Nyhedsarkiv


Nyheder i august 2008:
 
30. august 2008:
Elite 3000 spillede sig selv ihjel
 
26. august 2008:
Nederlag til U21 holdet
 
25. august 2008:
Lille Mikko's store dag
Reserverne gik ned med flaget
 
24. august 2008:
Anders Henriksen matchvinder mod Kastrup
 
23. august 2008:
Reserverne klar til kamp
 
22. august 2008:
DS-optakt: Elite 3000 - Kastrup
 
21. august 2008:
Elite 3000 boblerne lagde flot fra land
 
19. august 2008:
50 kamps jubilaren Wedell
  
16. august 2008:
Billeder fra Virum - Elite 3000
 
15. august 2008:
Sikker 3-1 sejr i Virum
  
14. august 2008:
Et kig i krystalkuglen
DS-portræt: Virum-Sorgenfri

DS-portræt: Allerød
 
13. august 2008:
DS-portræt: Nivå-Kokkedal
DS-portræt: Frem
DS-portræt: B.1903
 
12. august 2008:
Sejr i sidste testkamp
 
11. august 2008:
DS-portræt: Lyngby
DS-portræt: AB70

 
10. august 2008:
Spillertruppen ved at være på plads
 
DS-portræt: B.1908
 
8. august 2008:
Danny Andersen til Frem
 
7. august 2008: 
DS-portræt: Birkerød
 
Rohrberg fortsætter i lyseblå
 
DS-portræt: Avedøre
 
6. august 2008:
DS-portræt: Kastrup
 
5. august 2008:
Sikker 4-0 sejr i Fredensborg
 
4. august 2008:
DS-portræt: GVI
 
DS-portræt: Herlev
 

 


 

 

Nyheder August 2008
 
Lørdag d. 30. august 2008
Elite 3000 spillede sig selv ihjel
B.1903 vandt 2-0 i et lige opgør på Lyngbyvejen
 
Det var hverken godt eller skidt. Men heller ikke godt nok, for B.1903 vandt dagens kamp i Hellerup med 2-0. Fordelingen af spillet var massivt i Elite 3000's favør. Men det hjalp ikke meget, for de lyseblå savnede fantasi og killerinstinkt....
 
Læs hele referatet og se holdopstillinger, billedgalleri m.m. fra kampen i kamprapporten.
 
B.1903 - Elite 3000

Jacob Seiger spillede sin første kamp i efteråret, og 
efterlod et godt indtryk, trods manglende kamptræning.
 
 
 
 Tirsdag d. 26. august 2008
Nederlag til U21-holdet
De unge tabte 0-2 i Allerød
 
U21-talenterne formåede ikke at følge op på den flotte sæsonstart hvor Birkerød blev besejret 3-0. I aftes blev det 0-2 til Allerød FK i en ganske lige kamp, hvor hjemmeholdet blev sat i gang af en for kort tilbagelægning i Elite 3000 forsvaret.
 
De lyseblå leverede en præstation der vel lige kunne snige sig op på godkendt, men der kom ikke for alvor perioder med godt spil, og mere end et par chancer blev det heller ikke til. Så var hjemmeholdet mere direkte og scorede på to åbne chancer mod Kristoffer Nilsson i Elite 3000 målet. Nelson Da Costa spillede en god kamp i forsvaret. 
 
Elite 3000's næste kamp er på mandag d. 1. september på udebane mod FC Egedal.
 
FAKTA
U21, Mandag d. 25. august 2008, kl. 18.30
Allerød FK - Elite 3000 Helsingør 2-0 (1-0)
1-0 Michael Wibroe (32), 2-0 Nikolaj T. Nielsen (69).
 
 
 
Mandag d. 25. august 2008
Lille Mikko's store dag
Vores historiske tilbageblik har en kendt gæst
 
I denne uge er vores "Golden Oldies" tilbage i 1986, hvor HIF besejrede Fremad Amager og rykkede op i 2. Division.
 
De daværende fodboldkoryfæer havde naturligvis deres mascot med til kampen - og på holdbilledet. Han sidder på første række imellem Lasse Geelmuyden og Stig Jensen, og bragte altså stort held på dagen.
 
Den lille lyshårede dreng hed såmænd Mikko Pedersen, og ja - han er identisk med assistenttræner Mikko for Elite 3000's Danmarksseriehold.
 
Forelagt de historiske kendsgerninger forsøger Mikko da heller ikke at sno sig udenom:
- Ja, det kan jeg faktisk godt huske. Var det ikke mod Fremad Amager ....?
 
Godt husket, Mikko - og nu kan du, og alle andre, få opfrisket minderne om kampen her:
 
HIF - Fremad Amager

HIF anno 1986 - med mascotten Mikko.
Mandag d. 25. august 2008
Reserverne gik ned med flaget
Skidt premiere for HIF, der tabte 2-5 til Skævinge
 
Sæsonpremieren i serie 2 er ikke en der vil blive husket længe. I silende regnvejr tabte HIF hele 2-5 til Skævinge, i en kamp hvor navnlig forsvaret bogstavelig talt var ude og svømme.
 
Konstellationen Kim Lenzing og Filip Kildegaard i det centrale forsvar var mildt sagt ikke heldig, og bagud 0-4 var der ikke meget at komme efter for de rødblusede. Først mod slutningen begyndte HIFerne at vågne op til dåd, men Christian Tyrons straffespark scoring og Andreas Svinggaards reducering til 2-4 kom alt for sent til at bringe reel spænding ind i opgøret.
 
FAKTA
Serie 1, Lørdag d. 23. august 2008, kl. 15.00 i Helsingør Idrætspark
Helsingør IF - Skævinge 2-5 (0-2).
0-1 Skævinge (10), 0-2 Skævinge (45), 0-3 Skævinge (70), 0-4 Skævinge (72), 1-4 Christian Tyron (75,straffe), 2-4 Andreas Svinggaard (80), 2-5 Skævinge (90).
Tilskuere: 15 (!)
 
HIF: Ignacio Sanchez - Casper Nielsen, Kim Lenzing, Filip Kildegaard, Mark Schmidt - Joakim Gunnløgsson, Christian Tyron, Enes Ünsün, Nicolai Smidt - Rasmus Agger og Andreas Svinggaard.
Indskiftede reserver: Morten Bindslev, Lamine Seide (Debut) og Jacob Jensen.
 
 
 
Søndag d. 24. august 2008
Anders Henriksen matchvinder mod Kastrup
Elite 3000 vandt 1-0 i en lidt for spændende kamp.....
 
Seks point efter to kampe kan der ikke indvendes ret meget i mod. Men efter en spillemæssig yderst fortjent premieresejr i Virum, var det andre kvaliteter der bar Elite 3000 igennem dagens opgør mod Kastrup......
 
Læs hele referatet og se holdopstillinger, billedgalleri m.m. fra kampen i kamprapporten.
 
Elite 3000 - Kastrup Boldklub
 
 
 

Gooooool, Anders Henriksen har sendt de lyseblå på førstepladsen.....
 
Lørdag d. 23. august 2008
Reserverne klar til kamp
Mange lokalopgør i serie 2
 
For første gang siden 1956/57 står reserverne foran en efterårs-forår sæson, når de senere i dag tager i mod Skævinge i Helsingør Idrætspark. Dengang vendte man turneringen til at følge kalenderåret, ved at spille en mammut- sæson på halvandet år. Nu har man så vendt systemet på hovedet igen, men en anelse mere smidigt. Forårsturneringen 2008 var således kun halvårlig, og det slap HIF flot fra, med en 4. plads i serie 2.
 
