv

Elite 3000 er blandt de 48 østhold der kan trække hinanden, og mulige modstandere er bl.a. Næstved, Frem, AB, Lyngby samt - lokale islæt som Allerød og Søllerød-Vedbæk...
 
Kampene spilles torsdag den 13. august 2009.
 
 
 
Onsdag d. 24. juni 2009
Tre nye spillere - to mere på vej
Lyngbys Morten Juul Hansen blandt de nye navne
 
Sportschef Johnni Christensen er en travl mand i disse dage. Målet er at få truppen klar inden sommerferien, og det ser ud til at lykkes. I hverftfald er de første tre navne klar, og to mere skulle kunne offentliggøres indenfor en uges tid.
 
Det største navn hidtil er utvivlsomt 32-årige Morten Juul Hansen - alias Gummi - fra Lyngby Boldklub.
 
Spændende bliver også Fredensborgs 21-årige topscorer Casper Sørensen.
 
Og så bliver der konkurrence på målmandsposten, når Christian Haberecht vender tilbage efter to år i Hørsholm.
 
En nærmere præsentation af de nye spillere følger de kommende dage.
 
Derudover jagter sportschefen endnu to profiler, begge med erfaring fra højere niveau. Med disse fem navne vurderer såvel sportschef som kommende træner Bjarne Jensen, at truppen er stærk nok til at jagte oprykning den kommende sæson.
 
 
 

Helsingør Dagblads fotograf Torben Sørensen kom forbi, da de tre nye blev præsenteret for deres kommende holdkammerater. Fra venstre står Morten Juul Hansen, Christian Haberecht og Casper Sørensen.
 
 
 
Tirsdag d. 23. juni 2009
Sommerens træningskampe er på plads
Stenløse og Allerød fra 2. division øst spiller i Helsingør
 
Efter weekendens afsluttende kamp på Amager, og efterfølgende afslutningsfest i klubhuset, er de fleste af Elite 3000's spillere nu taget på fortjent sommerferie. Der trænes frivilligt de kommende tre uger, inden Bjarne Jensen for første gang samler tropperne mandag den 13. juli.
 
Herefter gælder det så 5 træningskampe, mod Stenløse og Allerød fra 2. division, Birkerød og Næstved fra Danmarksserien samt Fredensborgs Sjællandsseriehold. Turneringen 2009/10 starter i weekenden den 15/16. august.
 
Det komplette program over træningskampene kan du se her.
 
 
 
Søndag d. 21. juni 2009
Elite 3000 i gavehumør i Sundby
Forærede sejren til B1908 med totalt forsvarskoks
 
En ellers udmærket indsats i Sundby Idrætspark blev skæmmet i kampens overtid, da B1908 nærmest uhindret fik lov at score sejrsmålet, blot 18 sekunder efter Anders Henriksens udligning til 1-1. Et resultat der betød at de lyseblå lige præcis ikke når tilbage på 3. pladsen.
 
Kamprapport:
B.1908 - Helsingør

 
 
 

B1908 scorede et bizart mål i overtiden og besejrede Elite 3000 i Sundby Idrætspark. Foto: Claus Birch.
 
 
 
Torsdag d. 18. juni 2009
Gorm er tilbage til forårets sidste kamp
Positiv nyhed for Elite 3000, der jagter 3. pladsen
 
Der er ingen oprykning på spil længere, men derfor kan man jo godt slutte flot af, når Elite 3000 lørdag eftermiddag møder B.1908 i Sundby Idrætspark. Hjemmeholdet har som bekendt haft en ganske suveræn sæson, men det lykkedes alligevel de lyseblå at besejre otterne i efteråret, hvor det blev 3-1 på Helsingør Stadion. Måske sæsonens bedste indsats af Elite 3000, og den kan så passende gentages på lørdag, hvis der skal hentes 3 point hjem fra det kommende 2. divisionshold.
 
Dagens gode nyhed er at Michael Gorm Nielsen er klar igen, efter et par uger på sidelinien. Til gengæld er Nicklas Jonassen ude med en ryg og nakke skade.
 
