Nyhedsarkiv


Nyheder i april 2006:
 
28. april 2006:
Richard Lilja fyret som juniortræner
 
21. april 2006:
Bjarne Hauger er død
 
17. april 2006:
Kraft sikrede sen uafgjort mod B.1903
 
14. april 2006:
Drømmestart med 3-1 i Virum
 
13. april 2006:
B1903-kamp flyttes til Helsingør Stadion
 
10. april 2006:
HIFs kamp i Greve er aflyst
 
7. april 2006:
Alle kampe er aflyst denne weekend
 
1. april 2006:
Sejr over Skjolds DS-hold i testkamp
 
 

 

 

Nyheder April 2006
 
Fredag 28. april 2006
Richard Lilja fyret som juniortræner
Richard Lilja er ikke længere træner for Elite 3000's junior divisionshold. Torsdag valgte klubben at skride til en afskedigelse af den nye træner, efter store nederlag i årets to første kampe. Elite 3000 begrunder fyringen således. "Årsagen til, at klubben har opsagt samarbejdet med Richard Lilja, er overordnet set, at de træningsmæssige dispositioner og de til trænergerningen knyttede ledelsesmæssige aktioner har været af en anden kvalitet, end den klubben havde forventet fra ham. Det har givet en lang række problemer omkring holdet, der har gjort, at holdet ikke er blevet drevet på den måde, klubben gerne vil drive det på." Som erstatning for Lilja er Henrik Backe trådt til som træner. Den yderst rutinerede træner har med succes været træner for HIFs junior og ynglinge divisionshold i en årrække. 
 
Fredag 21. april 2006
Bjarne Hauger er død
Den tidligere HIF-spiller Bjarne Hauger døde tirsdag, 86 år gammel. Hauger spillede på HIFs bedste hold fra 1943-49, og var førsteholdstræner i efteråret 1946. 
 
Læs portræt af Bjarne Hauger. 
 

Mandag 17. april 2006
Kraft sikrede sen uafgjort mod B1903
Det blev en kamp mod uret, da Helsingør sluttede påsken af med 1-1 mod B.1903. Et skuffende resultat på baggrund af de mange chancer der blev misbrugt, men alligevel glædeligt, idet udligningen først faldt fem minutter før tid. Gæsterne chokstartede da Thomas Larsen krøllede bolden op i målhjørnet, men herefter stod der Helsingør på det meste. Søren Schaarup og Anders Sørensen var tæt på inden pausen, hvor Daniel Husen også måtte se en sikker scoring på hovedstød blive sparket væk på stregen. Efter pausen øgede Helsingør trykket, og Patrick Petersen headede på stolpen. I slutminutterne blev Marc Kraft sendt på banen og frem i angrebet, og som det er set før, var Kraft manden der klarede paragrafferne. Hans hug fra kanten af feltet sørgede for udligning, men mere blev det ikke til. De tre indskiftere gjorde det fremragende i en kamp, hvor alle ydede en godkendt præstation.
 
2. Påskedag d. 17. april 2006, 13.00 Helsingør Stadion
Helsingør Elite 3000 - B.1903
1-1 (0-1). Tilskuere: 210
  5.: 0-1 Thomas Larsen
85.: 1-1 Marc Kraft
 
Helsingør: Michael Skjold Hansen - Daniel Husen (83.: Marc Kraft), Søren Schaarup (Anf.), Anders Sørensen, Christian Pind - Henrik Pedersen (77.: Christoffer Thaysen), Svande Bernstein, Sebastian Hviid (56.: Patrick Petersen), Martin Buch-Frederiksen - Bjørn Holm, Jonas Rohrberg.
Advarsel til Helsingør: Sebastian Hviid (53).
 
Dommer: Jan Christensen
 


Dagens kamp i kvak-rækken mellem Helsingør og B.1903 endte 1-1, 
på en sen - men meget fortjent - scoring af Marc Kraft. Foto: Claus Birch


 
Torsdag 14. april 2006
Drømmestart med 3-1 i Virum
Helsingør fik en drømmestart på forårets oprykningskampe, da debutanten Martin Buch-Frederiksen huggede bolden direkte i nettet på et frispark efter kun 8 minutter. Kort efter sled Jonas Rohrberg sig igennem, og scorede fra kanten af feltet. Hjemmeholdet var groggy, men formåede at komme tilbage i kampen, da altid farlige Lars Sander fik listet bolden i nettet efter et hjørnespark. Helsingør havde god bredde på spillet i det meste af første halvleg, og startede også bedst efter pausen. Men efter en kontroversiel udvisning af Thomas Ryttov var Helsingør på glatis i nogle minutter, der gav hjemmeholdet en stor chance for udligning. Michael Skjold stod imidlertid en fejlfri kamp, og i det meste af opgøret havde Helsingør-forsvaret fuld kontrol over begivenhederne. Den indskiftede debutant Patrick Petersen cementerede sejren, da Svande Bernstein serverede en sukker-bold igennem et splittet Virum-forsvar. Dommer Karsten Lynge havde ingen heldig dag, da han glemte at udvise hjemmeholdets Henrik Rode, der fik to gule kort - efter 32 og 73 minutter! Til gengæld måtte Virum's indskiftede Angpal Singh tidligt i bad, da han sparkede Anders Sørensen ned.
 
Skærtorsdag d. 13. april 2006, 15.00. Virum Stadion
Virum-Sorgenfri Boldklub - Helsingør Elite 3000

1-3 (1-2). Tilskuere: 60
  8.: 0-1 Martin Buch-Frederiksen
12.: 0-2 Jonas Rohrberg
16.: 1-2 Lars Sander
89.: 1-3 Patrick Petersen
  
Udvisninger: Thomas Ryttov, Helsingør (64) og Angpal Singh, Virum (82)..
 