I spidsen for HIF'erne står fortsat Rasmus Barfod, og han er som tidligere temmelig afhængig af skades- og karantænesituationen hos Elite 3000. Truppen er ikke voldsom bred, men han er alligevel forsigtig optimist:

Jacob Jensen er en af de rutinerede spillere fra Elite 3000
som HIF kan få stor glæde af i serie 2 sæsonen 2008/09,
der fløjtes i gang i eftermiddag.
- Vi skal prøve at stabilisere os i rækken, og jeg har en forventning om at vi kan placere os i den bedste halvdel. Men meget kommer selvfølgelig til at afhænge af, hvilke spillere fra Elite 3000 vi kommer til at råde over.  Jeg forventer en meget lige række, hvor ingen vil skille sig ud, og som har ekstra kolorit med de mange lokalopgør.
 
I forhold til truppen der spillede i foråret, er to spillere væk. Mads Olsen er igen taget til Hornbæk, mens Morten Skou nu forsøger sig hos Espergærdes oprykkere i serie 1. Fire nye navne er kommet til, her i blandt Serkan Dolar (lillebror til Elite 3000's Hulusi Dolar) samt Christoffer Bannerhoff. Dermed ser truppen således ud: Haritz Gogorza, Casper Nielsen, Enes Ünsün, Christian Tyron, Nicolai Smidt, Jacob Jensen, Mark Schmidt, Kim Lenzing, Filip Kildegaard, Joakim Gunnløgsson, Christian Ekstrand, Rasmus Agger, Morten Bindslev, Serkan Dolar, Christian Bannerhoff samt Kenan og Lamin. Dertil naturligvis enten Kristoffer Nilsson eller Ignacio Sanchez, hvis disse er fri hos Elite 3000.
 
Træningskampene har givet lidt blandede resultater. De tre kampe har givet en 4-2 sejr over Hornbæk, mens HIF har tabte 3-7 til BSV og 2-4 Til Frem Hellebæk.
 
Vi følger naturligvis reserverne - alias HIF - på disse sider. Læs mere om premierekampen i morgen 
 
 
  
Fredag d. 22. august 2008
DS-optakt: Kan Elite 3000 følge op mod Kastrup ?
Spændende kamp i vente på Helsingør Stadion
 
Der er lagt op til 90 spændende minutter, når Elite 3000 søndag får besøg af Kastrup Boldklub. Begge hold slap fra premieren med 3 point,  hvor Kastrup lammetævede Frem med hele 4-0, efter en 3-0 føring indenfor kampens første ti minutter. Det resultat skal man dog næppe ligge for meget i, eftersom Frem'erne må være storfavoritter til en nedrykningsplads.
 
Men respekt for Kastrup, der var hurtigt ude af startblokkene. Ikke mindst angriberen Martin Skov, der er vendt tilbage til klubben fra B.1908, gør de lyseblå klogt i at holde i kort snor. Skov scorede hattrick i premieren! Kastrup-træner Michael Lagermann har måtte foretage fire ændringer på sit hold, der i Helsingør har mulighed for to debutanter. Det er Michael Larsen (fra AB70) og Johnny Laursen (fra Tårnby FF). I sin helhed ser Kastrup's trup således ud: Ronni Christiansen, Kasper Autrup, Ronni Olsen, Per Nielsen, Kenneth Petersen, Chrstian Hørlykke Rasmussen, Martin Lisborg, Peter Range, Brian Hasseriis, Martin Skov, Henrik Rasmussen, Adel Hamidoovic, Johnny Laursen & Michael Larsen.
 
Hos Elite 3000 kan Lars Dalsborg råde over de samme 14 der sejrede i Virum, samt håbe at de småskadede spillere består den sidste test. Efter Kristoffer Nilssons flotte kamp i målet, vil det dog undre om han bringer Ignacio Sanchez i spil. I virkeligheden er spørgsmålet vel kun om Nelson Da Costa får sin debut på den defensive midtbane, eller om han får lov at restituere sig en uge mere.
 
Kampen byder også på en fejring af Jacob Wedell, der spillede sin kamp nummer 50 i Virum. Og så har HIF-Fodboldfans traditionen tro, kåret Årets Spiller og Årets Fighter. Hvem det bliver, løftes sløret for umiddelbart inden søndagens kamp.
  
 
 

Torsdag d. 21. august 2008

Elite 3000 boblerne lagde flot fra land
Talentholdet besejrede Birkerød 3-0
 
Der blev disket op med en rigtig god gang bold, da Elite 3000's talenthold i U21-turneringen sæsondebuterede mod Skjold Birkerød. Efter 0-0 ved pausen overtog de lyseblå fuldstændig kampen i anden halvleg, og vandt en meget fortjent sejr.
 
I foråret havde Elite 3000 stor glæde af turneringen, der bliver brugt til at give nogle af de unge spillere noget tid på banen. Det gælder både de unge navne i seniortruppen, men også "boblere" på U19-holdet og hos HIF er med. Faktisk åbner reglerne op for, at også spillere fra andre klubber kan prøves af, hvis de får lov af deres klub naturligvis.
 
Holdet ledes af en "trænercocktail", bestående af Lars Dalsborg, assistenttræner Mikko Pedersen, HIF-træner Rasmus Barfod samt U19-træner Robert Rodriguez, der på skift har kommandoen over talenterne. I den første kamp sås spillerne som Michael Christensen, Morten Johansen, Enes Ünsün og Nicolai Smidt, samt flere fra U19-truppen.
 
Næste kamp spilles på mandag den 25. august kl. 18.30 mod Allerød FK på Skovvang Stadion. De to øvrige modstandere i gruppen er FC Egedal (Ølstykke FC og Stenløse Boldklub i forening) nsamt Søllerød-Vedbæk.
 
Fakta
U21A-turneringen, mandag d. 18. august 2008
Elite 3000 Helsingør - Skjold Birkerød
3-0 (0-0).
1-0 Nicolai Smidt
2-0 Morten Johansen
3-0 André Bundegaard

 
 
 
Tirsdag d. 19. august 2008
50-kamps jubilaren Wedell
Jacob har forlængst overhalet farmands bedrifter på grønsværen
 
Det var ikke kun resultatet der var opløftende, da Elite 3000 premieresejrede i Virum. Også konstellation Wedell - Christiansen i midterforsvaret så særdeles kompetent ud, og kunne således udglatte nogle af panderynkerne efter Marc Krafts farvel i sommerpausen.
 
Og for 25 årige Jacob Wedell var der ihvertfald ikke noget uheld ved at spille jubilæumskamp for Elite 3000. Siden debuten i august 2006 har Jacob nu spillet 50 kampe i den lyseblå trøje, og han lænede sig kraftigt op af Man-of-the-Match titlen i fredags. 
 
Havde det ikke været for en periode i foråret, hvor Jacob valgte at spille for HIF i Serie 2, kunne det endda været blevet til et par håndfulde kampe mere for spilleren, hvis evner ikke kommer fra fremmede.
 
Jacobs far, Anders Wedell, spillede således på HIFs førstehold fra 1964 - 68, hvor en skade satte en stopper for den da kun 27-årige spiller. Anders Wedell optrådte som regel som venstre innerwing eller centerhalf, så æblet er altså ikke faldet så langt fra stammen. Tilgengæld har Jacob for længst overhalet farmands 37 kampe .....
 
Jacob Wedell kan ikke beskyldes for at være Elite 3000's bedste tekniker, men han er i besiddelse af et fighterhjerte af de store, og er en af luftens helte, når det gælder om at holde rent i rummet foran eget mål. Det er ikke mange hovedstødsdueller den kontante spiller taber......
 