Trænerduoen Bidstrup og Backe havde her til aften deres sidste træning med spillerne, inden der nu er 3 ugers sommerferie med lidt frivillig træning for de der har tid og lyst. Første træningsdag efter ferien er mandag den 13. juli hvor den nye cheftræner Bjarne Jensen er klar til at tage hul på forberedelserne til næste sæson.
 
Den sidste Bidstrup/Backe trup blev denne:
 
Søndag d. 14. juni 2009
En grimasse der ku' passe
Dommer Benjamin Willaume-Jantzen havde styr på Elite 3000 - Herlev
 
Selvom Herlevs målmand Christian Schäffer stjal det meste af billedet i gårsdagens kamp, så var dommer Benjamin Willaume-Jantzen nu også ganske underholdende. Lad os slå fast med det samme, at han gjorde det fremragende, og vist ikke havde de store problemer med at sætte sig i respekt. Se blot denne lille billedkavalkade i ansigtsudtryk, da Herlevs Dennis Kleeman havde optrådt lidt for hårdhændet...
 
IMG_4830_ed.jpg (53856 byte) IMG_4831.jpg (49659 byte) IMG_4833.jpg (48692 byte) IMG_4834.jpg (44828 byte)
 
 
 
Søndag d. 14. juni 2009
HIF blev hjemme - tabte 0-3 uden kamp
Havde ikke lyst til en kamp mod Værebro
 
Debatten om Værebro's Serie 2 hold har fået flere klubber til at frabede sig at møde holdet, efter kampe med hårdt spil og trusler. En sag der dog er afvist af SBU. Før sidste runde i weekenden havde klubben sikret sig oprykning til Serie 1, mens HIF som bekendt allerede havde taget turen den modsatte vej. Derfor mente HIF ikke der var nogen grund til at spille kampen, og er som følge heraf blevet taberdømt 0-3. Holdet sluttede dermed på 10. pladsen.
 
 
 
Lørdag d. 13. juni 2009
Skuffende kun 2-2 mod Herlev
Flot comeback men fortsat ineffektivt spil
 
Med 2-2 mod Herlev fik Elite 3000 ikke sagt det farvel til de lokale fodboldtilskuere som man havde håbet på. Gæsterne var endnu engang mere effektive end de lyseblå, og det så rigtig skidt ud da Herlev bragte sig foran 2-0 med bare tyve minutter tilbage. Det lykkedes dog Elite 3000 at hive sig op ved håret, og på mål af Jeppe Christiansen og Ronni Andersen sluttede opgøret 2-2.
 
Kamprapport:
Helsingør - Herlev

 
 
 

Herlevs målmand Christian Schäffer var dagens mand på Helsingør Stadion. Den tidligere Brønshøj-keeper reddede et værdifuldt point til sin klub. Foto: Claus Birch.
 
 
 
Fredag d. 12. juni 2009
Næsten intakt trup til Herlev kamp
Elite 3000 vil slutte godt af i sæsonens sidste hjemmekamp
 
Selvom oprykningsmulighederne er forspildt, er sæsonen på ingen måde slut for Elite 3000's fodboldspillere, der agter at slutte sæsonen af på bedste vis. I morgen lørdag kl. 15 - bemærk LØRDAG - spilles sæsonens sidste hjemmekamp, hvor nedrykningstruede Herlev kommer på besøg.
 
Bortset fra Magleby og Gorm er alle småskadede spillere klar, og det betyder gensyn med Mads Hamberg, Hulusi Dolar, Dennis Borup og Nicklas Jonassen. De 14 spillere der skal sikre sæsonens sidste hjemmesejr er dermed disse:
 
Onsdag d. 10. juni 2009
Topklub kan blive næste pokalmodstander
Spændende lodtrækning i vente for Elite 3000
 
Med sejren i Herlufsholm er Elite 3000 klar til 1. runde i Landspokalturneringen - nu kaldet Ekstra Bladet Cup. Det er anden gang i de tre sæsoner overbygningen hidtil har deltaget i turneringen, at man er sluppet gennem nåleøjet.
 
