Besøgstal for hjemmesiden
Velkommen til hjemmesiden om fodbolden i Helsingør.
Nogle samler på
frimærker, andre på mors dag platter!
Siden jeg i 1981 så Frem banke HIF 7-0 på Helsingør Stadion, har min
interesse været fanget af sundbyens boldspillere. I starten måske mest
af medlidenhed ! Det har siden udviklet sig til en hobby, og i gennem
tiden har jeg forsøgt at samle så mange historiske fakta om fodbolden i
Helsingør, som det har været muligt. Der mangler noget endnu, især for
de allerførste år - for kilderne er få. Men ha' lidt tålmodighed, det
skal nok komme hen ad vejen.
Gennem 19 år (1985-2004) var jeg redaktør
for klubbens kampprogram, og har i to perioder været i bestyrelsen som
kasserer m.m. Men tiden er blevet knap, og i øjeblikket bliver der - rent
fodboldmæssigt - kun tid til min hjemmeside.
Mange har gennem tiden
været interesseret i projektet, og hjulpet med kontakter, kilder og
informationer. Derfor har jeg nu lagt alt på nettet, forhåbentlig til glæde
og interesse for nuværende og tidligere spillere, ledere - og ikke mindst
- tilskuere!
En kamp er jo historie
i samme øjeblik den er slut! Derfor finder du ikke kun informationer fra
"de gode gamle dage". Også den nye "historie" -
overbygningen fra sommeren 2005 bliver der taget hånd om!
God fornøjelse ...!
Claus Birch
Har du kommentarer
eller bidrag til siden, så send mig gerne en mail:
clausbirch.dk(a)gmail.com
|
|
|
Historien bag
arkivet
I England ville det næsten have været for nemt! I fodboldens
moderland har selv de mindste klubber styr på historien og
statistikkerne. Men de traditioner har vi aldrig haft herhjemme,
og så begynder det at blive svært. Ikke mindst når man vil
udarbejde historien for en klub som Helsingør - der kun i
perioder har haft landsdækkende interesse!
|
|
Men
det gør jo også kun projektet mere spændende, omend det tager
tid - rigtig lang tid endda. De første noter begyndte jeg at tage
i 1982 - og lidet kunne jeg vide at det ville blive den spæde
start til en livslang hobby. En hobby der nok handler om fodbold
og Helsingør, men efterhånden har forgrenet sig til dansk
fodbold i helhed - og såmænd også til de sidste hundrede års
udvikling i Danmark.
Kilderne var få
Mulighederne for at springe over hvor gærdet var lavest, viste
sig hurtigt at være få. Jubilæumsbogen fra 1949 gennemgår de første
50 år i tekst, men bidrager ikke meget til slutstillinger, kampe,
spillere m.m.
Desværre har HIF aldrig
haft et fast sekretariat, og dermed har gamle protokoller m.m.
befundet sig i private hjem - hos trænere og ledere. Det har
gjort det meget svært at finde, men efter mange års søgen, er
der dukket ting op!
Bernt Hellmann registrerede som sin
hobby, alle klubbens kampe fra 1924 - 1955 i en samling håndskrevne
bøger, som tilfældigvis blev fundet i et privat hjem. Desværre
ikke med holdopstillinger, men det var en stor hjælp. Også
protokoller fra UK er dukket op - for perioden 1952 - 1966.
Intensiv jagt hos tidligere holdledere gav også bonus, primært
fra 1977 og frem!
|
Fast plads på læsesalen
Den vigtigeste kilde har dog været aviserne. Og det har kostet så
mange timer på læsesalene, at jeg ikke vil begynde at regne på
det. Heldigvis kan de fleste læses i original form, hvilket
betyder at man undgår den søsyge der følger med at spole og læse
en mikrofilm i slowmotion!!
I Helsingør har vi endda været
heldige. I starten af århundredet var der flere daglige aviser,
og de begyndte efterhånden også at skrive lidt om fodbold - især
fra starten af 30'erne. Helsingør Dagblad, Nordsjælland, Helsingør
Avis, Helsingør Socialdemokrat og Frederiksborg Amts Avis bragte
alle nyt om HIF. Det var ikke altid det samme de skrev, men hver
især havde deres "kilde", og efterhånden kan man godt
regne ud hvem der skriver "sandheden" hvornår! |
Også
aviser fra mange andre byer har været til stor hjælp - dem kan
man heldigvis bestille! De seneste gode fund har været Nordsjællands
Idrætsblad, der kun udkom i 1921, samt gamle SBU-blade fra 1940 -
1949.
Gamle scrapbøger dukker op
Rygterne om projektet har heldigvis fået gamle spillere og ledere
på banen. Flere gamle scrapbøger er dukket op - dem jeg har fået
lov at kigge i har været fra Henry Rosendahl (30'erne), Henry
Carlsen (40'erne), Jørgen Nielsen (50'erne), Ole Backe (50'erne
og 60'erne), Per Rosendahl (70'erne), Kim Pedersen (70'erne) og
Ejnar Johansen (70'erne). Særlig spændende var det at besøge
Henry Carlsen, der fortalte om tiden i HIF under krigen og Jan
Rungholm der har haft en spændende karriere, også før tiden i
HIF.
Andre har naturligvis også bidraget. Enten ved at give mig et
praj om gamle protokoller, eller med manglende oplysninger om
spillere. Jeg vil afslutningsvis forsøge at nævne de mange -
forhåbentlig uden at glemme nogle.
Tak til
Kim Pedersen, Keld Agri, Egon Jørgensen, Ejnar Johansen, Per
Rosendahl, Jørgen Nielsen, Ole Backe, John Hvid Christensen,
Freddi Nielsen, Ove Nielsen, Michael Haxthausen, Henrik Backe, samt alle dem der har henvendt sig med
oplysninger om sig selv, eller bidrager med nyt til de nyeste
kampe.
- og udefra en tak Palle
"Banks" Jørgensen (B.93), Mads Jensen (Holbæk), Henrik
Andersen (Frederikshavn), Steen Meisner Bjerre (Frem), Hans
Kleberg (Horsens), Mogens Hansen (B.1909), Erik Hilmar Kragh
(Esbjerg fB), Jesper Hallgren (Næstved IF), Jørgen Sørensen
(Helsingør Dagblad) og René Larsen (Frederiksborg Amts Avis).
|
|
At det skulle ende med en
hjemmeside, var naturligvis ikke planlagt fra begyndelsen.
Internettet var ikke opfundet da jeg startede (!), og tankerne gik
i retning af en bog. Det blev realiseret i forbindelse med 100 års
jubilæet, men ikke helt i den form jeg selv havde
forestillet mig. I stedet har jeg nu valgt at satse helt på
hjemmeside-løsningen. Det passer perfekt til et emne, hvor der
hele tiden kommer flere oplysninger, såvel gamle som nye! Og
tilmed får alle mulighed for at kigge med, og måske endda komme
med et bidrag!
Claus Birch
|
|
|