Jacob Wedells 50 kamps jubilæum bliver forhåbentlig (!) markeret med en buket blomster på søndag, som den kun syvende Elite 3000 spiller der har opnået et halvt hundrede kampe.
 
Du kan se de tidligere jubilarer her.
 
 
 

Jacob Wedell (her i aktion i fredags) har nu spillet 50 kampe for Elite 3000, og scoret et enkelt mål. Det var tilgengæld et særdeles vigtigt ét af slagsen, da Elite 3000 vandt 1-0 ude over Farum i foråret 2007, og var stærkt medvirkende til oprykningen til Danmarksserien.
Lørdag d. 16. august 2008
Billeder fra Virum Sorgenfri - Elite 3000
Gik du glip af sæsonpremieren ? - Så er der mulighed for at opleve stemningen her!
 
Klik på billederne for at se dem i større format.
 
Kristoffer Nilsson havde lim på handskerne og var sikkerheden selv Anfører Jeppe Christiansen Abel Ramirez gav Virum store problemer Anders Henriksen i gennembrud Der blev passet godt på Jonas Rohrberg. I baggrunden Morten Johansen.
Ronni Andersen i fuld speed - Virum forsvaret bakker! Abel Ramirez var svær at stoppe på fløjen Michael "Mini" Christensen og Mikkel Vindahl presser på Michael Gorm var en af Elite 3000's bedste Anders Henriksen viser jernvilje og scorer til 1-0.......
Så står det 2-0, Rohrberg og Gorm jubler Mikkel Vindahl - altid farlig fra distancen Jeppe Christiansen og Jacob Wedell var et bomstærkt midterforsvar Debutanten Morten Johansen viste hurtigt antrit Tarik Benjelloul løb og løb - men skylder et mål!
 
 
 
Fredag d. 15. august 2008

Sikker 3-1 premieresejr i Virum
Elite 3000 udstillede et primitivt spillende hjemmehold
 
Taktikken blev fulgt til punkt og prikke, da Elite 3000 her til aften kom bragende flot fra start med en 3-1 sejr i Virum. Og det var ikke kun resultatet der var opløftende. Elite 3000 spillede en glimrende gang fodbold, og viste tilmed en rigtig mandfolkeindsats da hjemmeholdet smøgede ærmerne op i anden halvleg. Gang på gang udstillede de lyseblå det primitivt spillende Virum-hold, der ikke havde meget at byde ind med, men som trods alt kæmpede til sidste dommerfløjt. Dermed blev det ikke ligefrem en dag på kontoret for Elite 3000, der måtte kæmpe hårdt for at holde Virum stangen.
 
Hjemmeholdets koncept var ikke vanskelig at afkode. Lange bolde ind i feltet og så håbe på en hovedstødschance eller en nedfaldsbold. De havde dog gjort regning uden et særdeles velspillende Elite 3000 forsvar. Kristoffer Nilsson var sikkerheden selv i målet, og den unge svensker viste stor styrke og sikkerhed i luftrummet. Foran ham lå de to bølgebryderen Jacob Wedell og Jeppe Christiansen, der ragede godt op i landskabet og gjorde det mere end svært for Virum at få noget godt ud af deres lange bolde. Et flot 50 kamps jubilæum for Wedell.
 
Så var Helsingørs opspil mere interessant - og underholdende. Hurtige afleveringer og spil på kanterne var recepten, og den havde Virum intet modtræk overfor. På venstrekanten boltrede Ronni Andersen og Abel Ramirez sig som fisk i vandet, og de var da også bagmændende bag første halvlegs to scoringer. Efter 37 minutter fandt de Jonas Rohrberg der kvikt sendte bolden videre til "hotte" Anders Henriksen. Selvom Virum-forsvaret brugte alle midler (straffe ??) til at trække ham ned, viste han stor styrke ved at gå selv, og placerede fladt bolden i nettet.
 
Bare tre minutter senere spillede Andersen og Ramirez igen ping-pong på fløjen, og Ramirez fandt Jonas Rohrberg med et sublimt indlæg foran mål. Måltyven svigtede ikke og pandede sikkert bolden i kassen. Det var dagens detalje, flot mål!
 
Efter pause skruede Virum endnu mere op for fysikken og ned for intelligensen. Dermed var det tid til at slås for de lyseblå, og det magtede de også. Energibundet Dennis Borup kom ind på midtbanen, og gjorde det fremragende. Han var alle vegne, og blev såmænd også målscorer, da han fra distancen huggede bolden i nettet med et tørt skud. Da var der spillet mindre end to minutter fra Virum's tilfældige reducering, og Borup's mål gav den luft der skulle til. Et velvalgt tidspunkt for hans første mål i Elite 3000-trøjen.
 
Rohrberg ramte opstanderen i et flot soloraid og seks minutter før tid brændte indskiftede Tarik Benjelloul så aftenens største chance. På højrekanten lod Morten Johansen og Michael Gorm Nielsen ikke venstrekanten noget efter, og netop Johansens flotte indlæg burde Tarik have behandlet noget mere respektfuldt. Det var en fæl afbrænder, men skal ikke overskygge en helt igennem flot Elite 3000 indsats. 
- Vi prøvede at spille hurtigt og langs jorden. Og det var det rigtige mod Virum, som vi vidste ville satse på de lange bolde. Jeg synes at alle mand gjorde det flot, og det var en fornøjelse at se at vi også kunne slås når der var nødvendigt, sagde en særdeles glad Lars Dalsborg da tusmørket sænkede sig over Virum Stadion.
 
Helsingør's Man of the Match: Michael Gorm Nielsen (men der var mange kandidater i dag.....)
 
Danmarksserien, pulje 1. Fredag d. 15. august 2008, kl. 19.00 på Virum Stadion.
Virum Sorgenfri BK - Elite 3000 Helsingør 1-3 (0-2)

0-1 Anders Henriksen (37), 0-2 Jonas Rohrberg (40), 1-2 Dan Juul Nielsen (57), 1-3 Dennis Borup (59).
Tilskuere: 75
 
Helsingør: Kristoffer Nilsson - Morten Johansen (Debut), Jacob Wedell, Jeppe Christiansen (Anfører), Ronni Andersen - Michael Gorm Nielsen, Mikkel Vindahl Nielsen, Michael Christensen (Debut, 46.: Dennis Borup), Abel Ramirez (76.: Hulusi Dolar) - Anders Henriksen (61.: Tarik Benjelloul), Jonas Rohrberg.
Virum Sorgenfri: Mads Jørgensen - Steen Albrechtsen (82.: Henrik Johansen), Christian Rode, Danny Holm, Jan Petersen (63.: Frederik Kolind) - Dan Juul Nielsen (Anfører), Peter Blond, Jon Reinholt (73.: Rasmus Munk), Simon Rath - Anders Hammer, Carsten Eriksen.
Advarsler: Abel Ramirez, Helsingør (59), Danny Holm, Virum (91).
Dommer: Anders Poulsen

 

Anders Henriksen slider sig fri, med Virum's Danny Holm hængende på ryggen, og scorer til 1-0 for Elite 3000.
 
 


Torsdag d. 14. august 2008

Et kig i krystalkuglen
Så er sæsonpremieren lige rundt om hjørnet - hvem skal op ? - og ned ?
 