I 2006/07 nåede Elite 3000 frem til 3. runde, og tabte 2-5 til Randers FC fra SAS-ligaen.
I 2007/08 blev Elite 3000 slået ud i sidste kvalifikationsrunde af Solrød FC
I 2008/09 er klubben nu klar til 1. runde
 
Lodtrækningen foretages af DBU den 26. juni, og foruden de 48 seriehold der er sluppet videre, deltager holdene fra 2. divisionerne, klubberne fra nr. 3-16 i 1. division samt de to nedrykkere fra SAS-ligaen. Da der samtidig spilles i geografiske puljer, betyder det dog at hverken Vejle eller Horsens kan blive Elite 3000's modstander på dette tidspunkt.
 
Men den kan jo blive sjovt nok endda. Klubber som Lyngby, AB, Næstved er jo ganske interessante, eller hvad med et lokalopgør mod BSV og Lars Dalsborg ? Sportschef Johnni Christensen er dog ikke i tvivl om, hvad han ønsker sig:
- Det kunne da være spændende at trække en af de store klubber, men helst vil jeg nu, at vi trækker et af de 3-4 tilbageværende serie 1, 2 eller 3-hold. Så venter vi lidt med de større klubber - det kunne jo være sjovt med et ligahold på Helsingør Stadion igen - gerne FCK eller Brøndby.
 
Skulle Elite 3000 klare sig igennem til 2. runde, venter oprykkerne fra 1. division, sandsynligvis HB Køge samt superligaens nummer 5-10, heriblandt FC Nordsjælland.
 
 
 
Tirsdag d. 9. juni 2009
Kienn-hattrick og tennissejr til Elite 3000
Herlufsholm blev ekspederet ud af Landspokalturneringen
 
De lyseblå fortsatte pokalsucces'en da topholdet i Serie 1, Herlufsholm GF, blev ekspederet ud af turneringen med en overbevisende 6-2 sejr.
 
Met et hattrick på bare tyve minutter var Kienn Jensen aftenens pokalhelt, der blev suppleret med scoringer af Morten Johansen, Ronni Andersen og Jonas Rohrberg.
 
Kamprapport:
Herlufsholm - Elite 3000

Kienn Jensen har fået trænet sig trøje-vender-trick en del på det sidste. Her til aften roterede den adskillige gange, da han scorede sit første hattrick for Elite 3000. Arkivfoto: Claus Birch
 
 
 
Mandag d. 8. juni 2009
Elite 3000 jagter mere pokalsucces
Spændende hold skal møde stærkt Herlufsholm-mandskab
 
Man ved aldrig rigtig hvad de andre kommer med, og hvordan pokalturneringen bliver prioriteret i de andre klubber. Således vandt Herlufsholm i sidste runde 4-1 over et Birkerød-hold, bestående af ynglinge og reserver. Siden har Næstved-klubben placeret sig på 1. pladsen i en uhyre spændende Serie 1 pulje, hvor hele 4 klubber har 50 points. Spørgsmålet er så naturligvis - hvor meget satser Herlufsholm på pokalen - og hvor meget på oprykning ?
 
Svaret får vi måske i morgen aften. Til gengæld kan det her røbes, at Elite 3000 tager til Herlufsholm for at vinde, og der er da også klar overvægt af førsteholdsspillere i den 14 mands trup der tager afsted.
 
Fra U19-holdet er målmand Patrick Brender igen med, sammen med Jonathan Nielsen og Peter Hartelius. Tre spillere der alle har fået deres førsteholdsdebut dette forår. Fra HIFs mandskab er Casper Nielsen kommet med, som en belønning for en meget stabil og trofast indsats på det nedrykkede HIF-hold.
 
