Eliten 3000 havde Ørnene på krogen
Uafgjort i intens træningskamp mod FC Roskildes 1. divisionshold.
Af Claus Birch
-
Havde vi spillet 10 minutter mere, så havde vi nok været tættere på sejren
end dem.
Elite 3000-træner Benny Gall var en tilfreds mand efter lørdagens
træningskamp i Himmelev, hvor de lyseblå gjorde en rigtig god figur mod FC
Roskilde.
Efter to bløde kampe mod B.1903 og
Fredensborg var det årets første rigtige test for helsingoranerne og den
blev bestået med udmærkelse.
Gennem det meste af kampen matchede de to
hold hinanden godt og mens hjemmeholdet havde overtaget før pausen, så var
det Elite 3000 der sluttede bedst af.
For FC Roskilde var det årets første
træningskamp, men domkirkebyen fik relativt hurtigt banket rusten af og
overtog gradvist spillet i de første 45 minutter. Morten Juul Hansen havde
gæsternes første målchance, mens hans hovedstød blev godt pareret af
Frederik Vang Hansen i FCR-målet.
Også Danny Andersen blev afvist inden det
blev rigtig farligt, men netop som man følte, at Elite 3000 havde styr på
kampen, slog FC Roskilde kontra. De to hurtigløbere Jesper Håkansson og
Jeppe Kjær satte afsted, og de blev ikke hentet før sidstnævnte havde
scoret bag en sagesløs Mads Hamberg.
- Vi havde et problem i første halvleg med
deres hurtigere folk, hvor vi ikke helt kunne finde balancen på vores
midtbane. Men vi fik korrigeret aftalerne i pausen og det gav bedre styr på
tingene, sagde Benny Gall om halvlegssnakken.
Kan
Elite 3000 fortsætte det meget bevægelige midtbanespil, ser det da også
spændende ud, forud for forårssæsonen.
Mange spillere kan bringe bolden frem, Anders
Holst, Jonas Kallehauge, Peter Benjaminsen, Daniel Udsen og Morten Juul Hansen
skød frem på skift, og gør det vanskeligt for modstanderne at sætte Elite
3000s opspil ud af kraft.
- Vi har en meget bevægelig midtbane, der
kan bevæge sig som de vil. Men det gør det så meget mere vigtigt, at vi
får defineret hvem der skal være hvor og hvornår. Vi vil i foråret komme
til at møde mange hold, der bare vil stå og prøve at køre kontra på os.
Derfor er det også vigtigt at vi finder balancen mellem kreativitet og bundne
opgaver. Ellers sejler det for os, sagde Benny Gall.
Pauseændringerne vippede opgøret over på
Elite 3000's fødder, i en anden halvleg hvor begge hold foretog en del
udskiftninger. Kasper Enghardt var tæt på med et langskud, som den
indskiftede FCR-målmand Esben Madsen fik vippet over.
Han
var til gengæld ikke i nærheden af at klare, da Peter Benjaminsen udlignede
for Elite 3000. Morten Juul Hansen kom godt igennem i venstre side og hans
indlæg fik Benjaminsen sparket nærmerst bagover sig selv og op i det lange
hjørne.
I slutfasen var det lige før man glemte, at
der kun var tale om en træningskamp. Der blevet gået hårdt til den i
duellerne og enkelte frispark var lige på grænsen.
- Det var en god kamp, med en høj intensitet. Fysikken nåede limit til
sidst, men det er sådan vi vil have det. Det er noget andet end at løbe på
landevejen, sluttede en tilfreds Benny Gall.
|