Risikoen for at blive til grin er ret stor - indrømmet. Men jeg vover alligevel pelsen, og giver her mit bud på en slutstilling i DS anno 2008/09. Og sorry, Elite 3000. Jeg tror desværre ikke at holdets kvaliteter helt matcher klubbens ambitioner. Truppen er for smal og der er lidt for meget leverpostej - og for lidt lagkage. Skulle jeg tage fejl, vil det blive tilgivet. Og så er det jo også tilladt at købe ind til desserten i vinterpausen. Men sådan her ender det altså.....
 
Top 3: AB70 (op), B.1908 (op) og Herlev (op).
Midten: Elite 3000, Lyngby, Avedøre, B.1903, Allerød og Virum Sorgenfri.
Bunden: Kastrup, Nivå Kokkedal(ned), Birkerød (ned), Frem (ned) og Gentofte Vangede (ned). 
 
Som den skarpe læser vil bemærke, har jeg tre oprykkere. Det skyldes at krystalkuglen også afslørede at fusionen mellem Køge og Herfølge nu går på plads, og dermed bliver der ekstra kvalkampe om en plads i 2. division ..... Så ved I det !

 
 
 


Torsdag d. 14. august 2008

Virum-Sorgenfri har ambitioner
Vi tæller ned til sæsonstarten og kigger på årets modstandere: Her er Virum Sorgenfri BK
 
Så er vi nået vejs ende i vores præsentation af sæsonens modstandere i DS. Og naturligvis slutter vi af med Virum Sorgenfri, der lægger græs til sæsonpremiere mod Elite 3000 om mindre end 24 timer....
 
VSB har de sidste sæsoner tilbragt mest tid i den tunge ende af tabellen, senest i den netop afsluttede sæson hvor det blev til en 11. plads. Men træner Hasse Kuhn har planer om at drive det til noget mere, og har efterhånden fået samlet et hold med et godt mix af unge talenter og mere erfarne spillere. Som optakt til efterårssæsonen har Virum Sorgenfri været en tur på Bornholm, og virker som et hold der er ved at være klar. Backen Danny Holm er vendt tilbage fra Birkerød, mens VSB til gengæld har mistet Bjørn Johansen til Lyngby og Thomas Albrechtsen fra Gentofte Vangede.
 
I VSB er målet en placering i top 5, men så højt rækker talentet nok næppe. Dertil er konkurrenterne for gode, men en midterplacering kunne det godt blive til for de hvide og grønne Virum-spillere.
 
Statistik:
13.04.2006 Virum Sorgenfri - Elite 3000 1-3
25.05.2006 Elite 3000 - Virum Sorgenfri 3-0
19.08.2007 Elite 3000 - Virum Sorgenfri 2-1
26.04.2008 Virum Sorgenfri - Elite 3000 1-2
 


Torsdag d. 14. august 2008

Allerød tilbage på banen....?
Vi tæller ned til sæsonstarten og kigger på årets modstandere: Her er Allerød FK
 
Vore naboer fra Allerød startede sidste sæson i DS forrygende, og bankede blandt andet Elite 3000 med hele 5-0 tilbage i august sidste år. I lang tid lignede klubben en bejler til oprykningspladserne, men i foråret gik kadencen noget ned, og træner Brian Chrøis måtte slutteligt se sit mandskab placeret på en hæderlig 8. plads. Det var trods alt i den bedste halvdel!
 
Men meget kunne tyde på at Allerød er tilbage på sporet, og givetvis kan forbedre sidste års placering. Godt nok er sidste års topscorer Michael Rasmussen stoppet, men klubben har fået tilgang af en bred vifte af etablerede spillere. Martin Drescher (B.93), Lau Thykén (B.93), Casper Skovgaard Andersen (senest Birkerød), Patrick Skov (Lynge), Jan Madsen (Skævinge) og Dennis Kryger (Humlebæk) er alle spillere der vil kunne forstærke klubben i den forestående sæson.
 
Således bliver Allerød en spændende modstander i år. Naturligvis også fordi træner Brian Chrøis er en god bekendt af fodbolden i Helsingør. Brian kom til HIF i foråret 1990 fra Brøndby og spillede 43 kampe og 9 mål indtil 1991/92, hvor han overtog posten som førsteholdstræner. Vi glæder os til at se Brian tilbage på Helsingør Stadion.....
 
Statistik:
10.05.2006 Allerød FK - Elite 3000 0-2
14.05.2006 Elite 3000 - Allerød 1-5
15.08.2007 Allerød FK - Elite 3000 5-0
23.04.2008 Elite 3000 - Allerød FK 1-0
 
 
 
Onsdag d. 13 august 2008
Hvad sker der i Nivå-Kokkedal ?
Vi tæller ned til sæsonstarten og kigger på årets modstandere: Her er NKF
 
De sidste par måneder har ikke budt på megen sommerferie, ihvertfald ikke hvis man er førsteholdstræner eller seniorleder i Nivå-Kokkedal FK. Den tidligere så ambitiøse sydkystklub har nemlig oplevet en spillerflugt som dansk fodbold vel næppe har set magen. Et helt førstehold - med undtagelse af én eneste spiller (Mads Dreyer) - er forsvundet fra klubben, der virkelig må anskue det kommende efterår som en udfordring.
 
Spillende træner Bjørn Holm sagde farvel og tak, og det gjorde et par håndfulde spillere så også. Et scenarie som den nye træner Kenneth S. Axelsen fra Brønshøj næppe havde kunne forestille sig, selv i sit værste mareridt. Der har således været gang i mobiltelefonerne, og efterhånden har NKF så fået samlet tilstrækkelig med spillere. Om det så også er et hold, vil de kommende uger vise. Blandt de nye navne er Brønshøj-spillerne Mads Flø Jensen og Kenneth Petersen samt Lars Hjortshøj fra B.93. Men om de kan opveje tabet af Bjørn Holm (AB70), Simon Hanghøj (Glostrup), Kristian Gade (Glostrup), Niels-Peter Kjølbye (Avarta), Lasse Vigh (stoppet) og mange, mange flere. Ja. det bliver et interessant spørgsmål........
 
At NKF virkelig kører på pumperne understreges af at klubben reelt er uden 2. hold. Spillermangel og disciplinære problemer har betydet at serie 2-holdet er væk. I stedet har klubben kun ét seniorhold udover DS-holdet, og de spiller såmænd i serie 4 !!!!
 
 
  

Elite 3000 og NKF har allerede haft mange underholdende dyster mod hinanden. Her fra kampe i Nivå den 23. september 2006, hvor de to klubber leverede en rigtig nulløsning.
  
Statistik:

13.08.2005 NKF - Elite 3000 1-3
02.10.2005 Elite 3000 - NKF 3-6
06.08.2006 Elite 3000 - NKF 1-3
23.09.2006 NKF - Elite 3000 0-0
25.04.2007 Elite 3000 - NKF 0-0
05.06.2007 NKF - Elite 3000 3-4
11.11.2007 Elite 3000 - NKF 0-7
10.05.2008 NKF - Elite 3000 1-7
Onsdag d. 13. august 2008
Et skridt Frem... og ét tilbage ?
Vi tæller ned til sæsonstarten og kigger på årets modstandere: Her er Boldklubben Frem
 
Efter to sæsoner i Københavnsserien er Frem's divisionsreserver tilbage i DS, og skal forsøge at gøre en lidt bedre figur end sidst de var i denne række. Da blev Valby-klubben uhjælpelig sidst, og umiddelbart ligner det heller ikke en sæson hvor Frem'erne kommer til at vade i bonuspenge. Enkelte førsteholdsspillere har været nede og vende i træningskampene, men ellers lever reserverne i høj grad deres eget liv i Valby - endda tættere på 3. holdet end 1. holdet. Det er således småt med profiler på træner Ole Rasmussens mandskab, der kun med nød og næppe sikrede sig oprykning foran GVI og B.93.
 