Derudover er det lutter kendinge, og en forward-kæde med Ronni Andersen, Anders Henriksen, Jonas Rohrberg, KIenn Jensen og Morten Johansen burde nok kunne sætte sig i respekt der nede sydpå. I sin helhed ser truppen således ud:
 
1. Patrick Brender
2. Jacob Wedell
3. Casper Nielsen
5.
Jeppe Christiansen (Anfører)
6. Peter Hartelius
7. Ronni Andersen
8. Svande Bernstein
9. Jonathan Nielsen
11. Anders Henriksen
12. Christian Tyron
13. Jonas Rohrberg
14. Mikkel Vindahl Nielsen
15. Kienn Jensen
20. Morten Johansen

 
 
 
Mandag d. 8. juni 2009
HIF i frit fald til Serie 3
Nedrykningen er en kendsgerning efter nederlag til Annisse
 
Det lå efterhånden i luften, at HIF ikke ville klare frisag i Serie 2. Og efter lørdagens nederlag til Annisse kan alle spekulationer ophører, for HIF er nu nede i Serie 3, hvor holdet senest optrådte i 2003.
 
Nedrykningen er den foreløbige kulmination på en gevaldig nedtur for holdet, der for mindre end fire år siden opnåede en 4. plads i Serie 1 - dengang med nuværende Espergærde-træner Morten Sylvest ved roret. Det triste facit er ikke kun skidt for HIF, men i allerhøjeste grad også for Elite 3000, der har brug for at hente sine reserver på et kvalificeret niveau. Det kan man ikke kalde Serie 2, og da slet ikke Serie 3. Forhåbentlig bliver der i HIF taget initiativer til at styrke dette hold, før det er for sent.
 
FAKTA
Lørdag d. 6. juni 2009, kl. 15:00
Helsingør Idrætspark
 
Helsingør IF - Annisse IF
2-4 (0-3). Tilskuere: 30
0-1 Kenneth Nielsen, straffe (27)
0-2 Casper Thyrsted (28)
0-3 Simon Nøhr (41)
1-3 Mikkel Vindahl Nielsen, straffe (50)
2-3 Oliver Goreng (70)
2-4 Sebastian Ammendrup (90)
 
Udvisning: Sercan Dolar, HIF (80)
 
HIF: Michael Haxthausen - Joakim Gunnløgsson, Casper Nielsen, Mikkel Vindahl Nielsen, Taner Dal - Jannick Billesø, Sercan Dolar, Mads Ejby, Phillip Olsen - Patrick Møller, Oliver Goreng.
Indskiftede reserver: Karim Al-Adwan, Mikkel Lind,, Kerim Ucar.
 
 
 
Søndag d. 7. juni 2009
Livlinen knækkede i Nymosen
Ingen oprykning til Elite 3000 efter 1-1 i Gentofte
 
Det lykkedes ikke i denne omgang. Med uafgjort mod GVI er Elite 3000 nu seks point - og en dårligere målscore - fra Allerød, der dermed løb med den sidste oprykningsplads. Det startede ellers fint i lørdagens kamp mod Gentofte Vangede, men et defensivt hjemmehold havde held og dygtighed med at holde en uafgjort hjem.
 
Kamprapport GVI - Elite 3000
 

Morten Johansen - her mod Nivå/Kokkedal - scorede på et sjældent hovedstød mod Gentofte Vangede. Foto: Claus Birch
 
 
 

Fredag d. 5. juni 2009
Gorm ude, Wedell inde i GVI-truppen
Michael Gorm måske færdig resten af foråret
 
Det så ikke så godt ud, da Michael Gorm humpede ud mod slutningen af Lyngby-opgøret, og det har desværre også vist sig at fiberskaden i baglåret holder ham ude at morgendagens kamp mod GVI. Måske endda længere......
 
Ude er også karantæneramte Kienn Jensen, hvorimod Jacob Wedell er tilbage i sin vante plads i det centrale forsvar. Det giver følgende trup, hvor der endnu engang er blevet plads til U19-talentet Jonathan Nielsen. 
 
