Åh nej - ikke nu igen!

HIF var foran, men tabte for syvende gang i denne sæson
 
Af Claus Birch
  
Anfører Bong Kyon Cho er en af HIFs trofaste støtter.Tredje nederlag på stribe og sæsonens syvende ialt var måske ikke ganske overraskende, da HIF lørdag stillede op på Baunehøj Stadion mod Skævinges oprykningskandidater.

Hjemmeholdet satte sig straks tungt på opgøret, men havde ikke held til at passere HIF-keeper Tamás Schmidt. For en gangs skyld var det de rødtrøjede, der var tilsmilet at heldet, da det lykkedes den tidligere målmand - og nuværende back - Andreas Andersen at bringe gæsterne foran.

HIF stillede op med to nye navne , hvoraf dog kun japanske Lyuki Suzuki var i aktion. Han gjorde det glimrende og i pausen var der troen på, at Benno Larsens tropper måske kunne udrette miraklet.

Håbet forsvandt dog i det grå efterårsvejr efter kun 20 sekunder. Længere tog det ikke hjemmeholdets Jesper Rasmussen at bringe balance i regnskabet og så var det op ad bakke for HIF'erne.

Anden halvleg blev dog en smule mere jævnbyrdig, men nu var det Skævinge der havde fået rettet støvlerne bedst ind. Tre mål yderligere blev det til, alle af lidt tilfældig karakter, men det har HIFerne jo desværre prøvet så mange gange før.

Med nederlaget er holdet fortsat næstsidst med 5 point, nu for 10 kampe. Næste opgave bliver en af den slags, der bare SKAL vindes. På lørdag møder SC Egedal frem på banen ved Helsingør Hallen og skal du ikke noget dén dag, så kig forbi og giv HIFerne din støtte. De behøver det!
  

Kampfakta:
IS Skævinge - Helsingør IF
4-1 (0-1). Tilskuere: 40
32.: 0-1 Andreas Andersen
46.: 1-1 Jesper Rasmussen
55.: 2-1 Martin Nielsen
69.: 3-1 Rasmus Lyng
82.: 4-1 Kasper Jørgensen
  
Kamp: Serie 3, pulje 1
Dato: Lørdag d. 13. oktober 2012
Kickoff: 15:30
Stadion: Baunehøj Stadion
Dommer: John Ibsø
Holdopstilling (4-5-1):
 
Træner:
Benno Larsen
Tamás Schmidt
Ardian Deliu
Bong Kyon Cho
Søren Villadsen
Andreas Andersen
Lyuki Suzuki
Toke Buckland
Astriit Deliu
Kristian Larsen
Peter Biemose
Arton Deliu
Reserver:
Armend Deliu
Stefan Nielsen
Asi Yannick (Ikke benyttet)
 

© Claus Birch            Information om copyright, billedrettigheder m.m.