Eneste mulighed for at se et kendt ansigt med Helsingør-fortid er således angriberen Danny Andersen. Men helt ærligt, ham håber vi ikke at se noget til. Hverken for Danny's eller Elite 3000's skyld ........
 
Statistik:
Elite 3000 har aldrig tidligere mødt Boldklubben Frem. 
 
 

 
Onsdag d. 13. august 2008
Uberegnelige 3'ere
Vi tæller ned til sæsonstarten og kigger på årets modstandere: Her er B.1903
 
Selvom B.1903 er oprykkere til DS skal man passe på ikke at undervurdere årstalsklubben. Træner Michael Kristensens mandskab har i lighed med Elite 3000 i flere år ligget og luret omkring kvalrækken, og så må man sige at Gentoftedrengene slog til på rette tidspunkt. Med nedlæggelse af Kval-rækken var det virkelig vind eller forsvind for B.1903, og den udfordring tog de flot op. Holdet tabte ikke en eneste hjemmekamp og viste sig som det robuste mandskab vi også kender fra tidligere møder. Navne som Patrick Petersen, Thomas Kjærbye, Thomas Lundbye, KIm Madsen m.fl. borger for en vis kvalitet, og B.1903 skal såmænd nok få kæmpet sig til en plads midt i rækken.
 
Statistik:
17.04.2006 Elite 3000 - B.1903 1-1
27.05.2006 B.1903 - Elite 3000 1-2
 
 
 

Elite 3000 og B.1903 spillede 1-1 da de to klubber mødtes på Helsingør Stadion den 17. april 2006.
Tirsdag d. 12 august 2008
Dyrekøbt sejr i sidste testkamp
Elite 3000 besejrede Skovshoved 2-1 i aftenens kamp
 
Det kan diskuteres hvor smart det er, at spille sin sidste træningskamp bare tre dage før sæsonpremieren. Men det er også nemt at være bagklog! Så lad os nøjes med at konstatere, at det måske blev en dyrekøbt sejr for Elite 3000 da Skovshoved IF blev besejret 2-1 i Helsingør.
 
Dalsborg fik nemlig skadet hele fire spillere undervejs i opgøret, og dermed er der i hvert fald dømt overarbejde i sundhedssektoren de kommende dage. Ignacio Sanchez, Jacob Seiger, Tarik Benjelloul og Abel Ramirez måtte alle humpe fra banen undervejs, i et opgør hvor der blev gået til stålet, omend ingen af de to hold gik over stregen. Der var således ingen "skovsere" der blev blacklistet efter aftenens kamp!
 
Vanen tro var Anders Henriksen på pletten efter 16 minutter, da han fulgte op på en ripost fra Michael Christensen. Gæsterne udlignede på et flot kontraangreb omkring den halve time, men kort ind i anden halvleg kunne Jonas Rohrberg score sejrsmålet til 2-1. De mange skader fik naturligvis indflydelse på kampens forløb, og set udefra var den første halve time klart bedst.
 
Elite 3000 - Skovshoved IF 2-1 (1-1)
1-0 Anders Henriksen (16), 1-1 Skovshoved (33), 2-1 Jonas Rohrberg (48).
Helsingør: Kristoffer Nilsson (46.: Ignacio Sanchez) - Ronni Andersen, Jeppe Christiansen, Jacob Wedell, Jacob Seiger (40.: Abel Ramirez) - Michael Gorm Nielsen, Mikkel Vindahl Nielsen (46.: Dennis Borup), Michael Christensen, Morten Johansen - Tarik Benjelloul, Anders Henriksen (46.: Jonas Rohrberg).
 
 
 


Mandag d. 11. august 2008

DS-portræt: Lyngby med mange nye folk
Vi tæller ned til sæsonstarten og kigger på årets modstandere: Her er Lyngby Boldklub
 
Glem Birkerød, Nivå-Kokkedal, Farum og hvad de ellers hedder!  Set med Helsingør-øjne har opgørene mod Lyngby altid været de mest interessante. Og selvom det jo er sjovest at møde deres bedste hold, så er der nu også meget godt liv i kampene mod deres divisionsreserver, ikke mindst på Helsingør Stadion hvor rammerne er på plads.
 
Derfor må vi glæde os over at Lyngby er tilbage i DS, hvortil det altså tog dem et års tid at følge efter Elite 3000. De foregående år har de to nordsjællandske klubber nemlig udkæmpet deres indbyrdes magtkamp i Kval-rækken. Lyngby's DS-hold går også under navnet U-holdet, idet de primært er tiltænkt en rolle som talentudvikler for divisionsholdet. Det giver til tider nogle ret pudsige resultater, men holdet er uhyggeligt når det kører for dem.
 
Til den kommende sæson har Lyngby skiftet træner, idet Jimmi Bertelsen har taget over efter Johan Lange, der nu er talenttræner hos nord-københavnerne. Bertelsen har en fortid i Lyngby, men vil sikkert mest huskes for en lang årrække i Virum-Sorgenfri, hvor han også var spillende assistenttræner for Hasse Kuhn. Han har vanen tro fået en del nye (og unge) talenter at arbejde med, og træningsresultaterne har været svingende. Blandt de nye er målmanden Morten Kjærbye fra BSV, Jakob R. Jensen (Jægersborg) og Bjørn Johansen (Virum Sorgenfri). På afgangssiden er tabet af Danny Andersen til Frem det mest markante, men også Marco Holst og Christian Smed's afgang til BSV vil blive mærkbart hos de blå/hvide.
 
Statistik:
29.04.2006 Lyngby - Elite 3000 2-1
10.06.2006 Elite 3000 - Lyngby 2-1
28.04.2007 Lyngby - Elite 3000 2-3
16.06.2007 Elite 3000 - Lyngby 4-1
 
 

 

Mandag d. 11. august 2008

DS-portræt: Bjørn Holm ny boss på AmagerBjørn Holm i den lyseblå trøje.
Vi tæller ned til sæsonstarten og kigger på årets modstandere: Her er AB70
 
Elite 3000’s tidligere spiller og assistenttræner Bjørn Holm havde fået nok af forholdene i Nivå/Kokkedal FK, og forlod i sommerferien vore nordsjællandske naboer til fordel for AB70 på Amager. Ikke mindst den megen snak om en overbygning mellem NKF og Elite 3000 siges at have været hovedet på sømmet for den sympatiske fynbo, især da hele projektet gik i vasken via et nej fra bestyrelsen i NKF.
 
Fremtidige diskussioner om sammenlægning undgår Bjørn dog ikke med dét klubskifte. På Amager diskuteres nemlig lige nu stiftelsen af et modstykke til FC Amager, og det er præcis AB70 og Tårnby der har stukket hovederne sammen. Den 21. august afholdes således et møde for alle anpartshaverne i AB70’s professionelle afdeling, med henblik på at strikke en fusion sammen med naboerne. Forhåbentlig løber den romance lidt mere stille af sig, således at Bjørn Holm ikke endnu engang er havnet på den forkerte trænerbænk.
 
De to klubber stiler dog efter en fuldstændig sammenlægning, således at de bliver Amagers absolut største boldklub. Hele 1300 medlemmer rummer de to tilsammen, og Tårnby’s gode ungdomsarbejde synes at passe fint med AB70’s eliteplaner. Ideén er altså ikke en kopi af FC Amager, snarere et bredt fundament der kan styrke såvel bredde som elite.
 