1. Mads Hamberg
2. Jacob Wedell
3. Nelson Costa
4. Hulusi Dolar
5.
Jeppe Christiansen (Anfører)
6. Dennis Borup
7. Ronni Andersen
8. Svande Bernstein
9. Nicklas Jonassen
11. Anders Henriksen
12. Christian Tyron
13. Jonas Rohrberg
15. Jonathan Nielsen
20. Morten Johansen
 
Opgøret i Nymosen kan godt gå hen og blive en både spændende og underholdende forestilling. Hjemmeholdet - med tidligere HIF'er Thomas Willer som assistenttræner - har gjort det over alt forventning. Og ikke mindst topscorer Adam Larsen er en herre der skal holdes rigtig godt øje med....
 
 
 

Onsdag d. 3. juni 2009
Danny Andersen træner i Elite 3000
Den tidligere HIF-angriber er fritstillet i Frem
 
I skrivende stund er situationen omkring Boldklubben Frem's truende konkurs endnu uvist, og spillerne skal i morgen mødes for at drøfte en eventuel konkursbegæring. Ingen har endnu fået udbetalt deres løn for maj og er reelt fritstillede.
 
Derudover er alt træning for førsteholdstruppen indstillet, og det betyder at spillerne må finde andre græsgange hvis de vil holde sig i gang.
 

Smil ved mandagens træning på banerne ved Helsingør Hallen. Jacob Wedell, Nicklas Jonassen, Danny Andersen og Jeppe Christiansen i gang med lidt småspil. Foto: Claus Birch
 
Det gælder også den tidligere HIF-topscorer Danny Andersen, som vi tidligere har efterlyst i lyseblå trøje. Det fik vi så en forsmag på i denne uge, hvor han trænede med DS-holdet både mandag og tirsdag. Den klædte ham særdeles godt, kunne man konstatere..... Der ligger en opgave for sportschefen og kommende træner Bjarne Jensen her!
 
 
 
Onsdag d. 3. juni 2009
Efter 106 års venten fik Frederiksværk deres hævn
Det var tak for "sidst" da HIF fik tæsk med 10-1
 
Hævnen var sød, da Frederiksværk i mandags bankede HIF med hele 10-1. Et kamp der nok gav den ventede hjemmesejr, omend de færreste sikkert havde forventet et så pinligt resultat - set med HIF øjne.
 
Men topholdet var onde ved HIF, og fik afleveret en passende hævn for det nederlag deres oldefædre blev udsat for i tidernes morgen. Den 25. oktober 1903 vandt HIF således 12-0 i Frederiksværk i det første møde de to klubber havde i en turneringskamp under SBU. Året efter vandt HIF 9-0, og så var Frederiksværk færdige med at stikke snuden frem.
 
Indtil i mandags altså, hvor det var HIF der fik tilbagebetalt historisk gæld. Til historien hører at HIF fik fem sene afbud og måtte låne de to U16-spillere Phillip Olsen og Mads Ejby for overhovedet at stille hold. Christoffer Thaysen havde indvilliget i et comeback efter et års pause, mon han stiller op næste gang ?
 
FAKTA
2. Pinsedag, 1. juni 2009, kl. 13:30
Frederiksværk Stadion
 
Frederiksværk FK - Helsingør IF
10-1 (5-0). Tilskuere: 125
1-0 Niels Lindegaard (11)
2-0 Kristian Lindegaard (14)
3-0 Anders Hedegaard (20)
4-0 Allan Pedersen (29)
5-0 Allan Pedersen (43)
6-0 Kristian LIndegaard (64)
7-0 Andreas West (71)
8-0 Andreas West (74)
8-1 Phillip Olsen (83)
9-1 Kristian Lindegaard (84)
10-1 Anders Hedegaard (87)
 
HIF: Michael Haxthausen - Morten Bindslev, Casper Nielsen, Mikkel Lind, Rasmus Agger - Joakim Gunnløgsson, Sercan Dolar, Christoffer Thaysen, Phillip Olsen, Mads Ejby - Patrick Møller.
Indskiftet reserve: Henrik Voerby
 
 
 
Mandag d. 1. juni 2009
Bidstrup: En rutineret træner kan måske løfte det sidste
Satser på at trække i støvlerne
 
Afgående træner Stefan Bidstrup lignede ikke en mand der var ked af at gi' stafetten videre. Tværtimod virkede han glad og lettet over at der var fundet en kompetent afløser, og at han kunne blive i klubben.
 
