Tressergenerationen slog til! Elleve år efter ynglingenes mesterskabstriumf var et nyt kuld klar. Og denne gang var der lagt op til et anderledes udbytte af de talentfulde knægte. Ansvaret blev lagt i hænderne på den kun 33-årige Per Madsen, og det skulle vise sig at være en af de bedre idéer i HIF’s historie. Den nye træner blev hentet i Lundtofte på en ét-årig kontrakt, og den tidligere Lyngby- og Skovshoved-spiller var lige den saltvandsindsprøjtning HIF havde manglet.
Med Per Madsen ved roret kom klubben til at opleve en markant opgangsperiode, ikke mindst fordi han med omhu formåede at forvalte den talentmasse han fik overdraget. Unge spillere som Steen Berntsen, Elton Olsen, Bernt Knudsen, Flemming Larsen, Jørgen Hansen og Henning Jensen havde alle fået debut i årene forinden, og med de nye navne der stødte til i Madsens treårige regeringsperiode, skabte HIF fundamentet for et hold der havde islæt af den stærke tressergeneration helt frem til starten af 80’erne. Mens uheldige trænervalg og klubstrategi havde misrøgtet Danmarksmestrene fra 1955, var man nu vidner til det modsatte. Med Per Madsen som træner fik man en mand, der udover det rent faglige, lagde stor vægt på social trivsel. Og samtidig betød en total udskiftning i fodboldledelsen at den positive udvikling af tresser-holdet overhovedet blev mulig. Som spillere havde nyvalgte ledere som Ove Nielsen, Ole Backe m.fl., gjort deres egne værdifulde erfaringer…
Der var ikke gået mange måneder af 1966 før den nye træner var klar over det potentiale han stod med, og allerede forud for sæsonpremieren udtrykte han stor tiltro til sit sjællandsseriehold. Eneste nye navn var den 19-årige venstre wing Åge Petersen, men de mange unge viste sig at være den perfekte blanding med rutinerede kræfter som målmand Jørgen Jensen, anfører Erik Olsen, konditionsstærke Svend Grotrian og venstre inner Henning Stilling. På forbløffende kort tid havde man skabt en slagkraftig enhed, der på forårets sidste spilledag kunne sætte sig på rækkens førsteplads. Og mens englænderne VM-triumferede på Wembley, gentog Madsen som en anden Alf Ramsey sin kategoriske tro på en topplacering. Tre måneder senere kunne HIF’s spillere bære ham i guldstol, efter et efterår der blev en triumfmarch uden sidestykke. Nitten points i 11 kampe – og 8 sejre i træk – sikrede HIF 1.pladsen og en plads i Danmarksserien….
Allerede midt på efteråret havde HIF’s ledelse været vakse nok til at sikre Madsen for yderligere en sæson, og dermed var han faktisk nødt til at bryde med et af sine principper. Han var fodboldtræner fordi han elskede sporten, og ikke fordi det var hans arbejde, og var faktisk slet ikke interesseret i at være træner højere end Sjællandsserien!
Men det kom han til, og det var der ingen der skulle få lejlighed til at fortryde. Trods ti sejre i elleve træningskampe blev der noget længere mellem sejrene i 1967 end året forinden, og HIF måtte relativt hurtigt se sig henvist til det brede midterfelt. Facit blev en hæderlig 7.plads, men med lidt mere stabilitet på det unge hold kunne man godt være havnet i top-3. I ynglingeafdelingen var udbyttet imidlertid ikke så imponerende, og i august overvejede man seriøst at trække holdet og rykke de bedste spillere op på seniorholdene. Paradoksalt nok spillede ynglingene sig herefter i finalen som Sjællandsmesterskabet, hvor det dog blev til et nederlag til Brøndby IF! Netop på ynglingeholdet gik især én spiller, der vakte mere end almindelig interesse. Han spillede på SBU’s unionshold, og var så dominerende på HIF’s talenthold i den årlige sommerturnering, at han fra efterårets start var at finde blandt de bedste seniorspillere. Knægten var kun lige fyldt atten år da det blev til førsteholdsdebut i »pokalen« mod Fremad Amager – og navnet var Freddi Nielsen! Han var fast mand på holdet fra den første dag – som højre wing – og blev siden en af de fineste ambassadører for fodbolden i HIF.
Den unge Nielsen var en markant forstærkning af holdet, og før 1968-sæsonen skulle det blive endnu bedre for HIF’s Danmarkseriehold. Fra Hornbæk IF kom duoen André Sahlstrøm og Peter Østbjerg, og de viste sig at passe fint ind i det 4-2-4 system som Per Madsen og UK nu havde valgt at satse hårdt på. Målsætningen var oprykning, men det var ikke nemt fra en række hvor kun ét hold slap igennem nåleøjet. Og med sommerens komme så det ikke alt for lyst ud for HIF’erne, der var distanceret med fem points af Søllerød. Midtvejspausen betød i øvrigt et definitivt farvel til en ankelskadet Anders Wedell, men tabet af ham blev nu mere end opvejet af en jyde der uventet dukkede op. Således skulle UK kun se Skovbakkens halfback Birger Peitersen i én testkamp, før han var fast på holdet, og siden fik stor betydning i et særdeles spændende efterår!