På grønsværen gælder det først og fremmest om at sikre sig en returbillet for AB70, der efter tre sæsoner i 2. Division måtte en tur tilbage til Danmarksserien. Amagerkanerne har mistet målmand Christian Schäffer til Brønshøj, Ismail Nielsen til Køge samt Anthony Tullberg til Vanløse. Truppen ser dog fortsat meget stærk ud, og holdet ligner et bud på en top 5 placering, mindst!
 
Tilskuerne på Uganda Ground kan således godt belave sig på en underholdende sæson. Ikke mindst når man kender Bjørn Holm’s tilgang til fodbold. Hans offensive 3-5-2 giver mange mål, men kræver naturligvis også et koncentreret forsvar og en hårdtarbejdende midtbane. Det har de gul-grønne, og således bliver der givetvis blæst til angreb fra første fløjt!
 
Statistik:
Elite 3000 har aldrig tidligere mødt AB70.

 



Søndag d. 10. august 2008

Spillertruppen ved at være på plads
Skader og karantæne kan blive dyrt for den smalle trup
 
Med bare fem dage til premieren i Virum er det næppe meget duo'en Dalsborg og Pedersen har planer om at ændre i Elite 3000 truppen. Dermed danner der sig et billede at et hold, der i stærkeste opstilling vil kunne matche de fleste i rækken, men desværre også - synes jeg - en trup der ikke er bred nok.
 
Som annonceret tidligere er Christian Pind (BSV), Paw Bendixen (KB), Marc Kraft (Espergærde IF) væk fra holdet. De er blev fulgt af Casper Mørk (Birkerød) samt Dario Grahovac (Högaborgs BK), og dermed er en håndfuld væk fra forårets førstehold. Kun tre nye er det blevet til, i form af midtbanespillerne Morten Johansen (Lyngby) og Michael "Mini" Christensen (Gilleleje) samt Nelson Da Costa der kan optræde både i det centrale forsvar og på midtbanen. Da Costa kom egentlig til Helsingør allerede i vinter, men har været skadet hele foråret.
 
Rygter vil vide at også Dimitri de Martignac er på vej tilbage, men det er nok lidt optimistisk at tro på en plads i førsteholdstruppen til ham allerede. Dermed er 21 navne klar, og det lyder jo meget godt. Men sandheden er at spillere som Seiger, Smidt og Ünsün ikke ligefrem ligner faste DS-navne, ihvertfald på baggrund af forårets meriter.....
 
Men lad os udløse spændingen, og se på de 21 udvalgte:
 
Målmænd: Ignacio Sanchez og Kristoffer Nilsson
Forsvar: Jacob Jensen, Jacob Wedell, Jeppe Christiansen, Hulusi Dolar, Jacob Seiger og Nelson Da Costa.
Midtbane: Mikkel Vindahl Nielsen, Michael Gorm Nielsen, Morten Johansen, Michael Christensen, Ronni Andersen, Abel Ramirez Christian Tyron og Dennis Borup.
Angribere: Jonas Rohrberg, Tarik Benjelloul, Anders Henriksen, Nikolai Smidt og Enes Ünsün.
 
Se fakta om truppen her  
 



Søndag d. 10. august 2008

DS-portræt: B.1908 klar til oprykningsræs
Vi tæller ned til sæsonstarten og kigger på årets modstandere: Her er B.1908
 
De vil selv, og kan måske også! B.1908 har indtil videre holdt sig udenfor FC Amager - alliancen, men det skal ikke ses som mangel på ambitioner, tværtimod. Klubben måtte godt nok en tur ned i Danmarksserien, efter bare én sæson i 2. Division, men målsætningen er en direkte returbillet.
 
Trænerposten ligger fortsat stadig sikkert i hænderne på Jesper Heyde, og med en næsten intakt spillertrup, og flere forstærkninger, er der alt mulig grund til at tage 8'erne seriøst. Det kunne give anledning til enkelte panderynker at to af sidste års faste forsvarsspillere begge er stoppet. Martin Harboe fortsætter karrieren i Boldklubben Skjold, mens Mikkel Blavnsfeldt er stoppet.
 
Men på tilgangssiden noteres mindst fire nye navne. Hjalte Frisk (Aarhus Fremad), Rami Jiowda (Dragør), Morten Sichlau-Pedersen (AB70), Oddur Helgi Gudmundsson (KR Reykjavik), der ser ud til at kunne understrege amagerkanernes ambitioner.
 
Set med Helsingør-øjne er det naturligvis også interessant at ex-HIF'eren Phillip Bang-Berthelsen fortsat er et spændende offensivt indslag på Amager-holdet. Phillip kom til HIF i sommeren 2004 fra Lyngby Boldklub, og nåede 17 kampe (1 mål) i de rødblusede's allersidste sæson, inden han året efter fortsatte til B.1908.
 
Statistik:
Elite 3000 har aldrig tidligere mødt B.1908.



Fredag d. 8. august 2008

Danny Andersen til FremDanny Andersen i Frem-dragten. Det skal man lige vænne sig til ... (Foto: Boldklubben Frem)

Den tidligere HIF-topscorer har forladt Lyngby Boldklub
 
Efter bare én sæson i Lyngby Boldklub er den tidligere HIF-topscorer Danny Andersen draget videre til Boldklubben Frem, ligeledes i 1. Division. Danny fik i går ophævet sin kontrakt med SAS-liga nedrykkerne, men fandt altså hurtigt en ny arbejdsgiver. Danny kom til Lyngby sidste sommer og nåede 16 kampe (heraf 15 i SAS-ligaen) og ét enkelt mål. Da der ikke var udsigt til spilletid på Lyngby's bedste hold, valgte han altså at søge nye græsgange.
 
Danny Andersen var dog en væsentlig årsag til at Lyngby's reserver i år er at finde i Danmarksserien, idet han i foråret blev holdets topscorer i Kval-rækken. 
 
Forhåbentlig spiller Danny sig nu på førsteholdet i Frem, således at vi undgår at møde ham på grønsværen i DS-kampene mod Valby-klubbens reserver.
 
Danny debuterede for HIF som 18-årig i foråret 2001, og udviklede sig snart til en lynhurtig og målfarlig forward. Efter den succesfulde sæson 2003/04, hvor han scorede 21 mål, skrev Danny kontrakt med HIK, hvor han fortsatte målscoringen i tre år indtil Lyngby kom på banen.
 
Danny er som bekendt tvillingebror til Elite 3000's Ronni Andersen, og vi er vel nogle stykker der håber at de to forenes på Helsingør-holdet på et eller andet tidspunkt. Foreløbigt gælder det dog Frem for Danny, og vi ønsker ham alt mulig held og lykke i den traditionsrige klub.
 
 

Torsdag d. 7. august 2008
DS-portræt: Sidste mand lukker og slukker i Birkerød
Vi tæller ned til sæsonstarten og kigger på årets modstandere: Her er Skjold Birkerød
 
- Udover noget tape til sokkerne kan vi ikke tilbyde spillerne andet end en god gang træning med en god omgangstone og godt kammeratskab, sagde Birkerød-træner Kjeld Svendsen forleden til Frederiksborg Amts Avis.
 
Det kunne lyde som en velkomst til forældrene for årgang 96, men sandheden er en ganske anden. Birkerøds flagskib i Danmarksserien er i alvorlig fare for forlis, med mindre et mirakel dukker op i horisonten.
 