- Det har været en spændende tid, men også nogle tidskrævende måneder. Selvom Henrik Backe har taget en meget stor del af slæbet, så må jeg bare konstatere at jeg ikke har tid til at udfylde cheftrænerrollen så godt som jeg mener man bør.
 
- Derfor er jeg glad for at klubben har fundet en god afløser, og at jeg selv kan fortsætte i rollen som assistenttræner. Og forhåbentlig kommer jeg nu også selv til at spille, det er ihvertfald mit mål.
 
- Som træner har jeg mangler erfaring, og måske kan det også lige give klubben de sidste 5 %, at vi får en træner som Bjarne Jensen, sagde Stefan Bidstrup om sin afløser.
 
Stefan Bidstrup startede nyt civilt job umiddelbart efter ansættelsen i Elite 3000, og det har kostet mere tid end han havde forventet. På hjemmefronten ventes familieforøgelse til efteråret, og så var der ikke mere tid at gøre godt med for Bidstrup.
 
  

Stefan Bidstrup satser nu på at trække støvlerne på for alvor, og forhåbentlig også bidrage til en oprykning via indsatsen på grønsværen. Foto: Claus Birch
 
 
 
Mandag d. 1. juni 2009
Ny træner: Imponerende set-up 
Bjarne Jensen glæder sig til opgaven
 
Elite 3000's kommende træner er en mand der har prøvet lidt af hvert. Som spiller i Brøndby satte han en imponerende klubrekord med 556 kampe, adskillige mesterskaber og naturligvis europæiske klubkampe. På landsholdet debuterede han på Wembley og nåede 4 kampe i nationaldragten. Siden gik han trænervejen, også med succes.
 
Først som assistent for Ebbe Skovdahl i Brøndby, siden som cheftræner i mere end en håndfuld klubber. Han har ført både Virum/Sorgenfri og Allerød op i Danmarksserien og Brønshøj op i 1. division. Derudover har han trænet Hvidovre i 1. division, inden han i indeværende sæson tog til Herlev.
 
- Jeg har haft en del samtaler med både Johnni Christensen og bestyrelsen, samt set både DS-holdet og U19-holdet, og jeg må sige at jeg er meget imponeret af hele set-up'et. Der er styr på tingene, og jeg glæder mig til at begynde på arbejdet.
 
Direkte adspurgt om mulighederne for DS-holdet, sagde Bjarne Jensen:
- Der er mange gode spillere, og de virker som et godt kollektiv. Defensivt er der nogle ting der skal rettes op på. Ser man på kampen i går, så scorer Lyngby jo begge deres mål med bare én mand i feltet. Og at holdet kun har holdt nullet i én kamp, siger jo også en del.
 

Bjarne Jensen har allerede set DS-holdet og U19-holdet ved flere lejligheder, og har dannet sig et førstehåndsindtryk af både spillere og fremtidsmulighederne. Foto: Claus Birch
 
Fodboldmæssigt lyder det måske som om Elite 3000 skal til at spille italiensk, men sådan ser Bjarne Jensen ikke på det:
- Nu kan man jo fokusere på forsvaret på mange måder. Jeg er skolet i den gamle Brøndby stil, hvor vi forsvarede offensivt. Vi skal holde modstanderne fra den sidste tredjedel af banen, ved at stjæle bolden højt oppe, forklarede Jensen.
 
 
 
Mandag d. 1. juni 2009
Sportschefen: Det er et scoop
Bjarne Jensen er den helt rigtige til Elite 3000, siger Johnni Christensen
 
Da det stod klart at Stefan Bidstrup definitivt havde besluttet sig for at stoppe, måtte sportschef Johnni Christensen i gang med en af de mere vanskelige opgaver: Find en ny træner - den bedste - og hurtigt!
 