Helsingør: Michael Skjold Hansen - Daniel Husen, Søren Schaarup (Anf.), Anders Sørensen (Debut), Christian Pind (Debut) - Thomas Ryttov, Svande Bernstein (91.: Marc Kraft), Sebastian Hviid, Martin Buch-Frederiksen (Debut) (78.: Nicklas Eggert) - Bjørn Holm, Jonas Rohrberg (73.: Patrick Petersen, (Debut)).
Advarsler til Helsingør: Christian Pind (19), Thomas Ryttov (58,64), Michael Skjold (71), Patrick Petersen (87).
 
Dommer:
Karsten Lynge
 

Helsingør fik en drømmestart på forårets kvalifikationskampe, med en fortjent 3-1 sejr over 
Virum-Sorgenfri. Debutantmål af Martin Buch-Frederiksen og Patrick Petersen, og en 
slidermål af Jonas Rohrberg. Foto: Claus Birch.

 
 
Onsdag 13. april 2006
B1903-kamp flyttes til Helsingør Stadion
Baneproblemerne fortsætter med at drille Påskens fodboldprogram, hvor Elite 3000 dog som planlagt spiller mod Virum/Sorgenfri Skærtorsdag. Til gengæld er kampen 2.Påskedag mod B.1903 blevet flyttet til Helsingør Stadion. Det skyldes at anlægget i Gentofte fortsat står under vand, og hverken B.1903-træner Per Berg Larsen eller Helsingørs Flemming Pedersen var interesserede i endnu en aflysning. De to blev således i dag enige om at flytte opgøret til Helsingør. Bemærk at kampstart er fremrykket til Helsingørs sædvanlige kl. 13.
 
Til kampen i Virum stiller Helsingør i noget nær stærkeste opstilling. Dog er der afbud fra Christoffer Thaysen, mens Henrik Pedersen har karantæne og Dimitri de Martignac og Patrik Norell ude med skader. Virum trænes af den tidligere Lyngby-træner Hasse Kuhn, og har op til sæsonen fået tilgang af bl.a. Simon Rath fra Nivå/Kokkedal FK.
 
 
Mandag 10. april 2006
HIFs kamp i Greve er aflyst
Aflysningerne fortsætter med at sætte deres præg på forårets fodboldstart, og i dag blev det så en kendsgerning, at HIF ikke kommer i kamp mod Greve i Serie 1 på lørdag. Alt påskefodbold er således aflyst i Helsingør Idrætspark.

Dermed må træner Morten Sylvest og hans spillere vente endnu en uge, og kommer givetvis først i kamp om 14 dage - ude mod Hundested IK. HIFs trup er blevet udvidet med Mikkel Friis, Nicklas Eggert og Brian Madsen fra Elite 3000-truppen, og sidstnævnte er desuden tiltrådt som spillende assistent træner. Udefra er Rasmus Hakman kommet retur fra Humlebæk, mens Mikkel Nielsen er ny fra HIK. På afgangssiden noteres at Mads Olsen og Mikkel Parby har valgt at spille i Hornbæk IF, mens Michael Jørgensen får begrænset spilletid, idet han arbejder en del i Holland i foråret.

HIF har spillet 6 træningskampe med følgende resultater:
HIF - Gilleleje FK 4-1
HIF - Hornbæk IF 3-1
HIF - Hvidovre IF (Kbh-serien) 0-2
HIF - Solrød (Sjællandsserien) 2-3
HIF - Espergærde IF 2-1
HIF - Espergærde IF 3-3

Målsætningen for HIFs mandskab er at blive i rækken, men Morten Sylvest forventer, at holdet også i år vil være svingende i sine resultater, afhængig af hvilke spillere man har til rådighed. Breddemæssigt ser det dog bedre ud end sidste år, konstaterer træneren.
 
 
Fredag 7. april 2006
Alle kampe aflyst denne weekend
Vejret ser fremragende ud, men der bliver ingen Helsingør-fodbold i denne weekend. Alle kampe er udsat på grund af våde baner, inklusive førsteholdets opgør mod AB i Kvalifikationsrækken. Se de opdatere turneringsplaner på forsiden.
 
 
Lørdag 1. april 2006
Sejr over Skjolds DS-mandskab i testkamp
Helsingør nåede endnu en hurtigt arrangeret træningskamp, inden den forventede turneringsstart søndag d. 9. april. Modstander var Skjolds Danmarksseriehold, der blev besejret 2-0 af et stærkt Helsingør-mandskab. Desværre har det vist sig at den fiberskade som Dimitri de Martignac pådrog sig mod Hvidovre, holder ham ude i mindst 4 uger. Derudover stillede manager Flemming Pedersen med flere reserver, således at alle kom i kamp enten torsdag eller lørdag.

Helsingør Elite 3000 - Skjold (DS)
2-0 (0-0).
87.: 1-0 Michael Skjold Hansen (straffe)
90.: 2-0 Bjørn Holm

Helsingør: Michael Skjold - Daniel Husen, Søren Schaarup, Marc Kraft, Christian Pind - Christoffer Thaysen, Svande Bernstein, Sebastian Hviid, Henrik Pedersen - Patrick Petersen - Jonas Rohrberg. Indskiftede reserver: Bjørn Holm & Thomas Ryttov.
 

 

 

© Claus Birch            Information om copyright, billedrettigheder m.m.