Allerede i foråret var en smal trup og mange skader ved at koste klubben nedrykning til Sjællandsserien, men i sidste øjeblik fik man trukket sig fri af stregen. Sommerferien var dog ikke været til megen hjælp, tværtimod. Hele 8 markante navne er væk fra klubben, enten opadgående eller nedadgående i karrieren. Thomas Gunnarson (Ølstykke FC), Jesper Christensen (Ølstykke FC), Morten Jørgensen (stoppet), Peter Altenburg (stoppet), Magnus Hjortdal (stoppet), Danny Holm (tilbage til Virum-Sorgenfri), Jonas Skov (soldat) og Jens Hedegaard (studier).
 
Det efterlader mildest talt Kjeld Svendsen i en prekær situation, men i det mindste har klubben fundet en ny målmand, i skikkelse af Peter Andersen fra HIK. Derudover satser klubben på en del unge spillere fra reserveholdet. De blev i foråret nummer 7 i Serie 2!!!
 
Det ligner en meget, meget svær sæson for de gulblusede, og herfra er tippet en placering blandt de sidste fem i rækken.
 
Statistik:
17.11.2007 Birkerød - Elite 3000 2-1
04.05.2008 Elite 3000 - Birkerød 2-1
 
 

Elite 3000 trak det længste strå da de to klubber mødtes på Helsingør Stadion i foråret. På udklippet fra Frederiksborg Amts Avis er Ronni Andersen i duel med Birkerøds Danny Holm. Sidstnævnte er en af mange spillere der har forladt den synkende skud.
 
Torsdag d. 7. august 2008
Så er det sikkert, Rohrberg fortsætter i lyseblåt
Elite 3000 angriberen tror på oprykning til 2. Division
 
Det lå i luften efter tirsdagens træningskamp i Fredensborg, og i dag er det så afgjort at Jonas Rohrberg fortsætter i Elite 3000. Efter sin optræden for Stenløse i en træningskamp mod Greve, har den målfarlige forward været i tænkeboks, men nu er udfaldet heldigvis afgjort til fordel for Helsingør. Det afslører Jonas Rohrberg i et interview med Frederiksborg Amts Avis i dag:
- Jeg har sagt  nej til Stenløse. Det passer ikke sammen med mit arbejde og kørsel. Jeg vil gerne prøve at spille højere oppe, men vi må se hvordan Helsingør ligger i næste sæson, siger han til avisen og tilføjer at han ser Elite 3000 som oprykningskandidat sammen med AB 70.
- AB 70 er stærke, men jeg synes vores chancer er rigtig gode. Det afhænger af om vi kan spille op til vores bedste, og ikke tabte 9-0 indimellem, som det skete i sidste sæson, slutter han i Frederiksborg Amts Avis.
 
Og det sidste kan vi kun give ham ret i. Det vil vi simpelthen ALDRIG mere se!
 
 

Torsdag d. 7. august 2008
DS-portræt: Avedøre tilbage til rødderne
Vi tæller ned til sæsonstarten og kigger på årets modstandere: Her er Avedøre IF
 
Med en 4. plads i Danmarksserien 2007/08 opnåede Avedøre IF sin bedste placering nogensinde, og det resultat har naturligvis skabt stor optimisme i klubben. Til Hvidovre Avis siger formand Freddy Lundby således:
- Vi synes, at vi er kommet til en slags skillevej, efter vi har diskuteret fremtid, mål og visioner. Vi vil være mere end en middelmådig danmarksserieklub. Vi vil være med til at præge toppen af rækken, og skulle der komme en oprykning, tager vi den med, men det er ikke målet.
  
Men i Avedøre kigger man ligeså meget indad som opad, og det har i høj grad også præget ansættelsen af klubbens nye træner. Fra 1. juli er den "gamle" Avedøre-dreng Jan Christensen således vendt tilbage, efter i fire sæsoner at have stået på sidelinien i Herlev. Han ved således hvad der skal til, og kan samtidig konstatere at holdet ser forstærket ud før sæsonstarten. Ingen spillere har forladt klubben, mens fem nye trænger sig på til førsteholdet. Først og fremmest den centrale midtbanespiller Kenneth Ploug, der er vendt tilbage fra Rosenhøj. Men også målmanden Kenneth Jepsen fra Brønshøj samt nytilkomne Christian Larsen (Avarta), Dennis Nordenbøl (Glostrup) og Christian Christensen (Brøndby IF) betegnes som forstærkninger.
 
At Avedøre skulle nå en ny top 5 placering anser jeg for ret usandsynligt, og mon ikke de i virkeligheden skal være glade for en midterplacering. Deres farligste våben synes at være den helt håbløse hjemmebane, der har fået mangt et godt hold til at slå over i træningsmode og spille langt under niveau......
 
Statistik:
22.09.2007 Avedøre - Elite 3000 2-1
14.10.2008 Elite 3000 - Avedøre 0-0
 
 

Onsdag d. 6. august 2008

DS-portræt: Ro'en har sænket sig over Kastrup
Vi tæller ned til sæsonstarten og kigger på årets modstandere: Her er Kastrup Boldklub
 
Fra en plads i orkanens øje er ro'en og idyllen igen ved at indfinde sig på Amager og i særdeleshed i Kastrup Boldklub. Det seneste par år har klubben haft en af hovedrollerne i et opgør om fodboldherredømmet på øen. Fra 2002 – 2006 var Kastrup Boldklub en del af overbygningen Amager United, sammen med Tårnby Boldklub. Men uden Fremad Amager var den konstellation ikke fremtidsholdbar, og da Fremad barslede med FC Amager blev der også sendt røgsignaler til Kastrup. Kærligheden var gensidig, men ægteskabet med Tårnby var ikke sådan at komme ud af, og endte i et alvorligt opgør med indblanding af såvel fogedretten som DBU.
  
I sidste ende vandt diplomatiet og efter et år som single var Kastrup Boldklub den 1. juli 2008 så klar til at deltage i FC Amager. En overbygning der rummer Fremad Amager, Kastrup, Dragør Boldklub og Kløvermarken, og som man fortsat håber at øens resterende seks boldklubber fatter interesse i. FC Amager debuterer i den kommende Danmarksturnering i 1. Division, og umiddelbart var det håbet at Kastrup kunne være reservehold for den ambitiøse overbygning. Sådan er det dog ikke endnu, grundet nogle komplicerede forhold med tilladelse til at benytte kontraktspillere. Alliancens reserver tørner således ud for Fremad Amager i Københavnssserien, mens Kastrup må fortsætte uden at få glæde af ”overskuddet” fra FC Amager.
 
Det har dog ikke ødelagt den gode stemning i klubben, der fortsat har Michael Lagermann på trænerposten. Han håber givetvis på at kunne forbedre sidste års 9. plads, og kan i den forbindelse glæde sig over at profilen Martin Skov er vendt ”hjem” fra B.1908. Desuden har klubben fået tilgang af den unge håbefulde forward Henrik Rasmussen fra Avarta. På tabssiden noteres kun Kenneth Rasch, Årets Fund i Kastrup 2007.
 
Statistik:
20.10.2007 Kastrup - Elite 3000 0-1
25.05.2008 Elite 3000 - Kastrup 4-3
 

 
Tirsdag d. 5. august 2008

Sikker 4-0 sejr i Fredensborg
Elite 3000 havde ingen problemer i aftenens træningskamp

Vi tager den gode nyhed først ..... Jonas Rohrberg var iført lyseblå trøje denne aften, og kom på banen til anden halvleg af træningskampen i Fredensborg. Dermed er der håb om at den 22-årige angriber alligevel tørner ud for Elite 3000 i efteråret, og altså har droppet tankerne om Stenløse. Den melding bør få mundvigene opad hos alle Helsingør-fans, og såmænd os hos Rohrberg, der dermed kan skrive historie som den første spiller der runder 100 kampe i den lyseblå trøje. Det kommer vi forhåbentlig tilbage til .....
 