Nogenlunde således kan man givetvis karakterisere den bundne opgaver Johnni Christensen fik udstukket af bestyrelsen, og der lå flere overvejelser bag valget.
 
- Vi har ledt meget efter den helt rigtige profil. En træner der var engageret i sin klub, med en professionel tilgang til jobbet og som stillede krav om seriøsitet både til spillere og klub. Han skulle ha' trænet på højt niveau, have gode referencer og ikke mindst være en del af den samlede udvikling i klubben, fra U17, U19 og til førsteholdet, sagde sportschefen.
 
Og han tøvede da heller ikke med at kalde ansættelsen af Bjarne Jensen et scoop, i og med træneren fuldt ud levede op til alle de krav man havde opstillet.
 
- Det har også været meget vigtig at Bidstrup var interesseret i at fortsætte. Det giver os en god kontinuitet, som også kan hjælpe Bjarne Jensen godt i gang, sagde sportschefen
 
 
 
*
Det er et scoop at vi har fået Bjarne Jensen og at STefan Bidstrup fortsætter i klubben, sagde Johnni Christensen på dagens pressemøde. Foto: Claus Birch
 
Mandag d. 1. juni 2009
Formanden: Det er ikke en fyring
Moseholm så gerne at Bidstrup var fortsat
 
- Nogle vil måske mene at det er en konsekvent bestyrelse, der annoncerer et trænerskifte dagen efter nederlaget til Lyngby, men sådan hænger det ikke sammen, sagde Elite 3000 Fodbold's formand Finn Moseholm, da han tidligere på dagen bød velkommen til pressemødet i klubhuset.
 
- Vi har været rigtig glade for vores trænerduo, men må selvfølgelig accepterer at det tids- og familiemæssigt ikke kan hænge sammen for Stefan Bidstrup.
 
Moseholm understregede at han var glad for at Bidstrup ville fortsætte som assistenttræner, og håbede at han også kunne bidrage på grønsværen.
 
- Når nu Bidstrup ikke kunne fortsætte, er jeg tilgengæld glad for at vi har fået en mand som Bjarne Jensen. Hans mål stemmer godt overens med vore egne, nemlig at vi skal op i 2. division. Men nok så vigtigt også, at vi kan fortsætte den røde tråd der er imellem ungdom og senior, og hvor vi i år har set flere af vore U19-spillere få debut på førsteholdet.
 

Det er ikke en fyring, sagde Elite 3000's Fodboldformand Finn Moseholm på dagens pressemøde. Tværtimod understregede han at klubben havde været meget tilfredse med Bidstrup og Backes arbejde. Foto: Claus Birch
 
 
 
Mandag d. 1. juni 2009
Overraskende trænerskifte - Bidstrup stopper
Mr. Brøndby alias Bjarne Jensen bliver ny Elite 3000 træner
 
På et pressemøde tidligere på dagen blev det overraskende offentliggjort at Stefan Bidstrup stopper som cheftræner i Elite 3000, efter mindre end 6 måneder på posten.
 
Ny træner - fra 1. juli - bliver den tidligere Brøndby-spiller og mangeårige træner Bjarne Jensen.
 
Stefan Bidstrup fortsætter som assistenttræner, mens nuværende assistent Henrik Backe får andre roller i klubben. Skiftet sker efter ønske fra Stefan Bidfstrup selv, der ikke længere kunne afse tid til den krævende rolle som cheftræner.
 
 
 

Stefan Bidstrup overlader cheftrænerposten til den tidligere Brøndby-profil Bjarne Jensen. Foto: Claus Birch
 

I skudlinien på dagens pressemøde var Finn Moseholm (formand for Elite 3000 Fodbold), Johnni Christensen (sportschef), Bjarne Jensen (kommende cheftræner) og Stefan Bidstrup (nuværende cheftræner). Foto: Claus Birch
 
 
 
 

© Claus Birch            Information om copyright, billedrettigheder m.m.