Nul huller i jævnbyrdig kamp

HIF og Frederiksværk delte i 0-0 kamp, hvor der først kom gang i løjerne efter pausen
 
Af Claus Birch
  
Med ni point i 13 kampe satte HIF i weekenden punktum for et efterår, hvor der sandt for dyden ikke har været meget at råbe hurra for blandt de rødblusede. Pointhøsten må også siges at være i underkanten af det forventede og ikke nok til at klubben kan holde vinterferie på den rigtige side af nedrykningsstregen.

Alligevel var der en vis optimisme at hente i efterårets sidste kamp, hvor det lykkedes at holde nullet  mod midterholdet fra Frederiksværk. Det var kun anden gang i sæsonen det lykkedes at opnå et clean sheet og alt i alt var det ganske fortjent, at det jævnbyrdige opgør sluttede med et point til hver.

Første halvleg foregik hovedsageligt på midtbanen og der blev ikke skabt de store chancer til nogen af siderne.

Det gjorde der til gengæld efter pausen, hvor først Frederiksværk og derefter HIF sendte bolden på træværket.

I slutfasen måtte HIF spille med en mand i undertal, efter et gult kort til Mohammed Ali. Det benyttede Frederiksværk til at lægge et sidste tungt pres, men uden held.

Efter opgøret var gæsterne ikke specielt tilfredse med dommer Andreas Rasmussen. Frederiksværk talt om at nedlægge protest, da han efter deres mening fløjtede opgøret af efter 44 minutters spil.

Protest er der tilgengæld med sikkerhed indgivet af HIF, men det vedrører forrige weekends skandalekamp i Ølstykke mod ØB90, hvor Andreas Andersen blev udvist ti minutter før tid. I følge dommer Martin Larsens indrapportering nægtede HIF'eren at opgive navn og at forlade banen, hvilket i første omgang er blevet takseret til 4 spilledages karantæne af DBU Sjælland. Dén udlægning er HIF dog mildt sagt ikke enige i, fortæller holdleder Michael Axelsen.
 
- Dommeren startede med at ankomme så sent, at kampen først kunne fløjtes i gang ti minutter efter det programsatte tidspunkt. Desuden har han i sin indberetning skrevet, at Andreas Andersen ikke ville opgive sit navn, men det er en direkte løgn, da Andreas aldrig blev bedt om at oplyse sit navn. Desuden noterede dommeren heller ikke nummeret på den udviste spiller og efterfølgende forlod dommeren banen uden at kigge på holdkortet. Vi får sandsynligvis ikke noget ud af protesten, men det kan ikke være rigtig, at dommere kan få lov til komme med sådanne opdigtede indberetninger, lyder det fra holdlederen.

HIFs næste kamp er den 6. april hvor Annisse IF gæster Helsingør Idrætspark.
 

Kampfakta:
Helsingør IF - Frederiksværk FK
0-0. Tilskuere: 10
  
Kamp: Serie 3, pulje 1
Dato: Lørdag d. 3. november 2012
Kickoff: 13:30
Stadion: Helsingør Idrætspark
Dommer: Andreas Rasmussen
Holdopstilling (4-5-1):
 
Træner:
Benno Larsen 
Asi Yannick
Armend Deliu
Bong Kyon Cho
Søren Villadsen
Astriit Deliu
Simon Schack Law
Mohammed Ali
Niroshan Sivasubramaniam
Kristian Larsen
Peter Biemose
Arton Deliu
Reserver:
Stefan Nielsen
 
 
 

© Claus Birch            Information om copyright, billedrettigheder m.m.