Selve opgøret i Fredensborg blev noget af en walkover for Elite 3000, der istedet fik trænet en ny opstilling, idet trænerduo'en Dalsborg og Pedersen fik testet en go' gammel 3-5-2 opstilling, med Nelson Costa i det centrale forsvar. Ganske spændende idé, og måske en mulighed i løbet af turneringen. Vi får se! Anders Henriksen fortsatte den gode vane med to mål i første halvleg, mens et selvmål og Ronni Andersen sluttede af. Det lokale Sjællandsseriehold fik ikke lov at lege med bolden ret længe ad gangen, og egentligt var træner Benny Johansens mandskab overraskende tamt. De lignede ihvertfald ikke et hold der havde spillet i Kvalifikationsrækken i foråret, og slet ikke et mandskab der er klar til en pokalkamp mod HIK i næste uge!
 
Noget beklageligt fik såvel Ronni Andersen som Tarik Benjelloul begge et rødt kort i de døende minutter - begge på dobbelt gult. Heldigvis så sent at det ikke fik betydning for værdien af kampen.
 
Fredensborg BI - Elite 3000 0-4 (0-2)
0-1 og 0-2 Anders Henriksen (22 og 30), 0-3 Selvmål (55), 0-4 Ronni Andersen (83)
Helsingør: Ignacio Sanchez - Jeppe Christiansen, Nelson Costa (60.: Jacob Wedell), Ronni Andersen - Morten JOhansen, Michael Gorm Nielsen, Mikkel Vindahl Nielsen, Michael Christensen, Abel Ramirez - Tarik Benjelloul, Anders Henriksen (46.: Jonas Rohrberg).
Udvisninger: Ronni Andersen (89) og Tarik Benjelloul (90), begge Elite 3000.
 

Frederiksborg Amts Avis fangede Tarik Benjelloul i aktion i aftenens kamp. Udklip fra Frederiksborg Amts Avis.
 

 

Mandag d. 4. august 2008
DS-portræt: Gensyn med Thomas Willer i GVI
Vi tæller ned til sæsonstarten og kigger på årets modstandere: Her er Gentofte Vangede IF

Efter mere end ti års fravær kan Helsingør Stadion se frem til et hjerteligt gensyn med en af midt-halvfemsernes markante HIF'ere, når Gentofte-Vangede IF kommer på besøg den 28. oktober. Med 81 kampe (og 4 mål) i HIF-trøjen fra 1994-96 satte Thomas Willer Jensen et markant aftryk på et HIF-hold, trænet af Flemming Pedersen, der havde fast ophold i 2. Division Øst. I foråret 1996 fik Pedersen silkesnoren, og så tog også Willer afsked, først til HIK og siden hentet til et kort eventyr i Swansea City af Jan Mølby. Men både før og efter har Willer været GVI'er, og det er han også i dag - i rollen som assistenttræner for Thomas Gammelgaard.
 
Efter at have præget Københavnsserien i et par sæsoner, lykkedes det i juni endelig GVI at sikre sig en plads i Danmarksserien, præcis ti år efter at klubben senest har haft ophold her. Dengang varede det kun én sæson, men i Gentofte-Vangede både tror og håber man at opholdet denne gang bliver længere. 
 


Som vi husker Thomas Willer i HIF-trøjen. Med anførerbånd,
jernvilje og eneherskeren i luftrummet. Til højre ses Stefan Bidstrup.
 

Holdet er først og fremmest præget af klubbens egne spillere, og den udvikling ønsker man ikke at ændre. Omend klubben har erkendt at enkelte forstærkninger udefra nok bliver nødverndigt. De navne der allerede er "i hus" er Jægersborgs Casper Jensen og Brian Møllepovl, Claus Andreasen (Husum), Martin Grønbæk (Kalundborg) og Thomas Albrechtsen (Virum/Sorgenfri).
 
Gentofte-klubben må nok belave sig på en brat opvågen når DS går i gang, og får allerede en forsmag på livet i de højere rækker, når 1. runde af pokalturneringen afvikles den 13. august. Her får klubben nemlig besøg af det nybagte 1. divisionshold FC Roskilde hjemme i Nymosen - eller Mosen - som den hedder blandt de lokale. Den kamp kan GVI'erne tage som en sjov oplevelse, og så ellers begynde at samle point i DS. De får brug for dem.....
 
Statistik:
Elite 3000 har aldrig tidligere mødt GVI
 
 
Mandag d. 4. august 2008
DS-portræt: Brøndby-legende tager styringen i Herlev
Vi tæller ned til sæsonstarten og kigger på årets modstandere: Her er Herlev IF

Vurderet udfra sidste sæsons resultater, er Herlev IF måske ikke et af de hold som fodboldfans i Helsingør og omegn vil spå de store muligheder når Danmarksserien sparkes i gang om små to uger. På Helsingør Stadion sejrede Elite 3000 med 5-2 og i Herlev vandt De Lyseblå med tenniscifrene 6-1 - efter 0-0 ved pausen! Men Herlev fik masser af point mod de øvrige modstandere, og sluttede på 6. pladsen, kun ét point efter Elite 3000.
 
Så der er alt mulig grund til at tage københavnerne seriøst, når de siger at målet er 2. division. Ikke mindst fordi trænerposten i sommerferien er lagt i hænderne på - måske - Danmarksseriens bedste mand på bænken! Det er såmænd 49-årige Bjarne Jensen, der vil være kendt for sine imponerende 556 kampe for Brøndby IF, og en trænerkarriere der senest gav succes i Allerød FK. Både her og i Virum/Sorgenfri og Brønshøj har Bjarne Jensen leveret oprykninger på samlebånd, så der er vægt bag ordene når han til Herlev Bladet siger:
- Jeg er rykket op med alle mine klubber, og jeg tager ikke en klub, hvis jeg kan se, at materialet ikke er der. Og det er det i Herlev.
 
Bjarne Jensens fortid som spiller i Brøndby og assistenttræner for Ebbe Skovdahl fornægter sig ikke i hans fodboldfilosofi, der handler om et offensivt forsvar og et tryk højt oppe på banen. 
- Det jeg tror, jeg kan tilføre holdet, er en bedre defensiv organisation. Det handler ikke nødvendigvis kun om forsvaret, for det kan ligeså godt starte oppefra . Og så håber jeg at kunne tilføre holdet noget af den stabilitet,der har manglet. Kan vi lukke færre mål ind og samtidig score det samme antal mål, ser det godt ud, siger han til Herlev Bladet.
 
At materialet er til mere end en 6. plads i Herlev i år, er der meget der tyder på. Klubben har godt nok sagt farvel til målmand Andreas Kostecki, men ser ud til at få den tidligere Ølstykke og Ballerup keeper Jesper Volkdal i stedet. Endvidere er Bo Nielsen og Morten Framholt stoppet. Men truppen bugner af rutine, og ikke færre end fem spillere har rundet 200 førsteholdskampe: Dennis Kleemann, Martin Mortensen, Thomas Jensen, Thomas Lycek og Mikkel Christensen. Derudover borger angriberne Kenni Wichmann og Erling El-Labben for en vis kvalitet. Så mon ikke Herlev kommer til at spille med om Top 5-placeringerne, jeg tror det!
 
Statistik:
12.08.2007 Elite 3000 - Herlev IF 5-2
01.05.2008 Herlev IF - Elite 3000 1-6
 

 


 

 


 

 

© Claus Birch            Information om copyright, billedrettigheder m.m.