Med to sene scoringer klarede HIF 3-3 i efterårspremieren mod KB’s 2.hold, og to uger senere blev resultatet det samme mod Søllerød. Dén start var tilsyneladende nok til at tænde HIF’erne, der i takt med en stadig stigende formkurve kunne konstatere, at den sikre oprykning til Søllerød var ved at smuldre. Efter kun fire runder var topholdet hentet, og få kampe senere var HIF alene i front! Så blev det i stedet B.1921 der begyndte at blande sig i topstriden, og der var lagt op til et brag af en oprykningsfinale i Nykøbing da de to hold stødte sammen i tredjesidste runde. HIF kunne sikre sig oprykning med blot uafgjort, men to busfulde tilhængere måtte se et godt kæmpende hjemmehold sikre sig en kneben 1-0 sejr! Og så måtte HIF vente 14 dage – til hjemmekampen mod Roskilde – med at sætte tingene på plads. Troede man da! For søndag den 20. oktober snublede falstringerne uventet i en fremrykket kamp. HIF var atter divisionsklub….
Jublen var naturligvis overvældende, men også iblandet en smule vemod, thi det stod klart at HIF’s fremtidige færd blev uden deltagelse af Per Madsen. Med en stor portion disciplin i træningen og et minutiøst arbejde på at rette fejlene, havde han på bare tre sæsoner forvandlet HIF fra et bundhold i Sjællandsserien til divisionsklub. Længere ønskede han ikke selv at være med, men de spillere han havde bragt sammen, var stærke nok til at udgøre HIF’s hold i adskillige år fremover. Som en typisk gestus fra den populære træner indstiftede han ved afslutningsfesten den 23. November 1968 en vandrepokal der skulle gives til den spiller der »kammeratligt og spillemæssigt havde betydet mest for førsteholdet«. Det blev Henning Stilling der fik æren af at være den første modtager og lige siden har Per Madsen-pokalen, som den senere blev døbt, vandret mellem nogle af HIF’s største navne – som det håndgribelige bevis på, at de i mere end én forstand har været årets spiller!
En dygtig og afholdt træner tog afsked – men mindet levede videre…
Træner i mod vind
Det var en tung arv der skulle løftes, da HIFs nye træner Benny Gluver i foråret 1969 kunne begynde forberedelserne på det længe ventede comeback i 3.Division. Den tidligere B.93’er var dog i den fordelagtige udgangsposition at samtlige spillere fortsat var til rådighed, og de fleste havde da også forventninger om at det unge HIF-hold ville gøre en god figur i de nye rammer. Ny i truppen var endda den talentfulde centerforward Ole Verner Jensen, som HIF havde fået i oprykningsgave fra HFC!
Der var ikke spillet mange runder i turneringen, før det var åbenlyst at HIF’s mandskab fik brug for at vise nye sider af talentet, og fighte sig til hvert eneste point. Efter et forår med kun tre sejre, og et uhyre ineffektivt angreb, kom der dog anderledes format over holdet over sommeren. Og efter 32 mål i syv kampe var man tidligt på efteråret klar over, at HIF på ingen måde ville komme i nedrykningsfare. I stedet blev fokus rettet mod Landspokalturneringen, hvor der var noget under opsejling! Først blev Kolding Boldklub nærmest smidt ud af turneringen med et 1-9 nederlag, og efter sejre over det nyoprykkede 1.Divisionshold Brønshøj og Holbæk fra den næstbedste række, var HIF så i kvartfinalen for kun anden gang i historien. Lodtrækningen sendte HIF til Lyngby, og de to 3.Divisionshold leverede et brag af en kamp, hvor hele 4141 tilskuere så hjemmeholdet vinde 1-0.
En skuffelse, naturligvis, men alt i alt var der alligevel tilfredshed, efter en sæson hvor pokalsuccesen og en 6.plads i 3.Division absolut vidnede om, at HIF igen havde klasse til divisionsfodbold. Men under facaden ulmede uroen, og den sprang ud i lys lue allerede midtvejs året efter. Som optakt til 1970 sæsonen var HIF ellers forstærket med Hvidovre’s midtbanespiller Esben Petersen, men det kunne ikke forhindre at sæsonpremieren sendte HIF hjem fra divisionsdebuterende Herfølge i choktilstand og et 1-7 nederlag i bagagen. Og så var stilen ligesom lagt! I løbet af forårssæsonen blev stemningen mellem spillerne og Benny Gluver værre og værre. Den grundigt upopulære træner udtalte offentligt at spillerne tog sig selv alt for højtideligt og kæmpede for lidt. Og hans stilskifte undervejs fra det foretrukne 4-2-4 til det mere defensive 4-3-3 var naturligvis uden virkning i den opskruede konflikt.
Et par krisemøder undervejs hjalp intet, og den 17. juni – efter fire nederlag på stribe – var der ingen vej tilbage. Fodboldformand Ove Nielsen måtte gå den tunge gang og sende Gluver ud i kulden…